Sikker italiener i hvidt

Indretningsmæssigt er italienske Bacino i stueplanet nærmest den diametrale modsætning til Ebisu og Bar & Grills dunkle huler. Her er meget lyst - faktisk helt hvidt - og masser af plads og luft mellem bordene, eftersom Bacino er husets flagskib.

Er du enig med berlingskes anmelder?

Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.

Man sidder godt i restauranten, som udskiller sig fra de andre to steder i huset, derhen, at betjeningen er lagt i hænderne på Niels Thyge, som er en af landets absolutte bedste sommelierer. I et hus, hvor det generelt er logistikken og betjeningen, der halter, gør det en verden til forskel at have sådan en mand gående.

Kokken hedder Stefano Leone og kommer oprindelig fra Rom, men har arbejdet de sidste par på Sardinien, i Bacinos køkken trækkes der således på inspirationer fra de nordligste til de sydligste regioner af Støvlelandet. Stilen er moderat innovativ og moderniseret, men ikke uden klassiske indslag, og kortet er pænt stort med en del spændende valgmuligheder - ikke mindst skal Bacino have ros for at gøre så meget ud af i primi: Her er ikke bare gode pastaretter at vælge imellem, men også gnocchi og risotto - sidstnævnte serveres ellers sjældent a la carte herhjemme med mindre man er flere, som vælger retten.

Min ledsager gik a la carte, mens jeg valgte »Menu alla Stefano«, som kan fås i seks (495 kroner) eller syv retter (525 kroner) - jeg satsede på det første, hvilket viste sig at være rigeligt. Vinkortet på Bacino er rigtig flot og rimeligt prissat.Officielt set har huset ingen vinmenu, men den lader sig lave på forespørgsel til 500 kroner, hvilket var, hvad vi valgte.

Første vin i glasset var den dejligt friske og fadfri og friske »San Luigi« fra dolcetto-mestereren Pecchenino. Efter en »panzanella«-appetizer bestående af brød med tomat og en lille smule rigtig god mozarella dryppet med balsamico, lagde menuen ud med en gang fine, kolde afskæringer: mortadella, sopressa, parmaskinke, speck og lufttørret mørbrad.

Næste forret var en af menuens bedste retter, en blækspruttesalat bestående af kogt, stadig lun ottearmet polpo med ditto kartoffel, små tomater, mandel og en pesto af rucola, glimrende!

Min ledsager fik en carpaccio af jomfruhummer (155 kroner), som var blød og lækker, jeg havde blot den anke, at der var dryppet med en mørk dominerende sauce, jeg husker ikke, om der var tale om fond kogt på skallerne eller balsamico.

Menuen bød dernæst på en glimrende våd risotto med jomfruhummer og græskar drysset med lidt sprødstegt pancetta - igen kunne jeg dog godt have undværet den balsamico, som tallerkenen var dryppet med.

Næste mellemret var en gang gnocchi di Romana, en meget spændende anderledes form af gnocchi, hvor de ret store semolinabaserede dumplings bages i ovn. Her var de fine gnocchi serveret med en cremet sauce med karl johan, så vidt jeg kunne smage tilsat et par dråber trøffelolie.

Hovedretten var tæt på at være mesterlig: Store, fuldstændig møre kalvekæber braiseret i timevis i barolo og placeret på et leje af savojkål med oliven og semi-tørret tomat, som dannede en fin kontrast til kødet. Det hele herligt garneret med en lækkert cremet polenta, som var rørt med krydderurter. Logisk nok var der barolo i glasset, en dejlig 2001 Rocche fra Ratti.

Menuen sluttede med en god dessertvariation, og vi rundede derefter af med rigtig god kaffe ude i loungen. Bestemt en god aften, hvor den eneste mindre anke må være køkkenets tendens til at strinte lidt for ofte med balsamico'en.

Berlingske Tidende indbyder læserne til at give deres holdning til aktuelle udgivelser og begivenheder. De bedste bidrag kommer i avisen.

Skriv kort og kontant og klik på det antal stjerner den fortjener.

Skriv din egen anmeldelse