Vesterbros nye ansigt

Restaurant Apropos på det nymondæne Halmtorvet har ganske godt fat i det småambitiøse brasserie-køkken. Men fritterne var nu det bedste...

for ikke så mange år siden fik jeg fremvist en lejlighed, som ejendomsmægleren med sin branches sans for poesi havde beskrevet som charmerende beliggende og med kig til Vesterbrogade. Beliggenheden viste sig at være oven på et værtshus på Halmtorvet, og det charmerende at bestå i håndvask i samtlige værelser.

Kigget til Vesterbrogade kunne højst have været realiseret af et fem meter langt slangemenneske. Til gengæld var der aldeles frit udsyn til de kvindelige næringsdrivende på gaden nedenfor, og til de konstant cirklende biler omkring dem.

Men mindet virkede alligevel som om, det på mere end én måde var noget i et andet årtusinde, da Guide-redaktionens årlige firmaskovtur forleden endte lige overfor. Med afspærringen af Halmtorvets østlige spids for biltrafik er både damerne og kunderne sendt længere ud ad Sønder Boulevard - alle krige vindes jo på forsyningslinjerne - og med den nylige renovering af en hel blok på gadens nordside til cafeer og restauranter kan mondæniseringen af Indre Vesterbro siges at have nået sit foreløbige, ydre højdepunkt.

Faktisk er det heller ikke ret mange år siden, at blot det at der overhovedet kom en café på Istedgade kunne give anledning til hændervridende bekymring over den pittoreske bydels forfald. I det lys må det nye lille strøg på Halmtorvet vel nærmest være for slumromantikere, hvad en moské midt på Rådhuspladsen ville være for Mogens Glistrup.

dem om det. Apropos, som var stedet hvor vi havnede, er helt i det nye Vesterbros ånd til den ganske stræbsomme side, med såvel café i brunch- og sandwich-stil som rigtig restaurant med hvid dug.

Midt i ligger det store, åbne køkken med frit udsyn til de ganske mange ansatte, og dem lader der til at være god brug for: selv en jævn og forblæst onsdag efter skoleferiens start var her ganske fuldt, og det tog en del tid at få blot et enkelt menukort til deling, med den begrundelse at man altså lige var startet. Det kan så også være grunden til, at de i øvrigt meget tjeppe og opmærksomme serveringspiger ikke helt få gange var nødt til at opsøge køkkenet for at få svar på konkrete spørgsmål - såsom om menuprisen på 305 kr. for tre retter gjaldt for frit valg mellem alle forretter, hovedretter og desserter.

Det gjorde den da, fik vi lidt efter at vide. En senere nærlæsning af regningen afslørede dog, at alle retterne blot var bonet ind til almindelige à la carte-priser.

vi udnyttede ventetiden i selskab med en flok af det prægtige belgiske Hoegarden-øl, som det mig bekendt er et af de første større steder i byen, der serverer på fad (22 kr.). Til den mere seriøse spisning bestilte vi til en start dels en alsacisk Pinot Blanc fra Léon Beyer (275 kr.), dels en Macon-Village fra Drouhin (295 kr.) - ingen af dem viste sig dog meget mere end rimelige, omend de blev bedre, efterhånden som de nåede lidt over den meget kolde temperatur de ankom med.

Til forret havde alle undtagen én valgt stedets hummerruller. Den enlige afviger havde i stedet foretrukket dampede blåmuslinger, som der til ham ankom et mindre bjerg af, der ifølge ham viste sig både store og gode, soppende rundt som de var i saft og urter (89 kr.).

