Vesterbros Vietnam

Restaurant: Lê Lê er noget så usædvanligt som en vietnamesisk café, ejet af fire søskende med vietnamesisk oprindelse. De serverer gennemført kvalificeret mad fra moder-landet med små franske pift.

Egentlig havde vi besluttet os for at spise fransk. Dels som et modtræk mod ham den blegskallede pizza-bager fra Fanø, der ikke vil servere for tyskere eller franskmænd, blot fordi de to nationer tilsyneladende er nogle af fornuftens og fredens sidste forkæmpere. Og dels fordi fruen og jeg finder det ganske tiltalende at kunne føre en politisk kamp samt slå et slag for verdensfreden blot ved at proppe sig med frølår, foie gras og de fineste franske vine.

Men så kom influenzaepidemien... Om det var CIA, der havde fået nys om vores protestaktion og som modtræk spredt influenza-virus som anden miltbrandbakterie skal jeg ikke kunne sige, men angrebet efterlod fruen og jeg som et par omvandrende zombier med smagsløg, der skulle mere end konventionelle våben til at vække. Jeg nævner det bare for at forklare, hvorfor fruen og jeg forgangne søndag hostende og hakkende og med rindende øjne styrede vore besottede og besnottede legemer ind ad Vesterbrogade. Målet var den vietnamesiske cafe Lê Lê, beliggende lige overfor det københavnske bymuseum kun et lille stenkast fra Vesterbro Torv. Her har familien Le nemlig ifølge rygterne i den sidste halvanden måneds tid serveret byens bedste pho - den risnudelsuppe som mere end noget andet er den vietnamesiske nationalret. Sammen med en ordentligt håndfuld chili skulle det nok kunne skaffe luft til selv de mest tilstoppede bronchier.

Først skulle vi dog smage på et par forretter. Fruen nuppede begge de to slags forårsruller på kortet og var spændt på at se forskellen på hhv. de »originale vietnamesiske forårsruller« (48 kr.) og de »friske forårsruller« (40 kr.), mens jeg holdt mig til den vietnamesiske »ravioli«-suppe (58 kr.).

Ravioli-suppen (der ikke må forveksles med pho) var en gloende varm suppe lavet på antydningen af en kyllingefond med masser af ingefær og korianderblade, hvor »raviolien« var kinesisk-inspirerede wantons lavet af hvedemel og æg, lynhurtigt vendt på en pande, og med fyld af svinekød og hakkede grøntsager inklusive lidt vietnamesisk sukkerroe, der gav en speciel sødlig smag. De originale vietnamesiske ruller viste sig at være tre små dybstegte ruller med fyld af svinekød, hakkede grønsager, bl.a. den specielle vietnamesiske mynte og gulerod, der sammen med de ligeledes hakkede grønlandske rejer gav den karakteristiske sødlige smag. Rullerne, som spises med fingrene og dyppes i en sauce af koriander og chili, var perfekt dybstegte, sprøde udenpå og med et godt sejt bid indvendig. De »friske« var to kolde ruller, hvor et fyld af kylling og korianderblade samt nudler, agurk, gulerod og salat var omviklet med en tynd rismelspandekage, og blev dekorativt serveret skåret i halve, næsten ligesom en japansk sushi-rulle, sammen med en dip af sød hoisin-sauce med knuste peanuts. For alle forretter gjaldt det, at slutresultatet var uhyre delikat og velsmagende. Og med sit moderne touch skilte sig ud fra alle andre vietnamesiske restauranter jeg har været på i Danmark.

Det er ikke tilfældigt, kunne vor aftenen igennem kompetente og meget venlige tjener fortælle. Men et meget bevidst ønske om at komme væk fra den stereotypiske etniske restaurant fra de fire Lê-søskende, og et gennemgående træk ved indretningen af cafeen. Det vil sige skakternede flisegulve med røde bænke langs endevæggene, en stor halvmåneformet bar med det åbne køkken og udsigt til den kokkererende mama-san bagved, og et virvar af sammenbragte genbrugsborde og -stole, der for en gammel caferotte som mig selv bragte minder om Cafe Dan Turéll fra tiden før Olsen-familien rykkede ind og tog sjælen ud af stedet.

