Ned på jorden

Balkonen i Tivoli har fået nye ejere, der har saneret menukortet for de sidste par års eksperimenter med moderne køkken.

det var én af de forsommeraftener, som formentlig gør mere for Tivoli end selv nok så mange rockkoncerter på Plænen, lysshows på søen og andre forsøg på at være moderne. Hvor aftensolen strålede ned over de nyudsprungne træer, og en - jeg så det med mine egne øjne - flok dunede små ællinger trissede afsted på rad og række efter deres mor.

På samme måde er det dén type aftener, hvor Balkonen i Nimb-komplekset viser sig fra sin bedste side. Udsigten i første sals højde over området foran Plænen inklusive springvand er uovertruffen, og her i foråret er hele restauranten i forbindelse med et forpagterskifte blevet renoveret med blomstermanden Tage Andersens medvirken.

Til gengæld synes menukortet ikke voldsomt påvirket af forandringerne udadtil og indadtil. Det er stadig en blanding af slagnummeret carvery-buffet, skaldyr på mange måder og traditionelt dansk-fransk køkken i det finere leje, der dominerer - mens derimod den flirt med moderne, globalt orienteret gastronomi, som for et par år siden havde sneget sig ind adskillige steder på kortet, nu synes stort set forsvundet igen.

Vi lagde begge ud med to af de danskeste klassikere, der tænkes kan. For medspiserens vedkommende det, som for mange af os er selve smagen af forår i Danmark, nemlig fjordrejer.

På menukortet står de opført til »dagspris«. Da vi nogle timer senere nåede frem til regningen, viste de 75 gram sig at have kostet 149 kr. eller cirka to en halv gang gængs udsalgspris.

De kom ikke i selskab med noget som helst andet end en citronbåd, og det forhåndenværende - udmærkede - grovbrød. Til gengæld var de ikke overdrevent køleskabskolde - vi havde ingen illusioner om, at man først havde begyndt pilleriet efter, at bestillingen var indløbet.

Selv havde jeg valgt rejecocktail, ikke mindst inspireret af Nanna Simonsens nylige fortale for den her i avisen. I forhold til hvilke afskyeligheder man i årenes løb er blevet præsenteret for under dette navn, stod Balkonens udgave sig faktisk nydeligt, og kom endda som et helt lille udstyrsstykke med dampende tøris nedenunder selve serveringsglasset.

Her var der dog ikke tale om fjordrejer, men om rejer af gennemsnitsstørrelse - i en af de udgaver, der smager af mere end andre - på en lille håndfuld salat, og hvad menukoret omtalte som »rød dressing«. Det lyder nok også mindre belastende end Thousand Island, men i al sin enkelhed - og i kraft af den - var det faktisk et ret fornuftigt og stiltro bud på den hårdt prøvede forret (88 kr.).

til hovedret gik medspiseren - det var før tirsdagens landskamp - fra det danske til det franske, i skikkelse af nok en klassiker, nemlig bouillabaisse. Det var imidlertid en mere blandet oplevelse.

Den i sig selv for så vidt overbevisende kraftige fiskesuppe rummede nemlig ikke meget mere end et par venusmuslinger, et par stykker laks og noget vi mente måtte være tun. Det er langt fra, hvad man til en pris af 220 kr. i denne sammenhæng må kunne forvente af kreative fiskevalg, selv på en mandag - menukortet talte sågar lyrisk om »et udbud af frisk fisk og skaldyr fra dagens auktion« - og lignede mest af alt et udtryk for, hvad man i forvejen havde indkøbt af fisk til andre retter.

Så var jeg heldigere med min hovedret, nemlig sprængt - men ikke spor for salt - bryst af landand (hvor skulle den ellers komme fra?) på en fint afbalanceret, let peberrods-»fondue«, som den blev kaldt, og smørstegte nye kartofler til. Det var en ren fornøjelse, og et velkomment dementi af den opfattelse, man kan få, hvis man læser det menukort, der står på restaurantens hjemmeside (www.balkonen.dk) - nemlig, at hovedretter med kød her udelukkende er forskellige slags stegt ko med pommes frites.

Der var mere køkkenlyrik for min desserts vedkommende, viste det sig. Én ting er at kalde en i øvrigt lige lovlig spæd rabarbersuppe for consommé, noget andet er, når der loves »friske bær« i juni, og det så viser sig at, der er tale om blandt andet hindbær - som da nok var friske, det kan man jo i vore dage få hele året fra alskens varme himmelstrøg, men umuligt kan have været de hjemlige danske bær, der ellers lå underforstået i det (78 kr.).

Medspiserens »sommersorbets« var i så henseende mere ærlig - eller mindre forpligtende - snak, i og med at det jo indiskutabelt var sommer udenfor. Omend det ifølge ham mest var farven, der adskilte de tre små, spinkelt smagende sorbeter.

vores Trimbach Pinot Gris Cuvée Personelle 1997 lagde sig til 550 kr. i den højere ende af det nogenlunde moderate mellemleje, hovedparten af det geografisk alsidige vinkort befinder sig i, der kom uopfordret køler på bordet, og måltidet igennem var der i den stopfyldte restaurant fin opmærksomhed overfor at skænke op løbende. De mineralvand, vi indledningsvis bestilte, materialiserede sig derimod aldrig, andet end i skikkelse af to glas postevand.

Det samlede indtryk er et - også for betjeningens vedkommende - ganske velsmurt sted af den halvgamle skole, der ind imellem lover mere end det holder. Også set i forhold til det sine steder halvheftige prisniveau, og til, at det dog ikke ligefrem er voldsomt ambitiøse eller køkkenmæssigt krævende serveringer, der er tale om.

Mest af alt virker det, som om de nye bagmænd har valgt at satse målrettet på det traditionelle køkken med smørrebrød, skaldyr og kød i skiver, som hovedparten af omsætningen givetvis under alle omstændigheder ligger i. Men på à la carte-siden af aftenkortet er såvel resultaterne som pris/kvalitetsniveauet for ujævne til, at det kan trække over tre stjerner.