Ny asiatisk grillbar: Sådan har du aldrig smagt pølse i brød før

Den gamle grillbar fra 80erne er blevet moderniseret af LêLê, som også har givet den et asiatisk spark over skinnebenet. En burger og fiskefilet har aldrig smagt sådan her før.

Over 10 år nåede Restaurant LêLê på Vesterbrogade at forkæle københavnerne med deres moderne versioner af det vietnamesiske køkken.

Mandag 22. januar 2018 slog de så bogen op på et helt nyt kapitel. Et kapitel der faktisk er en reference til dengang hele historien startede. Familien kom nemlig til Danmark som bådflygtninge og åbnede en grillbar i 80ernes Nordjylland, den var drevet af mor Bach Yên.

Læs også: Nu åbner Vesterbros nye asiatiske smagsekplosion

»Vores mor tryllede i 17 år fantastiske retter frem, i sit lille grillbarkøkken, i vores barndomsby Aabybro. Hendes mad var og er stadig udgangspunktet for LêLê. Så da vi gik med tankerne om et nyt restaurantkoncept, opstod idéen om at bringe mors grillbar-retter fra dengang tilbage. Vi ønsker at bruge mors klassiske retter til at skabe en ny restaurantoplevelse, hvor vi sætter fantasien fri, og leger med forestillingen om hvad en grillbar er,« siger administrerende direktør Lâm Lê om det nye sted.

Køkkenchefen hedder nu Vincent Chaisy, og missionen er at trække 80er-grillbaren ud af fordums friture og støve den af, så den passer ind i det moderne København. Det betyder blandt andet et menukort med pølse med brød, men her er pølserne fyldt med smagsgiverne limeblade, citrongræs, galanga og koriander.

Fiskefiletten (170 kr.) er lavet på paneret sandart med grønne sticky rice lagt på en mangosalat. Her er også bao-burger (125 kr.) lavet med den karakteristiske baobolle, softshell-krabbe og friske urter. Kinarullen gentænkes med bl.a. kalvebrisler, andeconfit og shiitake svampe. Med andre ord, rimelig langt fra Jyllands klassiske grillbar-udgaver.

Læs også: Her er Københavns største restaurantåbninger i 2017

Samme stil kan siges om cocktailkortet, hvor klassiske 80er-favoritter har fået en kærlig opdatering med et twist af Asien. White Russian er f.eks. blevet til en Dirty Russian og har vietnamesisk kaffelikør og grillede skumfiduser og fløde i sig.

Indretningen byder på ægte tæpper i indgangen, et kæmpe guldtigerhoved malet på den ene væg og højt til loftet i hele den dybe restaurant

Hvad: Bach Yên Grillbar
Hvor: Vesterbrogade 40, Vesterbro