Peking-and i Helgolandsgade

Tea Restaurant på Vesterbro gør det godt med en moderne version af det kinesiske køkken.

Er du enig med berlingskes anmelder?

Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.

Peking-and er en af det kinesiske køkkens helt store specialiteter. Som navnet antyder, stammer den ikke fra et af Kinas fire store regionale køkkener, men var i århundreder forbeholdt kejseren selv. Først engang i midten af 1800-tallet slap ænderne og deres hemmelige opskrift ud af kejserens køkken i Den Forbudte By. Historien fortæller, at en fyret kejserlig køkkenchef tog hemmeligheden med sig, ændrede lidt på opskriften, og oprettede sin egen restaurant, hvor Peking-anden, der marineres i en blanding af ingefær, honning og riseddike (med utallige variationer) inden den ryges, steges og tørres i en døgnlang proces, hurtigt fik legendestatus.

Den dag i dag er der i Beijing kæder af restauranter, der udelukkende serverer Peking-and, og mange af dem hæger om hver deres opskrifter, som var de statshemmeligheder. De dygtigste andekokke er berømte som rockstjerner, og der er opbygget ritualer, ikke bare omkring den ovn, anden tilberedes i eller den specielle marinade, som giver smagen og det sprøde, gyldne skind, men også om udskæringen, der med 148 snit klarer en hel and, og selvfølgelig foretages ved bordet.

Har man prøvet spise Peking-and på den rigtige måde i Beijing, så kan det være svært at vænne sig til den blege afart af samme, som man kan få herhjemme. Men håbet er som bekendt lysegrønt, så der var ikke meget betænkningstid, da jeg opdagede, at den nyåbnede Tea Restaurant i Helgolandsgade har Peking-anden som slagnummer på deres populæreste menu. Klog af skade valgte jeg dog den menu, der til sympatiske 208 kroner holder sig til Peking-anden som én ud af fem retter, så var der nemlig også mulighed for at smage på det øvrige udvalg. Det er folk med restauranterfaring fra Helsingør, der nu forsøger sig på Vesterbro, og det gør de - udover anden - med en moderne version af det kinesiske køkken, sådan som det også tilbydes på f.eks. byens bedste kineser, Yans Wok. Indretningen er derefter, med nøgne hvide vægge og moderne polstrede stole.

I vores menu var Peking-anden altså en forret, og snart var vi i gang med rulleriet, for anden serveres altid som et samlesæt med tyndtskårne agurker, forårsløg eller porrer, den tyktflydende, krydrede og sødlige hoisinsauce og så selvfølgelig det saftige andekød med sprødstegt skind, der rulles ind i små rismelspandekager før fortæring. Heller ikke Tea Restaurants and levede dog op til Beijing-standard; ganske som på de øvrige restauranter, der serverer Peking-anden herhjemme, var andekødet tørt og trevlet, og skindstumperne bar præg af at have fået deres sprødhed i en frituregryde. Øv! Men efter denne skuffelse steg stemningen stille og roligt, for selvom anden aldrig kom rigtigt op at flyve, så viste Tea Restaurant sig at have meget andet godt at byde på.

Udover menuens fem retter havde vi også bestilt to ekstra forretter, dels en salat med kinesiske svampe, som vi ikke havde prøvet før, og så et sæt forårsruller, som altid er en god måde at tjekke køkkenets ambitionsniveau på. Her havde de gjort sig umage, de tre små ruller var afgjort hjemmelavede og måske derfor med en lidt for tyk dej. Men fyldet var godt og så var de først og fremmest dybstegt i frisk olie, så man undgik den sædvanlige harske grillsmag. Salaten bestod af tørrede svampe, tofu, jordnødder og et ordentlig skud chili, der gav den friske salat et godt pift, og befordrede appetitten. En glimrende anledning til at kaste sig over menuens anden forret, de pandestegte kinesiske jiao zi- »ravioli«, som nu kom på bordet. Igen var der tale om hjemmelavede varer, med et godt ingefærsmagende fyld af svinefars, rejer og grønt, men desværre havde de lidt kluntede frikadellelignende dumplings fået for meget på panden.

Tea Restaurant fører vin, ikke særlig mange, og de fleste af dem røde fra Italien og Chile. Ikke ligefrem det logiske valg til den sur-søde kinesiske mad, men gudskelov var der også kinesiske Tsing Tao-øl (35 kroner), og så et meget interessant udvalg af dét, som stedet er opkaldt efter: te!

Til forretterne valgte vi en kande xi hu long jing (45 kroner), som uden beregning fyldes op igen; en grøn te med en blød og afrundet smag, der passede perfekt til maden. Til hovedretterne skiftede vi over til huang shan mao feng (40 kroner), med en tørrere smagsfylde og en anelse sødere smag. Den gik perfekt til menuens to »hovedretter«, først store sprødstegte kinarejer i en tyk, tomatorange sursød sauce med fyld af lotusrod, løg og rød peber, perfekt tilberedt, og med den rette balance mellem farinens sødme og riseddikens surhed. Og så hovednummeret: strimlet oksekød perfekt wokstegt med løg og kinesisk sennepsgrønti østerssauce med tilpas meget chili til at sætte det hele i karakter. En virkelig velgørende ret, og højdepunktet i en perfekt komponeret menu.

Til dessert havde vi ganske usædvanligt valget mellem hele fire af slagsen, og kun én var banana split!

Vi valgte henholdsvis et glas med to risboller med fyld af sort bønnemos, kogt og serveret i varm sød grøn te; samt »kinesisk sommer«, en frugtig cocktail af kold risvin, friske jordbær, vanilleis og klisterris (glutinous rice), der smagte lidt af dåsefersken. Men ikke desto mindre et glimrende eksempel på, at Tea Restaurant går lige den tand videre end de fleste af deres kinesiske kolleger her i byen.

Peking-anden skuffede som sagt, men var hverken værre eller bedre end dem, man ellers får herhjemme. Til gengæld overraskede den moderne tilrettede menu særdeles positivt. Bevares, her sker ingen kulturrevolutioner, men maden er veltillavet og skarp, og sammen med et sympatisk prisniveau og ikke mindst et meget velkomment initiativ på te-fronten, så kvitterer vi med fire stjerner.

Berlingske Tidende indbyder læserne til at give deres holdning til aktuelle udgivelser og begivenheder. De bedste bidrag kommer i avisen.

Skriv kort og kontant og klik på det antal stjerner den fortjener.

Skriv din egen anmeldelse