Fruen og jeg tog en slurk af den hjemmelavede lime-lemonade (25 kr.), hvor man ved at rode op i sukkeret på bunden af glasset selv kan dosere sødhedsgraden (der er også dansk fadøl og en enkelt flaske vin på kortet), og kastede os over hovedretterne. I fruens tilfælde en meget lækker kold risnudelsalat med salat, gulerødder, bønnespirer og knuste peanuts, serveret med to spyd velsmagende svinekød, marineret i en østers-fiskesauce og for en gangs skyld grillet over trækul (84 kr.).

Endelig kom så min pho (75 kr.). En risnudelsuppe, lavet på oksefond og ingefær samt en hel stang kanel, der sammen med nelliker og korianderfrø og lidt fiskesauce har fået lov at stå og hygge sig et par timer. Der er også nogle urter i, som det ikke lykkedes Lam at rykke ud af sin mor, for som han sagde: »hun våger over sine opskrifter og først når vi børn gifter os vil hun give dem videre til svigerdøtrene«. Til sidst koges risnudlerne for sig selv i under et minut, før de placeres i serveringsskålen med lidt tyndskåret rå tyksteg og friske korianderblade og får hældt suppen over sig. Det hele serveres med en tallerken med friske korianderkviste, bønnespirer, en skivet rød chilipeber samt en sød soja, så man selv kan skrue op og ned for styrken i sin pho.

Pho-suppen er nærende og mættende, uden at man føler sig stopfyldt, og når den så samtidig er udført så delikat og frisk som her, så er der ikke noget at sige til, at pho- og andre nudelsupper er blevet så populære rundt om i vestens metropoler de sidste par år. Jeg var ganske enkelt stopmæt på dette tidspunkt, men bestilte alligevel en dessert i form af banan i kokosmælk (36 kr.) Bananen ankom skiveskåret sammen med stykker af sød kartoffel i et glas med varm kokosmælk, sammen med de fra sydkinesiske desserter kendte sagogryn og med et skud knust peanuts på toppen. Desserten var der intet at udsætte på, og den var oven i købet tilberedt af husets franske svigersøn Pierre, så lidt politik gik der trods alt i den.

Pierre er nu ikke det eneste franske element i det vietnamesiske køkken, som det ledsagende glas cafe au lait, lavet på vietnamesisk maner med kondenseret sødmælk i bunden (som man så selv kan dosere ved at røre i den) også viste. Det vietnamesiske køkken er i det hele taget i udtalt grad et sammensurium af forskellige påvirkninger. Først og fremmest fra det Sydkina, hvorfra de fleste vietnamesiske folkestammer oprindelig kommer, men også med mange af de urter, ukogte grønsager og fiske- samt citron/limearomaer, som er så typiske for det thailandske og cambodianske køkken. De mange års fransk kolonistyre har også trukket spor i form af farserede snegle, frølår, vagtler, baguettes og den førnævnte cafe au condens. Ja, selv amerikanernes lille hurtige intervention (der ganske vist kom til at over 20 år, men det er vist en helt anden historie...) har sat sine gastronomiske fingeraftryk. Skulle jeg klage over noget på Lê Lê, så må det være, at man ikke tager skridtet fuldt ud og også kaster sig over det moderne vietnamesiske køkkens mere avancerede retter som krabbekløer svøbt i rejer, dampet fisk med svampe osv. København fortjener det, og at dømme efter aftenens præstation er jeg ikke i tvivl om at Lê Lê har evnerne.

Som det er nu, må vi »nøjes« med Lê Lês cafe-inspirerede køkken, men til 409 kr. for to personer gør vi det gerne, og kvitterer for byens bedste vietnamesiske måltid p.t. med fire stjerner.Hvad:

Hvor: