Michelin-restauratørens thai-smørrebrød er vellavet, men mangler frækhed

Frokostanmeldelse: Restauratør Henrik Yde, der står bag Kiin Kiin-imperiet, forsøger i sin restaurant i Nyhavn, Sea by Kiin Kiin, at sammenknytte det bedste fra to madkulturer på én tallerken. Det er et smukt, men ikke helt gnidningsfrit ægteskab.

 

Det var med en vis forventning og spænding, vi gik trinene ned og ind ad døren til Sea by Kiin Kiin i Nyhavn. Den smagfuldt indrettede restaurant er ejet af den succesrige restauratør Henrik Yde, der blandt andet står bag de to thailandske Michelin-restauranter Kiin Kiin på Nørrebro og Fra Bua Kiin Kiin i Bangkok, så vi taler om kompetente og erfarne kræfter.

En yderligere årsag til, at spændingbarometeret stod højere end normalt, var stedets nye koncept om at servere kvalitetssmørrebrød med et asiatisk/thailandsk twist. Personligt elsker jeg det thailandske køkken (hvem gør ikke?) og naturligvis smørrebrød (hvilket alle bør gøre). Det store spørgsmål er så, om det er en god idé at forene de to størrelser? Svaret er både og.

»Saltbagt selleri med misomayo, sprødt hvidløg og limeskal. Her viste køkkenet, hvad det var i stand til, når fusionsmotoren først var blevet varm.«


Sea by Kiin Kiin ligger i den mere behagelige og rolige ende af Nyhavns solside. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

Jævnt sprød spætte

Jeg besluttede mig for at springe på hovedet ud i konceptet og bestilte med en let gysen »Rød karrysild med friterede kapers og thaibasilikum«. Det fungerede overraskende godt. Den karakterfulde og samtidig smagsdybe røde karry og den friske chili boksede overraskende godt med den fede danske sild. Særlig den flotte parfumerede smag i den vidunderlige – og efter min mening stærkt undervurderede – thaibasilikum tilførte retten et sjælden raffinement. Et vellykket transnationalt gastronomisk ægteskab!

Lidt mindre vellykket var min ledsagers »fusionsrødspætte«, som ud over at være friteret med luftig pankorasp ikke virkede udpræget asiatisk. Desuden var selve paneringen lidt for fedtet til at kunne kaldes helt vellykket. De tilhørende karrysyltede grøntsager afgav ikke nogen markant smag, og overordnet fremstod serveringen på det jævne.

Stedets pankostegt rødspætte blev aldrig helt forløst og endte et ubestemmeligt sted mellem to kulturer. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

Jeg fik stedets egen øl, den fremragende »Sea by Kiin Kiin«, der var en elegant og læskende øl med fine citrusnoter, voksen bitterhed, og som stadig havde rigelig med krop til at ledsage for eksempel en rød karrysild.

Min gæst fik sig en klassisk japansk Asahi, som med sin fine duft af frugt og humle og lette bitterhed aldrig overrumpler, men heller aldrig skuffer.

Vi var alene i restauranten, men det skal retfærdigvis siges, at en drivvåd, kold februardag heller ikke ligefrem pisker folk ud på gaden og ind i byens frokostrestauranter.

Sea by Kiin Kiin er en underafdeling af Kiin Kiin, som siden 2008 har været nævnt i Michelin-guiden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

På trods af menneskemanglen var der en fin stemning i den smukke restaurant, der om sommeren har en omfattende udendørsservering i den mere rolige – og dermed behagelige – ende af Nyhavns solside ned mod havneløbet.

Det effektive personale servicerede upåklageligt, og der var ingen unødvendig ventetid undervejs. Det er mit indtryk, at man her sagtens både kan eksekvere en hurtig business lunch og en hyggelig frokost med venner eller familie.

Manglende drøn

Næste servering var et meget vellykket indslag fra det veganske køkken. Saltbagt selleri med misomayo, sprødt hvidløg og limeskal. Her viste køkkenet, hvad det var i stand til, når fusionsmotoren først var blevet varm. Et meget velsmagende og samtidig originalt og sofistikeret stykke smørrebrød med lækre teksturer og en formidabel lang eftersmag, som mindede om fedmen i cashewnødder.

Anmeldelsens grønne indslag er dette meget vellykkede stykke smørrebrød med saltbagt selleri med misomayo, sprød hvidløg og limeskal. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

Sidste servering havde jeg høje forventinger til, nemlig en af mine favoritter fra det asiatiske køkken: den mytiske »five spice pork«. I Kiin Kiins fortolking omkalfatret til et stykke smørrebrød med miso-flæskesvær. Desværre manglede der igen lidt mere drøn på smagen. De »fem krydderier« manglede accentuering, og det endte med at smage af en udmærket, men mere ordinær flæskestegsmad.

Den sidste servering opsummerede i øvrigt på udmærket vis, hvorfor »Sea by Kiin Kiin« ikke kommer helt op at ringe. Ikke fordi håndværket overordnet ikke fungerer, men mere fordi man indimellem placerer sig mellem to stole og ikke tør gennemføre sit eget unikke koncept.

Sea by Kiin Kiins lokaler i Nyhavn er smukt og enkelt indrettet uden den sædvanlige Nyhavns-kitsch. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

Mere raison d’être, tak

Sea by Kiin Kiin er dog et flot sted, der ligger vidunderligt, og enkelte af serveringerne var af høj klasse. Desuden er det glædeligt, at det generelle niveau på frokokstrestauranter i Nyhavn er stigende, og at der dermed også er færre turistfælder, Københavns mange gæster kan falde i.

Jeg forstår godt, at restauratøren kan være nervøs for at skræmme potentielle turistkunder væk med en alt for markant asiatiske signatur midt i det hellige klassiske danske smørrebrøds velforvarede grav, men man risikerer så også, at det, man serverer, hverken er fugl eller fisk.

Vi ender på fire stjerner med håbet om, at Sea by Kiin Kiin i fremtiden vælger i endnu mere udpræget grad at stå ved sin egen raison d’être.

Sea by Kiin Kiin
71 Nyhavn Hotel
1051 Kbh. K
Tlf.: 5144 5958