Tidslomme på godt og ondt

Så skidt som i gamle dage: Bjælke-huset byder på altmodisch hygge og smørrebrød med et industrielt pift.

Det var tid til udsoning. Efter sidste fredags besøg på byens p.t. dyreste restaurant, The Paul i Tivoli, hvor kollega Frank og jeg bogstavelig talt ramte loftet både hvad angår kogekunst, stjerner og ikke mindst avisens udgiftskonto, så stod den denne gang - ikke mindst efter venlig henstilling fra både redaktøren og økonomiafdelingen - på lidt mere ydmyge forhold.

Dem fandt vi bag en rød træport på toppen af Valby Bakke. Gemt bag den grønne hæk, der skiller Valby Langgade og Søndermarken, ligger nemlig en af byens mere oversete smørrebrødsrestauranter. I form af et lille sortmalet bjælkehus med udendørs servering (der er kun åbent i sommersæsonen), en lang smørrebrødsseddel og et ry for at være en slags afslappet proletarudgave af Frederiksberg-borgerskabets små nysselige haver i Pile Alle neden for bakken.

At stedet er populært er der ingen tvivl om. Da jeg ringede for at bestille bord, meldtes der alt udsolgt tre dage frem, så det var med nød og næppe, at vi fik plads om søndagen, og så kunne det kun lade sig gøre, hvis vi ville sidde udendørs. Meteorologernes »varme pust fra syd« viste sig nu at holde stik, så vi overtalte svigerforældrene til at holde en pause fra havearbejdet (de har netop vundet en større entreprise på at omlægge deres datters staudebed) og tage med. Afslappet er det tilsyneladende også. Ved vores ankomst var en ældre dame ved nabobordet iført pels, slør og diadem i gang med at fodre sin hund med stegt lever ved hjælp af en gaffel. Bjælkehuset virker mest af alt som en tidslomme. Jeg mindes ikke at have set så mange ældre mænd med sixpence, siden jeg i 1968 som seksårig var med min bedstefar på dyrskue!

Godt bænket i den varme forårssol og udstyret med produkter fra det lokale bryggeri få hundrede meter længere oppe ad bakken, gik vi i gang med at studere smørrebrødsseddlen, der også lugter lidt af tidslomme og bl.a. byder på et par specialiteter som syltet sild, kotelet i vinsauce og så de portugisiske sardiner i olie, der engang var en fornem søndagsspise, men nu sjældent ses på restauranter.

Efter at have sat vores krydser satte vi os til at vente. Og vente. Og vente lidt endnu. Ganske vist skriver Bjælkehuset på smørrebrødsseddelen, at »frisksmurt smørrebrød altid tager lidt længere tid«, men derfra og så til at der skulle gå 35 minutter, før vi så noget spiseligt på vores bord, må vist siges at være i overkanten. Især når vi tager i betragtning, at det ikke ligefrem er stor og avanceret kogekunst, vi er ude i her.

Min lune rødspættefilet med remoulade (55 kr.) var ganske vist lun, men den var friturestegt, så det knasede, og remouladen hentet direkte op af den store plasticspand. Min ligeledes lune ribbensteg (52 kr.) var ikke meget sjovere. Sværen var nok sprød, men kødet ligefrem drev af fedt på den ufede måde, og rødkålen var endnu engang hentet fra en af de store fabrikker. Begge dele blev serveret med kedeligt skiveskåret rugbrød - ja, hvad kan jeg sige andet end Kohberg!Svigermor havde kastet sig over klassikeren stjerneskud (79 kr.), der bød på endnu et møde mellem frituregryden og en uskyldig rødspættefilet. Dertil en dampet en af slagsen, lidt farvet stenbiderrogn, en masse optøede grønlandske rejer og et ordentligt skvæt thousand island dressing. »Ikke videre interessant«, var svigermors vurdering, og hun har i sine unge dage været kold jomfru på missionshotellet i Middelfart, så hun ved, hvad hun taler om.

Hendes datter var først gået ombord i en tatar med løg, kapers, peberrod og æggeblomme (72 kr.). Det er en ret, det er svært at ødelægge, og den gled da også ned uden de store kommentarer. Det samme kunne man desværre ikke sige om hendes efterfølgende gravad laks med dressing (69 kr.), der ifølge smørrebrødsseddelen var hjemmelavet. Hvori det hjemmelavede bestod, skal jeg ikke kunne sige, men af uforklarlige årsager var laksen ubehageligt syrlig i smagen. Så meget faktisk at vi begyndte at blive bekymret for, om det var den fremskredne alder, der havde gjort den så stram i betrækket.

Den gladeste af os var helt klart svigerfar, der havde kastet sig over den syltede sild (46 kr.) samt dagens tilbud, vildtfrikadeller med tyttebærsauce (48 kr.). Det skulle vise sig at være et klogt valg, for de to retter var frokostens absolutte højdepunkt. Den syltede sildefilet var ganske vist lidt slatten og uden bid, hvad der tyder på, at det ikke var lige for nylig, den var blevet syltet, men smagen fejlede ikke noget. Det samme kunne siges om vildtfrikadellerne, der ganske vist var spædet en del op med svinefars, så vidt jeg kunne smage, men stadig havde nok vildt i sig til at give den karakteristiske sødlige smag.

En ekstra rundtur på smørrebrødsseddelen for at give bjælkehuset en chance til gav os endnu engang en ventetid på 35 minutter. Blot for bl.a. at få serveret kedelig roastbeef med industriremulade, og hønsesalat med dåseasparges.I det store og hele må besøget siges at være en trist affære - i hvert fald rent gastronomisk. Når man tænker på det store arbejde steder som f.eks. Told & Snaps m.fl. gør for at højne standarden af danske smørrebrødsklassikere, så er det nedslående sådan pludselig at blive bombet tilbage til frituregryden og et liv på fabriksvarer. Især når man påtænker, at prisniveauet på Bjælkehuset er det samme og i enkelte tilfælde endda et par kroner højere end på nogle af byens bedste smørrebrødssteder.

Bjælkehusets trofaste stampublikum vil sikkert være ligeglade, for det ér jo hyggeligt med sådan en tidslomme en solrig søndag eftermiddag under bøgetræet i Søndermarken. Vi andre blev mindet om, at langt fra alting var bedre i gamle dage og slæber os altså kun lige op på de to stjerner, fordi betjeningen, trods den lange ventetid, virker venlig og kompetent, og maden - om end på ingen måde mindeværdig - så dog trods alt var spiselig.