Ugens vintest: En vin så saftig, at den næsten drikker sig selv

Som en reaktion på Parker-æraens (opkaldt efter den amerikanske vinkritiker Robert Parker) fokusering på monstrøse imponatorvine har en af naturvinbevægelsens vigtigste mål været at skabe lettere, mere saftige og drikbare vine.

Denne uge byder således på en af de mest letdrikkelige rødvine, jeg endnu har smagt.

Der er tale om en østrigsk vin fra Kamptal på druen zweigelt, som er en lokal krydsning af pinot noir-slægtningen sankt laurent og den mere krydrede blaufränkisch. Vinen er lavet med teknikken maceration carbonique, som også kaldes beaujolaismetoden. Det betyder, at druerne gæres i hele klaser, inklusive stilke, hvilket giver en lysere og lettere vin med en let peberkrydret frugtig profil.

Alkoholprocenten er bare 11,5 pct., så vi er nogenlunde så langt fra amarone, som man kan komme. Så det er nok heller ikke juleanden, men lettere spiser, der skal på bordet til denne vin.

Mens vi er ved de usædvanlige vine, så er det også værd at sætte tænderne i Comèlo fra Rivetti & Lauro, der er lavet 90 pct. på druen nebbiolo, som vi kender fra barolo. Her, hvor druerne er dyrket i Valtellina i Lombardiet (hvor Milano er hovedstad), er udtrykket lysere og lettere (12,5 pct.), og med et par år på bagen er vinen fin at drikke nu.

Eller hvad med en vild og funky naturbordeaux ved navn »Den lille rødhætte« (Le Petit Chaperon Rouge) lavet på malbec, som i gamle dage var tilladt og ganske udbredt i Bordeaux?

Clos Lojen, Bodegas y Vinedos Ponce

Manchuela, Spanien 2018

★★☆☆☆☆

Ekstrem ung og frugtig med et indslag af peber, som leder tankerne i retning af beaujolais. Rå og mundrensende. To en halv stjerne.   

The Wine Company

65 kr. v. 6 fl.

The Three Graces, Château Tanunda

Barossa Valley, Australien 2017

★★★☆☆☆

Granatrød bordeauxblanding med let udvikling og pæn dybde i næsen. Meget krydret profil, som leder tankerne i retning af amerikansk eg, selv om der står fransk eg på bagetiketten. En del tannin i munden. 

Bilka

79 kr.

Red Blend, Alamos

Mendoza, Argentina 2018

★★★☆☆☆

Ung, frugtig og saftig sag, tydeligvis domineret af malbecdruen. Her er kød, røg, peber og meget mørk brombærfrugt i næsen. Pænt velafrundet mund. Godt køb til prisen!  

Philipson Wine

60 kr. v. 12 fl.

Comèlo, Rivetti & Lauro

Valtellina, Italien 2014

★★★★☆☆

Flot åben næse, osende af lys nebbiolofrugt suppleret med et dryp blommet merlot (10 pct.). Et par år på bagen har gjort denne drikkemodne vin godt, selv om nebbioloens garvesyre stadig er markant. Fornuftig pris – fire en halv stjerne. 

Løgismose

150 kr.

Basis zweigelt, Matthias Warnung

Kamptal, Østrig 2016

★★★★☆☆

Voksensaft med lyse jordbær, kirsebær og kirsebærsten i næsen suppleret med et drys peber a la beaujolais. Ekstremt saftig og let at drikke – forsvinder som dug for solen. Gem ikke – drik nu! Med 11,5 pct. er dette antitesen til amarone. Fire en halv stjerne.

Clément Vin

149 kr.

Le Petit Chaperon Rouge, Valerie Godelu

Bordeaux, Frankrig

★★★★☆☆

Noget så sjældent som en naturbordeaux lavet på malbec og merlot. Der er tydeligvis en smule kulsyre tilbage i vinen, som derfor bør dekanteres. Efter to timer dukker en bordeauxagtig profil op, inklusive let eddikestik og god saftighed. Jeg kan lide det, men »Den lille rødhætte« kræver nok, at man er tilvænnet naturvin.   

Sjov Saft

179 kr.

Bourgogne »Les Chataignes«, Hubert Lamy

Bourgogne, Frankrig 2016

★★★★☆☆

Indledningsvis reduktiv (i underskud af ilt) og krudtet. Stram og mineralsk sag, som vækker associationer i retning af chablis. God syre, men også relativt let og kort i munden.  

Theis Vine

225 kr. v. 12 fl.

Bourgogne »Les Champlains«, Simon Bize & Fils

Bourgogne, Frankrig 2014

★★★★☆☆

Åben og udviklet med basset frugt i form af gule majs og konfiterede gule stenfrugter og en del træ. Munden byder i sammenligning med Lamy på tyngde, koncentration og en del syre, hvilket skyldes årgangen.    

Bichel Vine

200 kr.