Søren Frank: Slatne ruller, pivtør kylling og købekage gjorde takeawayaften til en prøvelse

The Vietnameses tiretters menu ser rigtig spændende ud på papiret, men er i realiteten almindelig fastfood.

Vi har efterhånden vænnet os til den nye form for spis-ude-derhjemme-takeaway, der har udviklet sig her under de to lockdowns: Man varmer selv de elementer, der skal være varme, derhjemme. Denne model har to kæmpemæssige fordele: Den ene, at man ikke behøver haste afsted hjem med maden, men stille og roligt kan gå i gang med middagen. Den anden, at de retter, der skal være varme, vitterligt også er varme.

Sådan havde vi også forestillet os, at det ville være, når man bestilte The Vietnameses tiretters menu over DinnerBooking – alene af den grund, at det er svært at holde en længere menu varm over de timer, det nødvendigvis må tage at sætte sådan en ekstensiv menu til livs. Vi forsøgte over mail at komme i kontakt med restauranten for at få afklaret dette spørgsmål, men uden at få svar.

Da jeg ankom til restauranten kl. 18, stod samtlige ti retter – kolde som varme – allerede på disken, pakket i én pose. Og så skal der jo ikke meget fantasi til at gætte, hvad der skete med menuen, før jeg var hjemme: Det, som skulle have været varmt, var blevet koldt, og det, som skulle have været koldt, var blevet varmt. Hovedretten lignede ikke umiddelbart noget, der egnede sig til opvarmning, så i et forsøg på i det mindste at holde den lunken pakkede vi den ind i en dyne, sådan som min mormor i sin tid gjorde det med gryden med kogte kartofler.

Glimrende vin fra en af Pouilly-Fuissés bedste producenter, Domaine Ferret. Fold sammen
Læs mere
Foto: Majken Matzau.

Vinfund var aftenens lyspunkt

På disken i restauranten havde værten linet et par vine op. Han foreslog selv en barbera, som han karakteriserede som krydret og derfor velegnet til maden. Der er næppe noget, jeg har mindre lyst til at drikke til vietnamesisk mad end lunken rødvin. Kølig hvidvin fungerer langt bedre i min mund, så jeg lokkede manden til at åbne restaurantens vinskab.

Her fandt jeg blandt flere acceptable flasker en god hvid bourgogne i form af 2016 Pouilly-Fuisse fra Domaine Ferret. Domaine Ferret er i dag ejet af det store købmandshus Jadot, hvilket ikke i min bog skader, eftersom netop Jadot er et af de få store bourgognehuse, der laver god hvidvin (men mindre sjov rødvin). Jeg fik pruttet flasken, som stod på kortet til 550 kr., ned til en takeawaypris på 300 kr., og så var jeg glad igen. Og lad mig bare straks afsløre, at den veludviklede og voluminøse, men stadig mineralske hvidvin var aftenens mest opmuntrende indslag og i øvrigt passede fint til de fleste af retterne.

Et par tørre gnallinger af to kammuslinger og en småtræt »frisk« forårsrulle. Fold sammen
Læs mere
Foto: Majken Matzau.

Knap så friske ruller

Menuen lagde ud med en af de friske vietnamesiske forårsruller. Eller frisk og frisk er måske så meget sagt, for rispapiret var blevet godt sejt, hvilket indikerer, at rullen ikke var lavet a la minute. Vi var heller ikke oppe at støde over rullens indhold, som hovedsagelig bestod af tynde risnudler suppleret med lidt agurk og og småtør tigerreje.

Første heat bød også på et par småbitte kammuslinger serveret i skallen med hvidløgssmør, hakkede peanuts, forårsløg og chili. Når man er blevet vant til de store saftige hånddykkede norske kammuslinger, der serveres på byens gode restauranter, er det unægtelig svært at mobilisere begejstring over tørre gnallinger som disse, som jeg vil gætte på har været frosne.

Sukkerrør med rejefars. Forårsruller. Okse»dolmer«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Majken Matzau.

Alt godt fra »tøsen«

I anden ombæring samlede vi de dybstegte elementer: Et par temmelig klassiske forårsruller, som nu engang er sjovest, når de spises umiddelbart efter, at de er hevet op af frituren. Så var der et sukkerørsspyd med rejefars og endelig aftenens bedste ret – eller mundfuld, for at sige det, som det var: Der var tale om et spyd med en slags dolmer bestående af en frikadellelignende fars af oksekød pakket i betelblade, som smagte glimrende, når man dyppede den i den medfølgende nam pla prik-agtige dip, som tydeligvis indeholdt fiskesauce.

Kold salat. Fold sammen
Læs mere
Foto: Majken Matzau.

Næste ombæring havde vi egentlig helst været foruden. Der var tale om en kold salat af ganske kedelig og tør kylling vendt med en coleslawagtig blanding af kål og gulerod i julienne serveret med en pivsød, sweet chili-agtig dressing.

Salat. Fold sammen
Læs mere
Foto: Majken Matzau.

Ribeye eller ej?

Hovedretten var en wokret med, hvad der var beskrevet i menuen som »ribeye beef«. Oksekød var det nok, men der var bestemt ikke megen ribeye over de tynde grå skiver af kønsløst kød, som var blandet med blandt andet store klodser af lotusrod, chili og forårsløg.

På siden fulgte ris, som var stegt med lidt løg og æg samt rice crackers, der var blandt de mere kedelige af slagsen, vi har smagt. Begge disse talte som retter, og sådan kan man jo nemt nå op på ti serveringer.

Chokokage. Fold sammen
Læs mere
Foto: Majken Matzau.

Kedelig kage

Desserten var en chokoladekage, som ifølge menuen var lavet af Heartmade Kitchen, hvilket jeg forstår af hjemmesiden er The Vietnamese selv. Ikke desto mindre udmærkede chokokagen sig ved at smage udpræget industrielt, nogenlunde på linje med flymad, hvis der skulle være nogen, der kan huske det. Så hvis det virkelig var Vietnameses kok, der havde lavet denne dessert, så er han eller hun umanerlig god til at ramme smagen af købekage.

Det kan ikke benægtes, at vi var noget skuffede over, at det, vi havde fået solgt som en tiretters menu, i realiteten var ganske almindelig gennemsnitlig takeaway på niveauet lige over junkfood. Med andre ord den slags mad, man spiser, når man ikke selv har tid til eller lyst til at gå i køkkenet, men ikke ligefrem noget, man gider at sidde at dvæle længe over. Det kan således kun blive til to og en halv stjerne, hvoraf den halve går til den gode og prisfornuftige vin.

The Vietnamese

Store Kongensgade 91, Kbh. K, tlf. 25 70 91 91

Priser: Hovedret 139 kr. Tiretters menu 350 kr.