Modsat denne europæiske klassiker var hummerrullerne væsentligt mere ovre i den amerikansk-asiatiske brasserie-stil, som er ret fremherskende på menukortet, og som i dette tilfælde viste sig at blive håndteret helt glimrende. Pakkerne af hummerkød - samt i én af mine også et ikke helt lille stykke klo - ankom på de aflange tallerkener, der skulle vise sig at være et gennemgående træk, med en lille skål halvheftig chili-dressing i midten og så derudover en lille håndfuld forskellige dressinger på stribe på tallerkenen, nogle søde og frugtagtige, andre mere krydrede (104 kr.).

forud for hovedretterne var vi skiftet til en australsk Riesling fra Leeuwin Estate, og det viste sig straks at være en helt anden og meget udmærket snak. Det skulle det til 440 kr. helst også, sammenlignet med udsalgsprisen på 139,75 hos H.J. Hansen, som hele vinkortet er en pakkeløsning fra.

Hovedretterne var til gengæld lidt mere på det jævne. Det hang sammen med, at tilbehøret til de ellers meget forskellige, forskelligt krydrede og forskelligt tilberedte hovedingredienser viste sig at være stort set identisk, med navnlig spæde gulerødder og babymajs.

Hvad der lå ovenpå eller oveni, afstedkom ellers mange positive lyde med rundt om bordet. Ikke mindst fra de der havde valgt Ahi-tun, der på fin vis kun lige akkurat var grillet på ydersiden, mens det indre - og det er store, tykke stykker vi taler om - var råt endnu (194 kr.).

Fra den europæiske ende af menukortet blev også det stegte unghanebryst godt modtaget (169 kr.), mens jeg for mit vedkommende havde valgt tandoori-stegt laks. Ligeledes det var en fornøjelse, med de store stykker krydret i behersket indisk stil og så i øvrigt lyngrillet ved høj varme - og netop derfor ville ikke mindst i dette tilfælde et lidt skarpere tilbehør have været at foretrække (169 kr.).

så var det, at min madanmelder-kollega ville have fritter. Vi var ellers rigeligt mætte alle sammen allerede, men der var gået en flok pommes frites forbi, der havde set lovende ud, så for eksperimentets skyld bestilte vi et par portioner til deling.

Og uden at det i øvrigt skal opfattes som en spydighed mod de øvrige, bestemt fornuftige ting vi fik, var det tæt på at være måltidets højdepunkt, nemlig tyndt skårne kartoffelbjælker, friturestegte lige tilpas, og med tre slags dip at vælge imellem. Til 25 kr. lignede det ganske enkelt byens bedste af deres art.

Til dessert fordelte vi os igen på det europæisk og det amerikanske: en enkelt fik tre slags sorbet, som ikke imponerede ham voldsomt, mens vi andre fik den, viste det sig, udmærkede cheesecake, i høj klassisk og ikke overdrevent sød stil (79 kr.).

Så sluttede jeg i øvrigt af med en håndrullet. Og nej, det er ikke det De tror det er, men derimod paradenummeret i stedets udvalg af gode theer - en Perlo Jasmin (38 kr.) - der for én gangs skyld kan matche udvalget af diverse udvalgte designerkaffer.

det illustrerer så også, at det for så vidt er på udenomsværkerne, stedet har sine største styrker, og et ambitionsniveau væsentligt over mange andre brasserie-cafeer: igennem at indkøbe ordentlige varer, fra øl til kaffe og the, og en betjening der, hvis ikke den ligefrem lyner af professionalisme, i hvert fald fungerer effektivt og sympatisk.

Til gengæld synes retterne i sig selv, der når det kommer til stykket ikke hæver sig afgørende over almindelig brasserie-stil, omend i lidt mere kreativ og kompetent udgave, ikke helt at kunne berettige det temmelig voldsomme prisniveau. På den anden side har ting jo den pris nogen vil betale for dem, og på et tidspunkt måtte restaurationspriserne på Vesterbro selvfølgelig også begynde at afspejle ejendomspriserne.

Så selv om vi helt nøgternt ligger et sted mellem tre og fire stjerner, er der ikke noget, der taler afgørende imod at runde op. Og en dag i solskin ude ved et af fortovsbordene, sammen med en Hoegarden og en flok fritter, fås næppe meget bedre.