To stjerner til ny restaurant på Frederiksberg: Lunken hvidvin og ingen dreng på schnitzlen

Bjørnekælderen på Frederiksberg Allé har fået nyt navn og ejer. »Hos Otto« virker det dog som om, at bjørnen sover, skriver Svend Rasmussen.

»Hos Otto« er rykket ind i det hedengangne »Bjørnekælderen« på Frederiksberg Allé. Desværre var hverken betjeningen eller maden i top, da Berlingskes madanmelder Svend Rasmussen var forbi. Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN

Indimellem deres optræden i de mange traktørsteder på Forlystelsernes Allé, boede der engang en bjørnetrækker med sin bjørn i kælderen ved siden af det nuværende Betty Nansen Teater. Nu har Bjørnekælderen, der i mange årtier har været restaurant, fået ny ejer og nyt navn. Hos Otto hedder det nu, opkaldt efter den nye ejer og køkkenchef – den kun 21-årige Otto Rantala-Jørgensen, der i ifølge billederne selv godt kunne ligne lidt af en bjørn.

Otto har fjernet forgængerens stofduge fra bordene og kører en mere retroagtig stil, hvor det musselmalede porcelæn får lov at stå nøgent på bordene. Madmæssigt placerer Otto sig solidt midt i den franske brasserietradition med blandt andet østers, foie gras terrine og kalvebrisler til forret samt wienerschnitzel og en fisk som hovedret. Her er også en teatermenu (de fleste borde oppe i udestuen, hvor vi sad, tømtes kort før kl. 20, da Betty Nansen ringede ind for sidste gang) samt en fireretters såkaldt Ottos Gæstebud.

Dén snuppede jeg, mens medspiseren botaniserede i a la carte-menuen, der var skrumpet betydeligt i forhold til den, som jeg samme dag havde set på restaurantens hjemmeside. Til gengæld havde de fleste priser fået vokseværk på mellem 40 og 50 kroner – således også min Gæstebudsmenu, der var steget fra 395 til 445 kr.

Tippet saltbalance

Første runde her var en enkelt hvid asparges, der ifølge køkkenet var både økologisk og dansk. Til gengæld var den ikke skrællet ordentligt.

Aspargesen kom med en citronbaseret mousselineagtig sauce samt masser af fjordrejer, der desværre havde haft alt for meget salt i kogevandet. Superærgerligt ikke kun for de delikate rejer, men de fik hele rettens saltbalance til at tippe over, så de sammen med aspargestrevl truede med at få det hele til at styrte. Øv!

Hvide asparges med fjordrejer – desværre var saltbalancen tippet. Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN.

Medspiseren havde bestilt champagne og østers fra snackskortet (125 kr.), men fik blot en enkelt (hollandsk) østers og ingen champagne, der så til gengæld kun kostede 30 kr. En fejlhøring fra tjenerskabet og desværre ikke det eneste tegn på, at det gik lidt for hurtigt til, at man kunne følge med – og ikke kun i køkkenet – denne aften.

Lunken hvidvin

Til fjordrejer hører retteligen et glas chablis, men da vi begge efterfølgende skulle have foie gras terrine og derfor havde brug for en vin med lidt sødme, havde jeg bestilt en flaske riesling. En auslese fra Gunderloch i Rheinhessen (695 kr.), som tilpas afkølet ville vise sit sande mineralske jeg og dermed også passe til skaldyrene. Desværre ankom vinen til bordet alt for varm, og så blev sødmen både vammel og klistret.

På min anmodning fik vi lagt noget is i vinkøleren, og det hjalp. Ikke mindst da vi fik vores foie gras terrine, der i den grad viste, hvorfor Francis Cardenau kalder det »fransk smør«. Terrinen blev serveret med et stykke smørstegt brød samt en rødløgskompot, hvor løgene havde været en tur på panden med honning og lidt sherryeddike. De havde bibeholdt deres knasende struktur, og det var godt. Til gengæld kunne jeg godt have brugt mere eddike og mindre honning, for de var meget søde og den fede (saltmanglende) foie gras, og det smørstegte brød savnede i den grad et syrligt modspil.

Terrinen blev serveret med et stykke smørstegt brød samt en rødløgskompot, hvor løgene havde været en tur på panden med honning og lidt sherryeddike. Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN.

Menuen bød nu på slethvar. Præcist bagt og med god smag, men den af tjeneren annoncerede hummerbisque var meget svær at få øje på endsige smage. Ikke mindst fordi den meget sparsomme mængde væde blev helt og aldeles overdøvet af tykke strimler fennikel.

Så var der mere (smør)sauce til min medspisers kæmpesjover af en wienerschnitzel, der kom med braskartofler og en lille smule ærter. Om schnitzlen skal være kalv eller svin er nærmest en religion – jeg foretrækker kalven – men Ottos Grambogaardgris fejlede intet.

Til gengæld savnede jeg den klassiske »dreng« af citronskive dekoreret med kapers og ansjosfilet, især fordi menukortet talte om »behørig garniture«. I stedet var friskhøvlede, men meget smagssvage, fnug af peberrod drysset over. Der manglede ligesom noget – måske den peberrodssauerkraut, som jeg på billeder fra restauranten kan se toppe schnitzlen, også var blevet glemt?

Slethvar på tallerkenen. Den sparsomme mængde væde blev her overdøvet af tykke strimler fennikel. Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN.

I givet fald var det ikke det eneste, der blev glemt i skyndingen denne aften. At lægge nyt bestik ind, efter at det første var blevet fjernet ved forretterne, opdagede tjeneren først, da han for længst havde serveret hovedretterne, og det var først før desserten, hvor vi så, at de andre borde fik fjernet deres brødkurve, at vi opdagede, at vi aldrig havde fået vores.

Min medspiser fik heller ikke noget vinkort, da han ville bestille et glas rødvin til sin schnitzel. Det samme gentog sig, da jeg fik dessert, og ingen havde spurgt, hvad han ville have.

For sent til kaffen

Han endte med tre kæmpeklodser af ost (ged, rødkit og brie), mens jeg fik menuens rabarbergrød med fed fløde (creme double) samt god hjemmelavet vanilleis, og det var en okay afslutning på et måltid, der dog var skæmmet af, at køkkenet fremstod alt andet end snorlige og en betjening, der helt åbenlyst ikke kunne følge med.

Vores ene (i øvrigt vinvidende) tjener var ganske vist startet samme dag, og det kan forklare noget. Men det forklarer ikke hans kollegas noget ufokuserede, for ikke at sige skødesløse holdning og de lange ventetider, der sammen med den uskarpe mad tyder på systemiske problemer. Det blev indrammet, da vi bad om en kop kaffe til sidst, og vi fik at vide, at det ikke var muligt, fordi køkkenet lukkede kl. 22, og vi nu var gået fem minutter over!

»Hos Otto« var engang titlen på et TV-program med Hans Otto Bisgaard; en mand, der om nogen forstod værdien af at sprede hygge og god stemning omkring sig. Det burde de lære noget af i den gamle bjørnekælder.

Hvad: Hos Otto, Frederiksberg Alle 55, 1820 Frederiksberg, tlf. 91 84 26 29

Hvor meget: vin fra 370,- billigste hovedret 195,- billigste menu 295,-