Søren Frank: Servicen sejlede og boblerne smagte af shampoo på en af byens bedste adresser

Det er svært at finde den røde tråd på vinbaren Trianglen 7, hvor uprofessionelle fejl truede Søren Franks aften.

Vinbar Trianglen 7. 2019 La Festeggiata Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Trianglen 7 husede indtil for et par måneder siden en af byen absolut bedste vinbarer, kaldet Pasteur. Ejeren blev imidlertid træt af at bokse med dels Københavns Kommune, som åbenbart anser cykler for vigtigere end mennesker og således ville opstille endnu flere cykelstativer på pladsen ude foran baren. Dels med andelsboligforeningen, som vil have nattero fra kl. 22.00 hver aften.

Vinbaren Trianglen 7 ligger på Trianglen, Østerbro, i lokalerne hvor før Pasteur holdt til. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Boligforeningen har åbenbart trukket det længste strå i den strid, for den nye vinbar på adressen har sidste udskænkning 21.30 og lukker og slukker kl. 22.00. Navnet er Trianglen 7, selvfølgelig på grund af adressen, men også fordi der står tre ejere bag baren:

Theis importerer kroatisk vin og står i køkkenet, Lasse serverer og importerer blandt andet spansk vin, mens den tredje medejer, Kristine, sammen med sin mand, serieiværksætteren Morten Strunge, har vingården La Festeggiata i Chianti.

Vinkortet er således lidt af et kludetæppe. Det er svært at finde en rød tråd i udvalget, som for kælderkortet med helflaskers vedkommende bl.a. rummer en større samling af hundedyr klassificeret bordeaux.

Hvad angår glaskortet, var der blandt over 20 vine ikke en eneste, jeg kendte, hvilket ellers stort set aldrig sker. Er det så godt eller skidt? Tjahh ... Det er ikke nødvendigvis skidt, hvis bare man har en vært til at guide sig ordentligt gennem aftenen. Det havde vi desværre ikke – før umiddelbart før lukketid, hvor Theis kunne løsrive sig fra komfuret.

Vinbar Trianglen 7. 2019 La Festeggiata Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Dyre bobler smagte som industriel prosecco

Tingene mildt sagt sejlede. Først var der en boblevin fra La Festeggiata (Casa Strunge), finurligt kaldet »juu-so fine« (135 kroner), som stod opført som årgang 2017 i kortet, mens det, min ledsager fik i glasset, var 2019. Den nydegorgerede sangiovesebaserede spumante var så ung, at den smagte endimensionelt og æblet som kedelig industriel prosecco og vakte associationer i retning af 1970ernes green apple shampoo. (Degorgering er den proces, hvorved den mousserende vin får fjernet bundfaldet i flasken og får prop på.)

Så var der trods alt mere sjov i mine bobler, som faktisk kom fra Champagne, en brut tradition fra den for mig ukendte producent Hutasse (150 kroner). Jeg havde på forhånd læst mig til, at der var tale om en relativt mainstream champagne, så det overraskede mig en del, at champagnen var dybt ravfarvet i glasset, temmelig oxideret og smagte af svampesuppe. Det viste sig, at vinen var degorgeret for fem år siden, hvilket er uhørt lang tid for en basis cuvée. Dette ville have været på plads at deklarere, så gæsten ikke tror, han vælger en sprød aperitif og i stedet ender med at sidde med en kop karl johan bouillon!

2018 Orange de Noirs spansk natur rosé. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Fejlene fortsætter

Rodet fortsatte: De to orangevine på glaskortet kunne vi ikke få, eftersom de var udsolgt, og så fik vi i stedet et glas såkaldt »Orange de Noirs«. Hvis man ved bare en lille smule om vin, vil man vide, at vin lavet på let macerede røde druer er rosé, og det var da også, hvad der stod på etiketten af denne naturagtige vin fra Costador i Catalonien (135 kroner), som ikke desto mindre smagte os vel.

2018 Bourgogne blanc, Emmanuel Giboulot. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

På tavlen bag baren med dagens tilbud fik jeg øje på et glas 2018 hvid bourgogne fra producenten Giboulot (95 kroner), som jeg bestilte.  Herefter kom tjeneren med et helt andet glas hvid bourgogne og var væk igen, før jeg havde nået at bemærke fejlen. Jeg måtte således løbe ind og banke i bardisken for at få byttet mit glas til det, jeg havde bestilt.

Østers med romesco sauce Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Det irriterede mig også, at jeg ikke kunne få andet at vide om husets østers (35 kroner), end at de var franske, for der er hulens til forskel på f.eks. de små salte, metalliske fines de claires og de store cremede fra Gillardeau. Bløddyrene, som på udmærket vis var toppet med romesco sauce, var dog pænt store og saftige, så vi var tilfredse.

Spansk charcuteri baseret på iberico gris fra Jabugo. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Rustikt barkøkken

Trianglens 7s køkken er ikke et professionelt restaurantkøkken som f.eks. vinbarer som No 30 og Den Vandrette kører det, men mere rustik, caféagtig barmad. Vi fik således et bræt med gedigent charcuteri på sortfodsgris fra Jabugo (135 kroner) af egen import.

Voksentoast med både koget skinke og iberico skinke Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

En såkaldt »Voksentoast« (95 kroner) viste at dække over to meget mættende grillede sandwiches med stodderagtigt fyld af såvel sortfodsskinke som almindelig kogt skinke samt trøffelmayo, tomatcreme og manchego ost. Efter også at havde delt en svampetoast (75 kroner) toppet med bl.a. shiitake svampe syltet i PX sherry, tête de moine ost og en dressing med habanero chili, der var langt fra så stærk, som det lyder, var vi faktisk godt mætte.

Spændende rødvin på lasina druen fra Sladic i Kroatien. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Herlige vine fra Kroatien

Aftenens sjoveste, og bedste, vine kom fra den lille håndværksproducent Sladic i Kroatien. En gedigen hvid 2016 marastina og ikke mindst en rød 2015 baseret på lasino druen (110 kroner), som fremstod meget lys og elegant  i glasset med en burgundisk smagsprofil et sted midt mellem langhe nebbiolo og pinot noir.

Vi nåede også lige at smage husets chianti classico fra La Festiggiata (75 kroner) fra 2017, der så vidt, jeg kunne forstå, er gårdens første årgang: En god og gedigen, relativt mørk, saftig og moderne chianti, som Strungerne absolut godt kan være bekendt.

Topkarakter er dog vi et stykke fra efter det uprofessionelle kaos, som vi især først på aftenen blev udsat for. Hyggeligt værtskab, den fine udestilling, et gedigent barkøkken og sjove kroatiske vine gør dog, at Trianglen 7 lige netop trækker tre stjerner i land.

Trianglen 7

Trianglen 7, København Ø. Tlf. 42670907

Priser: Glas vin 75 kroner.