På grænsen til hip.

Galleri Ravn i Valby serverer tidstypisk cafémad med store ambitioner.

Et af landets boligmagasiner udnævnte tidligere på året de 25 mest hippe boligområder i Danmark. På listen over kvarterer eller byer, hvor det ifølge bladet var nu, man skulle sikre sig fast ejendom, hvis man ville være sikker på at være på forkant med boomet (og de eksploderende priser) - helt deroppe sammen med Nyborg - hvor Guide-redaktøren residerer, stod Valby. Engang en lille landsby på vejen mod Roskilde. Siden en mellemting mellem industrikvarter og arbejderresidens, og nu altså på grænsen til at være hip.

I sidste weekend rykkede bydelens fodboldstolthed, Frem - som et meget synligt bevis på de nye tider - så op i Superligaen. Men for os - og her må undertegnede bekende sig som postnummer 2500 - der har færdedes i området i flere år, har det længe været tydeligt, at noget var undervejs. I tøjbutikkernes vinduer er de store komfortable konemodeller stille og roligt blevet skiftet ud med trendy toppe, samtidig med at den ene smarte café efter den anden er dukket op langs bydelens hovedstrøg, Valby Langgade.

Forleden aften styrede fruen og jeg mod den nyeste af dem, Galleri Ravn, der holder til for foden af Valby Bakke. Som navnet antyder er stedet også galleri oven i købet med tilhørende skulpturhave. Lokalerne er indrettet i tre niveauer med caféen nederst, derefter restauranten og øverst selve galleriet. Det høje ambitionsniveau understreges af, at Galleri Ravn også har et meget aktivt musikprogram - og således under Copenhagen Jazzfestival fra 4. juli dagligt lægger lokale til navne som Benjamin Koppel og Finn Mikkelborg Modern Jazz Quartet.Egentlig havde vi håbet på at sidde i skulpturhaven, hvor der om sommeren også er udendørs servering, men ingen sankthansaften i Danmark uden tordenskyl. Så vi rykkede indendøre og kastede os over menukortet, der om end hurtigt overskuet (de tre hhv. forretter, hovedretter og desserter kan kombineres efter eget valg til 215 kr. for to eller 248 kr. for tre retter) udviser et ambitionsniveau ikke ulig resten af stedet.

Det gav sig udslag allerede i første ombæring. I mit tilfælde i form af en carpaccio lavet på kalveinderlår med rucolasalat og store flager parmesanost og med en ganske grovhakket grøn pesto, der, så vidt jeg kunne smage, var lavet på persille og mynte. Mynte er en udmærket krydderurt, der f.eks. kan have en meget oplivende effekt i en tomatsalat, men det er også en meget dominerende fætter, og her fik den simpelthen ikke noget modspil fra de ellers obligatoriske pinjekerner. Resultatet var, at de yderst delikate skiver kalveinderlår, skåret så tynde at de virkede som smurt på tallerkenen, kom til at virke, som om de var belagt med tandpasta!

Fruen fik dampede hvide asparges, der var vendt i brunet smør. I brunet form bliver smør typisk mere intens i smagen og sammen med de medfølgende stegte tern af den lufttørrede (og meget salte) ventrêche-brystflæsk, ærter, pinjekerner og parmesan truede tilbehøret igen med at tage magten fra hovedbestanddelen.

Fra det lille og uambitiøse vinkort (og her skinner Ravns café-side lidt for tydeligt igennem) havde jeg i mangel af glasvin og interessante halvflasker nuppet en flaske meget stedtypisk cotes du rhone fra det mig aldeles ubekendte Chateau Courac (225 kr.), der uden på nogen måde at være uforglemmelig absolut var drikbar.

Ganske vist var vinen for voldsom til carpaccioen, men den perfekte ledsager til min hovedret, der bestod af to stykker perfekt stegt lammeculotte i en timian-citronsky. I selskab med en lille sprød frækkert af en dybstegt krydderurtepolenta og en gedeostegratineret timbale af courgette og aubergine, der på meget enkel vis gik op i en højere enhed med det velsmagende og meget møre lam.

Helt så tilfreds var fruen ikke med sin fiskehovedret: En bagt havørred med tilbehør af et par stave ligeledes bagte jordskokker, blancheret spidskål og en tomatsalsa med kapers og olivensky.

»Det er okay, men lidt kedeligt,« var hendes dom, og efter et par smagsprøver måtte jeg give hende ret. Havørred er i forvejen ikke den mest intenst smagende fisk, vi har, og denne virkede aldeles ukrydret og tillige en anelse tør i det. Et indtryk som hverken den blancherede spidskål eller den anonyme tomatsalsa gjorde meget for at fjerne. Bedste indslag var jordskokkestavene, der var bagt med hård skorpe, hvad der gav en fin kontrast til sødmen.

Så var det tid til desserter. I mit tilfælde en ægte sommersag med rabarbertærte og et scoop parfait-is lavet på lynghonning! Det sidste har jeg ikke prøvet før, men det smagte glimrende, ikke mindst som kontrast til den syrlige rabarbersmag i både tærte og den omgivende streng af sirup.

Fruen var også meget glad for sin mørke chokolade-fondant, der var kraftig og ikke for sød og med en varm bagt skorpe med flydende midte. Ved siden af lå en sprød kokos-tuilles med en is, som vi havde meget svært ved at bestemme arten af. Det tætteste vi kom var en slags yoghurt, der dog efterfølgende viste sig at være jordbær/lime. Under alle omstændigheder havde den en glimrende smag og fungerede superbt som en lidt frisk kontrast til chokolade-fondanten, som vi blev enige om over den afsluttende kop kaffe, der i øvrigt var lavet på den glimrende kraftige

Buna-mokkabønne fra Etiopien (29 kr.).

Der er ingen tvivl om, at Galleri Ravn i lighed med for eksempel de mange nye caféer omkring Halmtorvet og andre hippe steder i København har ambitioner om at være en »rigtig« restaurant (med indbygget fare for at sætte sig midt imellem). Det viser både hele set-up'et med hvide duge og en klar adskillelse fra selve caféen og ikke mindst lysten til gastronomisk at forny en klassiker som for eksempel kalvecarpaccioen.

Det er absolut rosværdigt, men som i tilfældet med forretterne er resultatet alt for svingende, og det virker som om, kokkene endnu ikke helt har styr over alle virkemidler. Det er formentlig ikke helt tilfældigt, at tingene lykkes bedst, hvor køkkenet er tættest på cafétraditionen med for eksempel desserterne og mit meget enkelt tilberedte lam. Foreløbig holder Galleri Ravn med tre stjerner uden besvær pladsen som bydelens førende café-restaurant, men spørgsmålet er, om det holder i længden? Med Valbys nye superligastatus kan man med rette spørge sig selv, om det er nok at være på grænsen til hip.