Tre meget små stjerner til Boathouse - måske skulle de sende grillkokken på studietur?

Restaurant Boathouse. Pænt ser her ud, og det trækker op i det samlede regnskab, at her er aftensol, god betjening og et solidt vinkort. Så kan man jo altid drikke sig mæt, mens solen går ned. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl

Udsigten til Københavns havns herligheder er formidabel: Inderhavnsbroen, Nyhavn, Skuespilhuset, Operaen og det gamle Noma, der nu hedder Barr.

Læg dertil en gigantisk 120 pladser stor udendørs servering blot få meter fra vandet, ovenikøbet på Christianshavnersiden netop dér, hvor aftensolen varer længst, og den forholdsvis ny restaurant Boatside må siges ikke bare at leve op til sit navn, men også i allerhøjeste grad til ejendomsmæglernes monotont messende mantra: beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed.

Restaurant Boathouse. Aftensol og et udsøgt vinkort er noget af det, der trækker op i regnskabet. Slår maden ikke til, kan man derfor altid drikke sig mæt, mens solen går ned. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl.

Med den sommer, vi netop har været igennem, har Boathouse fået en flyvende start og er nærmest blevet løbet over ende af solhungrende og sultne københavnere. Så meget endda, at man nu ganske har opslugt tvillingerestauranten, den asiatiske Chop Chop Kitchen i lokalerne ved siden af, der ikke helt havde samme adgang til aftensol.

Væggen mellem de to restauranter er blevet revet ned, og de to køkkener slået sammen. Resultatet er blevet et direkte skizofrent menukort, der rummer alt fra pizza og burger til risotto, detox-salat, pil-selv-rejer, oksemørbrad, hummer og kylling til et væld af små hapsere af blandet kinesisk, japansk og thailandsk herkomst.

Vi lagde ud med at dele en række af de overvejende asiatiske forretter, der alle holdt en snackagtig størrelse. Først friteret blæksprutte, serveret med frisk chili og forårsløg i en sød chilisauce.

De tiarmede sprutter var under den i øvrigt ikke alt for dominerende panering vendt i salt og peber og smagte fint. Det samme gjorde de dampede dim sum-agtige Sui Mai-happere med oksefars i dejsvøb, der sammen med ligeledes dampede stykker bladselleri lå og svømmede i en udmærket kyllingebouillon, der fik smag af chili og friteret hvidløg.

Inside-out sushirulle med wasabimarineret laks, avocado og agurk. Risen skal have ros for ikke at være udkogt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl.

Efter de to varme kom nu to kolde – først en inside-out sushirulle med wasabimarineret laks, avocado og agurk, hvor risen – der er det sværeste ved sushi – uden at være prangende bestod testen, og hverken var udkogt eller grynet af stivelse. Og så en versionering af pekingand, hvor vi fik fire dampede rismelspandekager i en fletkurv sammen med hoisin-sauce og strimler af forårsløg og agurk og selv skulle rulle vores pandekager.

Desværre havde man også skudt genvej med andekødet, der på traditionel vis skal laves over flere dage. Her var andekød og skind blot confiteret – hvilket ikke giver den rigtige dybe og søde smag – og for så længe siden, at kødet hverken var varmt eller skindet sprødt, og det er simpelthen en katastrofe for balancen i den ellers så delikate ret, der lever på mødet mellem de bløde og sprøde teksturer og den lette, friske og den dybe, søde smag. En absolut ommer!

Forretterne lod vi akkompagnere af et glas økologisk riesling fra Rheinhessen (Juwel fra unge Juliane Eller til 105 kr.), der med både let sødme og liflig syre fungerede perfekt til de asiatiske retter. I glasset kom nu rødvin, en frugtig og forglemmelig new zealandsk pinot noir fra Mission Estate i Marlborough (95 kr. glasset), som en detail koster 119 kr. flasken, og så må det glas også siges at være betalt.

»Kantarelpizza« stod der på menukortet. Men der var alt for få kantareller til at berettige navnet kantarelpizza. Langt færre end på dette fotografi... Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl.

