Ny kæde byder på burgere, bryster og hotpants

Burgerkrigen er brudt ud i igen. Nyeste angreb kommer fra vest, og de tager gastroburgere, hestekød og smukke piger med. Læs alt om konceptet her.

Foto: PR
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

København lægger disse måneder gader til Den Anden Store Burgerkrig. Og der bliver skudt med skarpt fra alle fronter. Grillen Nørrebro, MAD og Greasy Spoon er åbnet, The Bronx Burgerbar, Halifax og Cock's & Cows har udvidet. Plus alle de 'gamle' kendinge som Haché, Sokkelund, Mash og en masse andre presser det københavnske burgermarked til hidtil usete højder.

Nyeste knibetangsmanøvre kommer fra vest, nærmere bestemt Århus og Skagen. Midt i marts åbner der nemlig en Hot Buns i Gothersgade nr. 3, lige overfor Boltens Gård.

»Det er et helt naturligt skridt for os at åbne i København,« fortæller medejer Mathias Kær.

»Vi har allerede en i Århus og i sommers startede vi Skagen op. Vi kører på og skulle gerne åbne yderligere tre, fire eller fem Hot Buns i Danmark i år. Og senere kigger vi på Norge, Sverige og Tyskland.«

Hestekødburger

Hot Buns laver gastroburgere i ca. 100 kroners klassen med sideorders og fritter som tilkøb. Bøfferne er tilberedt efter den særlige teknik sous-vide, og i forbindelse med åbningen af den nye københavnske restaurant bliver menukortet slebet til.

»Vi har fået Dennis Juhl Jensen fra det danske kokkelandshold til at gå menukortet igennem og tilpasse lidt hist og her. Plus sætte et par nye burgere på kortet,« fortæller Mathias Kær.

En af Hot Buns burgere er den såkaldte Paleo-burger, som blandt andet består af hestekød, stegte squash, portobello svampe og karl-johan remoulade lavet på en bund af omelet. En burger som blev umådeligt populær under den europæiske hestekødsskandale sidste år.

Ud over burgere er der også masser af kolde øl, tykke milkshakes og et cocktailkort på programmet.

Burgere i hotpants

Hot Buns i Gothersgade kommer til at fylde tre etager og har dermed 400-500 kvm at boltre sig på, hvilket både giver mulighed for at se sportsarrangementer på 1. salen, eller man kan gå i kælderen og spille snyd. Der er plads til omkring 120 gæster ad gangen, og de bliver serviceret af, de næsten berømte, Hot Buns værtinder, som nok skal drage opmærksomhed til sig.

»Vores smukke piger tager uniformen med til København. Den består at tanktop og hotpants,« slutter Mathias Kær.

Hvad: Hot Buns Gothersgade
Hvor: Gothersgade 3
Hvornår: Åbner midt i marts