Pizza med jordbær og rejer

Tivoli-aflæggeren af Café Ultimo serverer moderne pizzaer, pasta og andre afslappede, italienskinspirerede retter.

den italienske gastronomi væger om sine traditioner i en grad, at det til tider næsten kunne ligne nationalisme. Det er det ægte køkken - den autentiske mad - som tæller og intet andet. For at undgå at Ultimos kok får kappet knæskallerne, er det derfor på sin plads indledningsvis at advare indfødte italienere og andre støvlelands-aficionados om, at den nye Tivoli-restaurant ikke serverer rigtig italiensk mad. Hertil er der simpelthen for mange stilbrud i form af ingefær, chili og fondbaserede saucer.

Når det så er slået fast, vil jeg straks skynde mig at sige, at det selvfølgelig er helt i orden at servere mad, som ikke er autentisk italiensk, men nøjes med at trække på Berlusconi-lands rige gastronomiske bagkatalog som inspirationskilde. På denne nye filial af Torben Olsen og Peter Asschenfeldts imperium af restauranter klarer man øvelsen ganske godt, især når man tager det fornuftige prisniveau med i betragtningen.

Lokationen er det gamle cirkelformede konditori, som siden Gert Sørensen forlod det for fire år siden, har heddet Bagatellen, men som ikke rigtig synes at fundet hverken ståsted eller publikum. Torben Olsen har fornuftigt nok valgt at gå lidt i ned i markedet med en fornuftig menupris på 295 kr. for tre retter og et familievenligt menukort med blandt andet pizzaer og pasta.

For en sjælden gangs skyld prøvespiste jeg restauranten af to omgange: Første gang med et par unger på slæb, så her var det pizza og pasta-afdelingen, som blev testet. Børnene delte en designer-agtig pizza med scampi - ifølge min ordbog betyder det jomfruhummer, men her var det store rejer - langtidsbagte tomater, mascarpone, pinjekerner og basilikum (115 kr.). Hvis det var gået rigtigt til, skulle der også have været chiliolie på, men den fik børnene lov til at slippe for. Jeg smagte med og synes egentlig, at pizzaen var ret god, mens børnene kun lige var tilfredse uden at være henrykte, så dybest set er her nok mest tale om voksenmad.

Mit eget valg ved denne lejlighed var en gang pasta (tagliolini) garneret med en flødesauce med fyld af parmaskinke, hvidløg, safran, chili, skalotteløg og parmesan (130 kr./95 kr. som forret). Vi sad ude og spiste, hvilket måske var en del afklaringen på at pastaen var blevet halvkold på toppen, da den ankom, således at den havde samlet sig til en hat - mens ellers smagte serveringen bestemt udmærket.

nogle dage senere var det tid til at prøve Ultimo af i voksenregi: Hvor tjeneren ved første besøg havde været særdeles ung og uprøvet, men ikke desto mindre servil og fleksibel, blev vi den anden aften vartet op af en anderledes rutineret dame. Både jeg og min medspiser valgte at plukke tre retter frit fra kortet til 295 kr. - ikke dyrt i dag, det udmærkede niveau taget i betragtning.

Fra det generelt særdeles højt prissatte vinkort valgte vi en flaske fyldig, faddomineret siciliansk hvidvin fra 1999 lavet af producenten Rallo på den lokale grillo-drue (390 kr.). Og så startede jeg med en forrygende såkaldt sommer-risotto (125 kr./90 kr.), som lige netop havde det rigtige bid og var rørt cremet med mascarpone og pecorino. Fyldet var knasende sprøde grønærter, mangetout og asparges. Selv for en dreven risotto-fan som undertegnede var der ingen vej uden om fuld overgivelse.

Min ledsagers forret var særdeles enkel; en lille håndfuld gode, store rejer (igen fejlagtigt kaldet scampi) var flamberet i anislikør og placeret på et leje af fennikelsalat (95 kr.). En anelse letkøbt a la carte-prisen taget i betragtning, men smagen fejlede dog ikke noget.

Min hovedret var bestemt ikke uden et element af dansk sommer: En stor sølvbars bagt i hel figur blev serveret med en ordentlig bunke spæde, sprøde grøntsager; gulerødder, majroer, asparges, blegselleri m.fl. (185 kr.). Man kan vel sige, at fisken, som var saftig og velsmagende, stod for det italienske i retten, mens det efter min smag lige lovligt blandede grøntsagsudvalg var det danske indslag.

Medspiseren var i kødhjørnet og fik, hvad jeg vil kalde, en versionering af den klassiske romerske ret saltimbocca; tynde skiver af kalveinderlår var rullet omkring salvie og pecorino-ost og blev serveret med linser, stegt polenta og fennikel (195 kr.). En okay, men lidt tung, snarere end elegant ret, som blev holdt sammen af en vægtig brunlig, fondbaseret sauce. Hertil et enkelt glas udmærket 99 merlot, endnu en gang fra den sicilianske producent Rallo (100 kr.).

det siger næsten sig selv, at jeg til dessert måtte smage Ultimos jordbærpizza (75 kr.). Det viste sig at være en ganske mættende servering - hvilket jeg også var blevet advaret om af tjeneren - som passende var garneret af en kugle urtekrydret (formentlig basilikum) mascarpone-ost og lidt sirup. Umiddelbart lyder det måske aparte, men når man tænker efter, er det jo langt fra første gang man smagt varme jordbær, og konstellationen fungerede faktisk udmærket.

Min ledsager valgte at slutte af med Ultimos selektion af mælkeis med tre forskellige smage (jeg har glemt hvilke), som var garneret med en kompot af jordbær og mynte og en sprød, kaffekrydret tuile (70 kr.). Ganske godt håndværk uden at være himmelstormende gastronomi - en karakteristik som passende kan spredes ud til at dække hele aftenen.

Café Ultimo ligner således et fornuftigt bud på en afslappet Tivoli-restaurant, hvor et ganske bredt klientel bør kunne finde sig til rette i menukortet alt efter størrelse af appetit og pengepung.