Torsten Vilgaard åbner egen restaurant

Mange kokke har gået og hvisket den seneste tid. Alle vidste at Torsten Vildgaard var klar med noget på trapperne, men ingen har rigtig kunne finde ud af hvad. Før nu.

Foto: Torkil Adsersen

"Vi er en ny generation af kokke, som er ved at åbne forskellige steder i København. Og nu blev det altså min tur til at skinne. Jeg glæder mig helt vildt meget," forklarer Torsten Vildgaard, da AOK fanger ham.

Det er netop kommet frem, at Torsten Vildgaard åbner sin første egen restaurant, og det er noget som skaber ringe i saucen i de kulinariske kredse. Torsten Vildgaard har nemlig ikke kun arbejdet otte år på Noma, de fire af dem var han kreativ køkkenchef, hvilket vejer tungt på ethvert kokke CV.

Siden har stoppede på Noma åbnede han firma med Søren Westh og de har blandt andet serveret hospitalsmad på Herlev Hospital samt stået for konceptet på restaurant Øst i den nye Blå Planet blandt hammerhajer og piratfisk.

Men nu er det altså tilbage til gryderne. Hans nye restaurant kommer til at hedde Studio og kommer til at ligge på første sal af det nye The Standard, som er Claus Meyers storsatsning i Havnegade i det gamle Custom House.

Læs også: Kæmpe restaurantsatsning fra Claus Meyer

"I øjeblikket har jeg meget travlt med selve byggeprojektet og selve designdelen, og det er super spændende af få lov til at være med helt fra starten. Jeg kan ikke løfte sløret for så meget omkring, hvilken slags mad, jeg kommer til at lave eller koncept, men vi åbner også først til efteråret, så vi skal nok nå at finde ud af det," fortæller Torsten Vildgaard.

Hans restaurant Studio er én af de tre restauranter, som åbner i The Standard. En af de andre restauranter er en indisk luksusrestaurant, som bliver styret af folk, som allerede ejer en indisk et-stjernet Michelinrestaurant i London og den anden restaurant får udviklet konceptet af Torsten Vildgaards firmapartner Søren Westh.

"Det bliver super spændende at være tre under ét tag, og jeg tror, vi kommer til at drage fordel af hinanden. Både i indkøb, men også i inspiration. Jeg vil slet ikke afvise, at jeg selv kan finde inspiration i netop det indiske køkken," forklarer Torsten Vildgaard.

Hovedmanden bag det hele, Claus Meyer er også glad for det store projekt. ”Ingen er vist i tvivl om, at der er kommet noget godt ud af, at vi de sidste 10 år har kigget indad og udforsket mulighederne i vores eget råvaregrundlag og i vores egen mads historie. Alligevel har det altid ærgret mig, når nogen har påstået, at det nye nordiske køkken skulle have et udestående med fx auberginer eller citroner. Vi har samlet et hold med et stort udsyn, og vi har nogle spændende idéer til, hvordan de tre restauranter kan samarbejde, overrumplende, i hverdagen og endda være i dialog med verden udenfor. Og så må jeg bare sige; efter at have kendt og fulgt Torsten Vildgaard i 15 år, glæder jeg mig helt vildt til at se ham for fuld udblæsning. Nu er det hans tur til at skinne,” siger han i en pressemeddelelse.