Pighvar a la Monty Python

Ikke alt er helt, hvad det ser ud til at være i den nye italienske restaurant på Hotel Danmark.

Er du enig?

Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.

Hvis ikke man lige ved det, er det ikke nemt at se, at der er åbnet en ny lille italiensk restaurant i Hotel Danmark på Vester Voldgade. Men sådan er det altså, og folket bag er det samme, som driver den populære La Rocca i Vendersgade.

Da jeg ankom, lettere forsinket, var min ledsager allerede i gang med et glas spumante og inden længe havde også jeg et glas bobler foran mig en fin gestus fra husets side. Vi studerede kortet og min ledsager lod sig friste af dagens trerettersmenu til 349 kroner (der var også en femretters til 469 kroner), mens jeg gik a la carte på kortet, som generelt er præget af egne opfindelser og priser, hvad hovedretter angår, mellem 185 og 240 kroner.

Da jeg synes, det hører sig til at spise pasta som mellemret på en italiensk restaurant, bad vi om det kunne lade sig gøre at få skudt et par halve portioner ind, hvilket vores tjener på sympatisk vis accepterede.

Først fik vi imidlertid en lille appetizer, lidt stegt fisk havtaske, så vidt jeg husker med karamelliseret julesalat og ditto hakkede stegte pistace-nødder. Til den søde side, men faktisk også ganske velsmagende.

Min forret var dog mildest talt besynderlig: I bunden af et stort glas lå en mayonnaise blendet med rød peberfrugt og oven i en gang tempura i sig selv lidt underligt at få den japanske specialitet på en restaurant, der gør et stort nummer ud af at være italiensk. Desværre var tempuraen også totalt forfejlet: For det første var beignet-dejen tommetyk og svampet og havde opslugt alt for meget olie. For det andet havde man iklædt en hel jomfruhummer, inklusive klør, hoved og det hele, i dette svære panser af dej. Jeg har svært ved at gennemskue, hvad tanken bag har været, for det var nærmest umuligt at spise dette skaldyr i forklædning. De friterede elementer talte ogsåén skive squash og én tigerreje det er simpelthen for lidt for 130 kroner som retten kostede, også selv om der var en lille eksotisk salat af sødligt tilsnit ved siden af som ud over diverse grønne blade blandt andet indeholdt æble, mango og enoki-svampe.

Denne salat gik igen i min medspisers menuforret, som også fik et stykke tun, som var alt for gennemstegt og lidt guldbars heller ikke ligefrem nogen mesterlig ret.

Vi startede med en flaske hvid greco fra Feudi San Gregorio (395 kroner), som vi fandt lidt kedelig, noget tung og alkoholisk. Så var den næste vin, en hvid pigato fra Ligurien (39 kroner for et glas) noget sjovere, den havde fin krydret tone, som fint ledsagede pestoen i min gæsts pastaret ifølge tjeneren en klassisk kombination på de kanter. Der var tale om friske, hjemmelavede trofie, som er en slags grove, tykke spaghettistumper, her serveret med jomfruhummer ganske godt.

Jeg fik selv lækre ravioli fyldt med krydderurter og serveret i en sauce bestående af en emulsion af smør og bottarga, som er lufttørret multerogn, en sardisk specialitet.

Som hovedret havde jeg bestilt »krydderurtepaneret pighvar med kartoffelcreme. Da tallerkenen kom ind, var det dog tydeligvis ikke pighvar, men en anden fisk, der lå på tallerknen, formentlig guldbars. Jeg overvejede kort, om jeg skulle undlade at påtale miseren det havde jeg nok gjort, hvis jeg havde været ude at spise privat, også selv om pighvar er en finere fisk end barsen, simpelthen for at undgå yderligere bøvl og ventetid. Men jeg var jo på arbejde og syntes således, at det var mest reelt at tone rent flag for at give restauranten en chance for at rette op på fejlen. Tjeneren gjorde da heller ingen indsigelser og fjernede straks tallerknen.

Min ledsagers hovedret blev derimod ikke fjernet hvilket den burde have været, således at vi kunne have spist varm mad samtidig. Min gæst tyvstartede således med sin oksemørbrad tagliata (skåret i skiver) med kartofler og grøntsager og nogle skiver ret fin sommertrøffel, som blev revet over ved serveringen en udmærket ret.

Hertil drak vi en halv flaske brunello Castiglion del Bosco (315 kroner), som uden at være decideret fejlbehæftet smagte lidt småtræt og halvsløj.

Efter omkring 20 minutters ventetid, da min ledsager for længst var færdig med sin hovedret, kom tjeneren så ind igen med en ny omgang fisk: Gud hjælpe mig, om ikke serveringen var identisk med den første altså endnu engang ikke pighvar, men guldbars. Her må jeg ærligt talt indrømme, at min tålmodighed og dermed alt, hvad der hører sig til diplomatisk sans og pæn opførsel, var opbrugt.

»Hvad er det?« spurgte jeg.

»Det er pighvar,« svarede tjeneren.

»Nej, det er ikke pighvar, det er guldbars det blev vi jo lige enige om for 20 minutter siden. Du kan godt tage den ud igen, jeg vil overhovedet ikke have din fisk,« svarede jeg.

»For at få opklaret dette en gang for alle, så vil jeg dog bede dig om at hente fisken ude i køkkenet, som den så ud, da den - forhåbentligvis i fuld figur - kom ind i forretningen,« sagde jeg så, i hvad man vist normalt kalder et insisterende toneleje.

Efter et stykke tid kom tjeneren ind med et stort fad med et stykke utilberedt fisk i filet:

»Jamen, det er jo pighvar!« udbrød jeg forbløffet.

»Ja, det ved jeg,« sagde tjeneren.

»Jamen, hvorfor pokker serverede I så ikke bare den fisk, når det var den, jeg bad om?« sagde jeg nærmest grædefærdig af fortvivlelse.

»Der har været et kommunikationsproblem,« sagde tjeneren så med et af de mest fårede udtryk i ansigt, jeg endnu har set.

Hvorom alting er, så havde jeg fået nok af venteriet og de monty pythonske julelege, så jeg sprang - for første gang i min karriere som madanmelder simpelthen hovedretten over. Selv om jeg dybest set havde mest lyst til helt at forlade stedet, så gik vi direkte til osten, en ok servering af fire typer blandt andet pecorino, trøffelpecorino og tallegio garneret med fjollede og helt unødvendige hindbær og kiwi.

Bagefter fik vi kaffe og god grappa fra selveste Gaja på husets regning. En korrekt handling oven på den tort og smerte, jeg havde måtte lide, men selvfølgelig ikke nok til at rette op på helhedsindtrykket, når det kommer til udmålingen af stjerner. Nemt er det ikke at bedømme et sted, hvor det aldrig lykkedes restauranten at få den rigtige hovedret frem til bordet. For undertegnede, som også havde måttet stå model til forfejlede tempura og altså måtte gå hjem i seng uden hovedret, var aftenen ikke så lidt af en fuser.

Man kunne således nemt have argumenteret for den absolutte bundkarakter én stjerne. Vi ender nu alligevel på to små grundet de gode pastaserveringer, den udmærkede menuhovedret, samt de acceptable osteserveringer.

Berlingske Tidende indbyder læserne til at give deres holdning til aktuelle udgivelser og begivenheder. De bedste bidrag kommer i avisen.

Skriv kort og kontant og klik på det antal stjerner den fortjener.

Skriv din egen anmeldelse