Pænt og redeligt ved sundet

Restaurant Mikkelgaard mellem Rungsted og Kokkedal består, men den skal stramme sig an, hvis den vil konkurrere med de toptunede Københavnersteder i samme prisklasse.

I 1915 lod komponisten Hakon Schmedes opføre et landsted i Mikkelborg ved Øresund, sådan nogenlunde midt mellem Rungsted og Kokkedal.

Siden 1990 har denne firlængede mini-herregård, som ser meget ældre ud, end den er, tjent som restaurant med skiftende restauratører og køkkenchefer. Senest tog Lene Hartvig for nylig over som daglig leder efter bare et par måneder som køkkenchef på stedet.

Det første, som mødte os, den aften vi var forbi, var en imponerende bilpark med Daimler, Jaguar og BMW - godt at jeg havde allieret mig med en Mercedes-kørende medspiser, for min egen Opel havde næppe gjort indtryk her.

Vi gik indenfor, og da der ikke var nogen til at tage imod, fandt vi selv frem til gårdens højloftede storstue. Efter nogen tid ankom en tjener og anviste os bord - man var øjensynligt travlt optaget af at betjene et større selskab, som okkuperede stedets vinterstueagtige glastilbygning, der ligger direkte ud til vandet.

Den kvindelige tjener med tydelig piercing i tungen, som næppe har været en dag over tyve, gav os menukortene, og vi begyndte at studere. Dagens menu bestod af i fem retter til 525 kr., men kunne kortes ned til fire (455 kr.) eller tre (385 kr.), mens hovedretterne på det lille a la carte-kort befandt sig mellem 225 og 245 kr. - med undtagelse af dagens husmandskost til 125 kr.

Restaurantens prisniveau taget i betragtning var jeg meget skuffet over vinkortet, for stort alle flasker kom fra samme importør, som også har kvitteret med at forære etablissementet den bog, kortet sidder i. Den slags ser man på enhver landevejskro ude i landet, men det holder ikke på et ambitiøst (læs dyrt) spisested i periferien af storbyen.

Tjenerens viden om vinene på kortet var heller ikke ligefrem imponerende. Da jeg bad om at se en flaske vaqueyras, som stod opført på kortet som 1998, kom hun ind med en 97er. »Kan det ikke være lige meget,« spurgte pigen. Jo, lige bortset fra at man næppe nogensinde har set en bedre årgang i det sydlige rhône end 98, mens 97 er noget af et skod-år.

Hvad det røde angår endte vi med at satse på en crozes-hermitage fra Delas - vinen stod opført i både 2000 og 1999 (350 kr.), og efter en tur på loftet lykkedes det for tjeneren at skaffe os sidstnævnte, som er superåret i den nordlige ende af Rhône-dalen.

Måltidet blev sat i gang uden appetizers eller andre svinkeærinder, ja, der gik endda ganske lang tid før det udmærkede brød ankom. Den ene af mine to medspisere havde bestemt sig for menuen, og han fik, hvad der var annonceret som en safransuppe. Uden at dette krydderi dog satte sig voldsomt igennem, var der tale om en pæn og redelig fiskesuppe med fyld af stenbidderrogn, som var placeret i en ske, og et par sprøde fennikelchips.

Medspiser to fik en såkaldt olivensuppe (95 kr.) - tilsyneladende var der tale om en kalve-consomme med små stykker kalvebryst og skiver af ret salt, sort oliven. Som i tilfældet med safransuppen en udmærket, men ikke videre imposant servering.

Min forret bestod af en lille portion risotto med fyld af krabbe (115 kr.) - jeg har lidt svært ved at afgøre, om der var tale om frisk kød fra klo, kamchatka-modellen fra dåse eller måske noget tredje - under alle omstændigheder smagte det udmærket.

Garnituren bestod af et ret stort æg af avocado/vermouth-sorbet. Avocado og krabbe er en klassisk kombination, men her var sorbeten pivsød og iskold, hvilket frembragte noget af et sammenstød med den varme risotto. Smagsmæssigt opnåede de to ting heller ikke fornuftigt samspil. Rundt om det hele var en ret neutral sauce - på kortet kaldet purløgs-emulsion.Vi fik rødvinen ind, som jeg på på ganske selvisk vis havde valgt fordi den peberkrydrede, røgede vin på syrahdruen fra Nordrhône klæder lam så godt, men de andre ved bordet var heldigvis også glade for vinen.

Lammet var til gengæld ikke noget at skrive hjem om, det stammede fra et dansk dyr, fik vi at vide, men det har næppe nogen årsunge, for kødet var relativt ramt i smagen, og mørbraden, som var næsten gråstegt og ganske tør, var ret stor. Filet-skiverne var lidt mere rosa, men havde ikke saft nok til at holde dampen oppe de 15-20 minutter retten var på bordet.

Tilbehøret bestod af halverede, hvide hestebønner - ret hårde og melede, tern af kålrabi og bacon. Saucen skulle angiveligt være smagssat med hvidløg, men det kunne jeg ikke smage, for der var alt for lidt af den. Til gengæld var der lidt hvid skum, som havde en udpræget smag af majroe. Alt i alt en alt for tør ret til en alt for høj pris (245 kr.).

Medspiser et så umiddelbart ud til at være den mest heldige, hans menu bød på perlehønebryst med foie gras. Foie gras'en, der blev introduceret som stegt, var nærmest pocheret og halvrå, uden noget der lignede stegeskorpe. Fuglen var til gengæld dejlig saftig og spillede godt sammen med garnituren bestående af god, cremet selleripure, stængler af braiseret blegselleri og en ganske tæt glace, annonceret som trøffelsauce uden dog at smage deraf.

Medspiser to fik en hovedret bestående en af en ordentlig skefuld brandade (klipfisk rørt med kartoffel, mælk og oliven) kombineret med et stykke lidt for stegt sandart (225 kr.) - jeg vil give min ledsager ret i, at de to fisketing lignende hinanden for meget. Garnituren bestod dels i en senneps-beurre blanc, som ledte tankerne i retning af den danske nytårstorsk, og så nogle sprødstegte skiver af miniaubergine. Menudesserten bød på Galliano-parfait med tofféecreme og syltet lime - det lød avanceret, men i realiteten var der tale om en et glas med udmærket flødeis, som ikke smagte videre meget af likør, garneret med et par små hvinende sure limefiletter og et par klatter af noget, som godt kunne have været karamelcreme.

Jeg fik en såkaldt quenelle af passion med myntecreme og passions-coulis. I realiteten var der tale om et æg af passionsfrugtssorbet betrukket med to slags chokolade, hvid og lys fløde. Dertil et par småklatter creme og coulis - det smagte godt, men forekom en anelse letkøbt for en dessert til 110 kr.

Den udmærkede kaffe (25 kr.) afrundede en pæn og nydelig aften med mad, som bestemt havde været spiselig, selv om man nok må sige, at der er et stykke op til den standard, man er vant til inde i byen på samme prisniveau - hvad både køkken, servering og især vinhåndtering angår.

Vi slæber os lige nøjagtigt op på et firetal.