Thai på sikker vinderkurs

Kiin Kiin har med Ricemarket fået en aflægger på Kultorvet. Og det er thaimad på sikker vinderkurs .

Naboerne kalder det Dødens Hjørne, kælderlokalet dér hjørnet af Kultorvet og Hausergade. Antallet af restauranter det omblæste hjørne gennem de sidste par år fortæller hvorfor: frokostrestaurant, italiensk restaurant, spansk restaurant og så én, der samme tid ville være italiensk, fransk, asiatisk og lidt engelsk til morgenmad. Der skal nu mere til at skræmme den nye lejer stedet - for to år siden åbnede han nemlig sin første restaurant en Nørrebroadresse, der tidligere havde lagt lokale til både en hashklub, en swingerditto og et værested for bz'ere, og i dag har samme sted som en af de meget få thairestauranter i verden en michelinstjerne.

Der er naturligvis Kiin Kiin, der med Ricemarket har fået en aflægger Kultorvet. Ambitionen er ikke at lave en potentiel michelinkandidat, snarere en thailandsk version af tidens altdominerende bistro-trend. En uhøjtidelig og forholdsvis billig restaurant med et overskueligt menukort. Bordbestilling kan da også kun lade sig gøre, hvis man er minimum otte personer, så de fleste vil være tvunget til at møde frem og håbe en hurtig udskiftning af gæsterne ved de små borde. Menukortet er ganske overskueligt - otte forretter, fem hovedretter, tre desserter - og så en femretters fast menu til 350 kr. Den tog jeg, mens aftenens medspiser valgte fra a la carte-kortet. Ricemarket har i den måned, den har eksisteret, fået en del puklen for sine lange ventetider - denne lørdag aften lod der til at være kommet skik logistikken, for vi havde ikke siddet længe, før de første retter dukkede op. Til medspiseren dampede dim sum, med fyld af svinefars, koriander og ingefær. Også jeg blev fornøjet med en kurv dim sum - garniture til en rygende varm kokossuppe med grønne urter, champignon og kyllingestykker.

Et af de største problemer ved asiatiske restauranter er vinkortet. Som oftest stykket sammen af et af vore store vinfirmaer, og det gerne med røde vine, især cabernet sauvignon, der er en notorisk dødsfjende af asiatiske krydderier. Den fælde går den prisvindende sommelier Henrik Yde Andersen (der sammen med sin partner Leertchai Treetawatchaivong ejer og er i køkkenet hhv. Kiin Kiin- og Ricemarket) gudskelov ikke i. Til Ricemarket har han begået intet mindre end en genistreg af et vinkort, hvor især de 21 hvide vine er i særklasse, både i sig selv og i forhold til maden. Det er et respektindgydende udvalg, ikke mindst prisen taget i betragtning: 50 kr. for et lille glas, 100 kr. for et stort og f.eks. en hel flaske Fritz Haag eller Zind-Humbrecht for 250 kr. - det er kun ca. 70 kr. over prisen i vinhandlen og helt uhørt i restaurantkredse, hvor man gerne ganger indkøbsprisen med både en, to eller fire.

Vores glas Haagriesling gik som forventet glimrende til både dim sum og kokossuppe, og det samme gjaldt det efterfølgende glas grüner veltliner fra østrigeren med det uheldige navn Hiedler, som fik æren af at følges med hhv. menuens råstegte (og umanerligt møre) tunskiver med citrongræs og de efterfølgende saftigt knækkende grønne asparges med soja og honning - små fortolkninger af henholdsvis en asiatisk og en fransk klassiker. Medspiserens thai -fiskekager blev serveret med en agurkerelish med et lille pikant chili-kick, og var både velsmagende (lavet laksefars) og med det seje bid, som man i Thailand kender en god fiskedelle .

Vi tog nu hul en flaske gewurztraminer fra alsaciske, Marcel Deiss (2001 Gruenspiel til 450 kr. - igen en meget sympatisk pris). Den tog fint imod menuens røde kokoskarry med kylling, limeblade og citrongræs. En dejlig »ren« rød karry, ikke for fed, og krydret så man fik ikke kun varmen, men også rettens mange smagsnuancer med. En klar favorit min rød karry-top 10, ikke mindst fordi råvarerne her - som aftenen igennem - var af perfekt kvalitet, ikke mindst kyllingen, der var lavet af store reelle brystkødsstykker og havde beholdt både smag og saftighed. Helt så heldig var min medspiser ikke med sin klassiske stegte pad thai -nudelret med bl.a. store rejer, bønnespirer, løg og sød tamarind. Dels savnede retten lidt smagsfylde, og selv om sødme er god til det (også andre af Ricemarkets retter er sødet mere end normalt, men i selskab med stærke krydderier er det kun med til at fremhæve smagen), så generede tamarindens søde smag her mere end godt var. dette tidspunkt var vi faktisk mætte, men jeg skulle lige forbi menuens sidste indslag, en appelsinkage bagt med five spices og en hvid sesam-is, garneret med en frisk myntekvist, der forenede det søde og det bitre med det krydrede.

Maden denne aften var - med pad thaien som undtagelsen - utrolig velsmagende, præcist tilberedt og skarpt eksekveret et niveau, man normalt skal til langt dyrere restauranter for at finde. Vinkortet er en rendyrket fornøjelse og priserne så tilpas indbydende (hovedretterne ligger fra 115 til 145 kr.), at vi faktisk et tidspunkt var oppe at vende de fem stjerner. Når det så alligevel »kun« bliver fire store, så skyldes det udover den ujævne pad thai og det kiksede i at servere to gange kokossuppe med kylling i en femretters menu (her må lidt mere fantasi til) også det faktum, at betjeningen simpelthen endnu ikke har forståelsen for eller evnerne til at følge med det fornemme vinudvalg. Men Ricemarket har uomtvisteligt lagt sig i toppen af byens thailandske restaurant-hierarki og Henrik Yde synes endnu engang i gang med at snyde skeptikerne og sende Kultorvets dødssejler sikker vinderkurs .