Vietnam på Østerbro

Restaurant Hanoi i Classensgade på Østerbro er med helt fremme hvad angår pris og god mad.

Er du enig med berlingskes anmelder?

Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.

Nu skal der sones ovenpå julens fråds og skørlevned, og hele januar vil aviser og blade være fyldt med slankekure, simple living og andet samvittighedsplejende selvpineri.Denne klumme ønsker ikke at stå tilbage, og vi kan endda hoppe på forsagelsens korstog med den gode smag i behold - for fedtfattig mad, små priser og stor velsmag kombineres på forbilledlig vis på ikke mindst de vietnamesiske restauranter. Og minsandten om ikke der for små to måneder siden dukkede endnu en af slagsen op - denne gang i starten af Classensgade påØsterbro.

Hanoi er navnet, og selvom det meste af køkkenpersonalet ifølge vor tjener faktisk stammer fra Hanoi, så er der ikke kun nordvietnamesiske retter på kortet. Her er ganske vist både de små dybstegte cha gio-forårsruller og den ligeledes nordligt afstammende pho-nudelsuppe, men dem får man i dag alle vegne. På menukortet er der oven i købet en del kinesisk inspirerede retter. Restaurantejeren har nemlig i en årrække drevet restauranter i Sønderjylland, hvor det åbenbart er lettere at sælge kinesisk mad, men nu, hvor hun er kommet til hovedstaden, har hun fået mod på at opsøge sine vietnamesiskegastro-rødder, og det sker i moderne indrettede lokaler i starten af Classensgade, med hvide vægge og gulve samt træpaneler, stole og borde i mørkbejdset træ.

Vi besluttede at springe tilbudet om de tre forudbestemte menuer over (for mange kineserier til vor smag) for i stedet at botanisere os frem i a la carten. Første stop var forårsrullerne. De sprøde dybstegte cha gio-ruller var gode, med fyld af glasnudler, krydret oksekød, tynde gulerodsstrimler og mynte, og kom med en sursød sauce med en del chili i. Chilikraft var der også i den jordnøddesauce med ingefær, som ledsagede de blødesydvietnamesiske »sommerruller«, hvor den friske tynde rismelsdej var pakket om rå forårsløg, sød basilikum, mynte, kolde risnudler, kylling og kinarejer. En herlig mundfuld, der til fulde beviste det vietnamesiske køkkens speciale, denne helt særlige forkærlighed for friske råvarer af ypperlig kvalitet.

En salat lavet på bl.a. rå stilke af lotusrod havde samme forfriskende fornemmelse. Lotusroden var skåret i små pinde a la julienne sammen med gulerodsstrimler, rødløg, chili, sød basilikum, peanutsmulder og uhyre præcist tilberedte stykker pocheret svinekød samt halverede kinarejer, stadig med saft og bid intakt. Det hele var vendt i en sur-sød blanding med masser af limesaft, og sammen med de rå og friske grønsager resulterede det i en dejlig mundfuld, som vi selv skulle anrette i store rejechips, der ved kontakten med dressingen straks begyndte at slå små smæld med en sjov poppende lyd. En lille fornøjelig skue-(og lytte)ret, der oven i købet smagte rigtig godt.

Hanois vinkort er småt og hurtigt overskuet, og som det ofte er tilfældet på asiatiske restauranter i den billige ende ikke noget at skrive hjem om. Jeg fandt dog en flaske hvid pinot blanc fra alsaciske Doppf au Moulin, der omend meget ung (2005) og derfor også noget ubalanceret, faktisk viste sig ganske glimrende til den krydrede mad, og også en hel del bedre, end jeg havde forventet til 165 kr. Nu stod den på den klassiske pho-nudelsuppe, om noget den vietnamesiske nationalret. Serveret rygende varm, med oksekødsboller dobbelt så store som dem, man normalt finder i danske supper, med risnudler og revne mynteblade. Ved servering opfordres man til at smage på suppen, hvorefter tjeneren smider først friske bønnespirer, dernæst sød basilikumblade, limesaft og så hakkede chilier samtlidt hoisinsauce, som røres ud i den varme suppe, der på den måde tilføres både smag og aroma lige foran næsen påén.

Fruen og jeg delte en portion af pho-suppen, der i sig selv mætter som et helt måltid, og var enige om, at det var den bedste pho-suppe, vi endnu har fået i Danmark. Aromatisk og velsmagende, og spicet med chili lige præcis til den grænse, hvor den krydrer og pirrer, men ikke lammer og irriterer.

Nu var der ved at være spændt godt for i de i forvejen juleudspilede buge, men vi manglede endnu hovedretterne. Til fruen en decideret kinesisk smagende anretning med det noget misvisende navn: paneret and. Anden fejlede intet, den var stegt i fiskesauce og andesky, men paneret var den ingenlunde. Det skivede andebryst blev serveret i selvsamme fiskesauce med lynstegte grønsager som forårsløg, broccoli, blomkål, rød peber, champignon og sukkerærter, og det var godt, om end ikke specielt vietnamesisk. Det var til gengæld min fyldte banh xeo-pandekage, lavet påæg og rismel, med fyld af bønnespirer, forårsløg, rejer, svinekød, og lynstegt i olie. Det giver en lidt fed smag, og derfor serveres den med agurkestrimler, salatblade, mynte og en sur-sød chilidip til at løfte det tunge indtryk. Igen er der tale om en ret, der i sig selv udgør et måltid, og selv om jeg allerede var fyldt op, så var det en delikat omgang.

Er der noget asiater ikke er gode til, så er det desserter, og godt det samme, for vi kunne på dette tidspunkt næppe klemme en bid mere ned. I den højere sags navn besluttede vi dog at dele en blandet isanretning, toppet af vandig flødeskum fra spraydåse, samt en kop af den særlige vietnamesiske kaffe. Og det blev så, fuldstændig som forventet, den sædvanlige noget flade afslutning på et ellers særdeles velsmagende og delikat måltid, der måler sig med de bedste vietnamesiske spiseoplevelser, København ellers har at byde på. Inklusive en flaske vin, og med dobbelt så meget mad, som var nødvendigt for at blive mætte, endte den samlede regning for to på 743 kr. - og det må da siges at være godt, ikke bare for den slunkne januarøkonomi, men også for fedtforskrækkelsen.

Berlingske Tidende indbyder læserne til at give deres holdning til aktuelle udgivelser og begivenheder. De bedste bidrag kommer i avisen.

Skriv kort og kontant og klik på det antal stjerner den fortjener.

Skriv din egen anmeldelse