Den var ikke mindst valgt, fordi vi nu ville prøve den mere europæiske del af kortet og mente at have spottet en rigtig pizzaovn inde i det åbne køkken, så med navnet Kantarel måtte vores pizza være perfekt matchet til pinot noiren.

»Jeg sendte lange blikke over på den anden side af Strandgadekajen, hvor Barrs misomarinerede torskehale netop fortjent har vundet madanmeldernes pris Årets Ret. Måske de skulle sende grillkokken på et studieophold? «


Men selv om pizzaen ganske rigtigt var lavet i stenovn og med perfekt skorpe, var det så som så med mængden af kantareller. De få, der var, fejlede ikke noget – syltede og siden smørstegte – men der var alt for få af dem til at berettige navnet kantarelpizza, endsige til, at man for alvor kunne smage dem gennem det i øvrigt glimrende fyld af smeltet Vesterhavsost og bøffelmozzarella, og svampene fremstod derfor mere som overfladisk pynt end som smagsgiver.

Pinot’en skulle også ledsage min hovedret, blackened cod, en klassisk japansk ret, der blev mest kendt i den japansk-amerikanske kok Nobus' legendariske version, hvor torsken lå i en misomarinade i flere døgn og derved fik både en dyb, dyb smag og et silkeblødt indre, som stod i skarp kontrast til dens karamelagtigt glaserede grill-ydre. Her var torskefileten inden turen på grillen pakket ind i et stort blad af ubestemmelig oprindelse og havde hverken crunchy overflade, silkeblød tekstur eller dyb smag, men fremstod lettere ligegyldig.

Blackened cod. Næppe en kandidat til Årets Ret. Dertil var den for kedelig. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl.

Jeg sendte lange blikke over på den anden side af Strandgadekajen, hvor Barrs misomarinerede torskehale netop fortjent har vundet madanmeldernes pris Årets Ret. Måske de skulle sende grillkokken på et studieophold?

»Med plads til i alt 280 gæster ude og inde, så er det selvfølgelig fristende at være lidt for alle, men her bliver det FOR lidt, og som gæst savner man fokus og skarphed. «


Så kunne han eller hun også få et par tips til at løfte min medspisers glaserede oksekød, der angiveligt først var druknet i teriyaki og siden grillet hårdt på ydersiden. Vi fik ikke at vide, hvilken udskæring der var tale om – mit gæt er den fedtfattige bavette, som sidder på den øverste del af slaget op mod tyndstegen og er et meget brugt grillemne i USA – men retten kom aldrig rigtigt op at svinge. Selv om det ledsagende glas californisk cabernet sauvignon fra filminstruktøren Francis Ford Coppolas vingård (Director’s Cut, 145 kr.) gjorde sit for at løfte retten ud af glemslen.

Den søde afslutning bød på dels en halvtung glaseret chokolademousse, serveret med sprød honningkiks og marengs med saltet karamel-is, og til mig en sprød belgisk vaffel med herligt syrligt fyld af friske bær, hindbærcoulis, citronurter og hyldeblomstcreme.

En okay afslutning på sommeren og en aften, hvor menukortets skizofrene natur også og i den grad slog igennem i smagsoplevelsen. Hvor de indledende asiatiske forretter (bortset fra rul-selv-andepandekagerne) var højdepunktet, mens hovedretterne skuffede voldsomt. Det er tydeligt, at køkkenet ikke helt har fundet sig selv efter omlægningen og tilsyneladende vil alt for mange ting på én gang.

Restaurant Boathouse set udefra. Må det snart være slut med pallemøbler, så den æstetiske fornuft kan få en renæssance. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl.

Med plads til i alt 280 gæster ude og inde, er det selvfølgelig fristende at være lidt for alle, men her bliver det for lidt, og som gæst savner man fokus og skarphed. Som det er nu, er Boathouses mest fremtrædende kvalitet aftensolen og udsigten.

Vi ligger mellem to og tre stjerner, men lader den gode betjening, vinkortet og de asiatiske happere trække op på tre.

Hvad: Boathouse, Strandgade 85 A, 1401København K, tlf. 70 70 24 27

Hvor meget: vin fra 300,- billigste hovedret 165,- chef’s choice-menu 295,-