Velkommen i klubben

Restauranten kaldet Madklubben har slået sig ned med et klassisk bistro-koncept i det gamle Olsen på Store Kongensgade.

Er du enig med berlingskes anmelder?

Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.

Det er lige før man føler historiens vingesus, når man træder de tre trin ned i kælderen på adressen Store Kongensgade 66. For det var hér, at Olsendrengene tilbage i 1995 (sammen med Henrik Boserup andetsteds i byen) indvarslede den opblomstring og bølge af optimisme og ny selvbevidsthed, som disse års danske gastronomi stadig rider højt på. Olsendrengene er siden rykket (mange) andre steder hen, mens lokalet, hvor det hele startede, har været gennem en omskiftelig tilværelse. Nyeste inkarnation hedder Madklubben, og drives meget passende for den historiske kontinuitet af to unge herrer, der har mødt hinanden på Les Trois Cochons, en del af den Cofoco-kæde, der med uhøjtidelig stemning, lave priser og stor ekspansionslyst har overtaget meget af den rolle, som Olsendrengene havde i byen dengang for ti år siden.

Stilen på Madklubben - der fysisk ligner sig selv fra Olsentiden, selv den gamle sofa er tilbage, nu i læderbetrukken tilstand (og akustikken er stadig lige rædselsfuld) - minder konceptuelt da også meget om Cofoco-kædens. Der er én menu, hvorfra der kan plukkes en til fire retter for henholdsvis 100 til 250 kroner. Det er priser, de fleste kan forstå, og der var da også fyldt i restauranten den tirsdag aften vi var forbi. Maden er den klassiske fransk-danske bistro-stil, og fra forretterne, der blandt andet talte tomattærte med gedeost, stenbiderrogn i jordskokkeskum og græskarsuppe, valgte vi rillette og snegle i persillesovs. Rilletten var lige efter bogen, den kom med en lille hjertesalat, gode cornichoner og en grov sennepsdressing. Rilletten selv, der var lavet på svineskank, var til den magre side, med et lidt overraskende indhold - et knoglestykke på størrelse med det yderste fingerled! Køkkenchefen, der hele tiden var med ude at servere og forklare om sin mad, så imidlertid ikke ud til at mangle noget, så vi går ud fra at knoglen stammer fra svinet, men det var ikke nogen rar oplevelse - uanset hvor uformel og upretentiøs man som restaurant har slået sig op på at være. Så var jeg mere heldig med mine snegle i persillesovs. De ankom i en brandvarm cocotte lige fra ovnen, med en dejligt mager persillesovs med tomat og citronskal til at lette på det fede, samt en meget olieret pandestegt brioche a part.

Madklubbens vinkort holder også den uhøjtidelige stil. Her er fem prisklasser med fire tilbud i hver, og de tre billigste prisgrupper kan også erhverves glasvis. Sauvignon blanc går med sin citrus/urteagtige aroma for at være den idéelle partner til persille, og den new zealandske fra Cloudy Bay til 75 kroner glasset gik da også fint til mine snegle i citronpersillesovs. Til hovedretten valgte jeg en fin zin, et glas ung zinfandel fra Seghesio i californiske Sonoma County (75 kroner glasset), med masser af syre og alkohol, og efter nogen tid i glasset også urter og kirsebær i næsen. Medspiserens østersøtorsk fejlede ikke noget. Perfekt stegt, og serveret med syrlige porrer, en mos på brændt selleri samt en sauce på spanske mandler - en fremragende servering. Jeg havde - mod et tillæg på 100 kroner - valgt ugens de-luxe, en oksemørbrad med foie gras. Vor unge tjener spurgte ganske efter bogen til kødets stegningsgrad, men da min oksemørbrad ankom til bordet, var den hverken medium eller rare, men derimod stegt tør og med en fuldstændig forkullet én centimeter tyk stegeskorpe. Efter i længere tid at have siddet og viftet med arme og ben, fik jeg endelig kontakt med tjeneren, der på min anmodning bragte den ud i køkkenet, for kort efter at servere mig en ny, perfekt stegt bøf - men med det samme tilbehør, inklusive den nu meget kolde stegte foie gras på toppen, den nu helt udsmattede brødcrouton mellem bøffen og den halvlunkne spinat allernederst. Madeirasaucen var sjasket og uskarp, og gjorde hverken fra eller til. Til gengæld var de medfølgende små kartofler stegt i andefedt den rene slik, som jeg trøstespiste under ventetiden.

En ventetid, der ikke blev kortere før desserten. Hele 40 minutter gik der før vores chokoladesoufflé, hvide chokoladeis og kaffesyltede ananas kom på bordet, og da de endelig kom, havde souffléen såmænd også fået for meget i sin lille cocotte. Dog ikke mere, end at man kunne smage, at chokoladen var af god kvalitet, men nok til at give en lidt brændt smag. Den hvide chokoladeis var god og meget sød, og fik ikke meget modspil af ananassen, hvis syre tilsyneladende ganske var forsvundet undervejs i kaffesyltningen. Et glas »chokoladevin« fra Banyuls Mas Blanc (50 kroner) hjalp lidt på ubalancen. En kop kaffe (30 kroner) og en afskedsgave i form af en pose med to madeleinekager (der var brændt på!) afsluttede besøget.

Der er meget godt at sige om Madklubbens prisbillige og klassiske bistro-koncept. Den aften vi var forbi, blev oplevelsen dog voldsomt skæmmet af to ting: den manglende præcision i køkkenet, og så de store problemer med logistikken. Jeg kan godt forstå, at køkkenchefen går med ind i restauranten og præsenterer maden - men det burde han vente med, til han har fået helt styr på alle detaljer i sit køkken, ikke mindst varmegrader og stegetider. Og så ville det også hjælpe, hvis hans makker, restaurantchefen, i stedet for som den aften vi var forbi, at stå og hygge i henholdsvis bar og ved bord med nogle gode venner, i stedet kom ud på gulvet, gav en hånd med hvor det brændte på, og i det hele taget støttede og vejledte sine unge, urutinerede piger. Det ville ændre afgørende på karakteren her, der efter denne aften ender på tre små stjerner, men kunne være blevet meget mere.

Berlingske Tidende indbyder læserne til at give deres holdning til aktuelle udgivelser og begivenheder. De bedste bidrag kommer i avisen.

Skriv kort og kontant og klik på det antal stjerner den fortjener.

Skriv din egen anmeldelse