Makkerpar bag kendte restauranter åbner endnu en restaurant i København

Rasmus Oubæk og Jesper Marcussen står allerede bag store succeser i restaurationsbranchen, men nu er der en ny spiller på vej i København.

Genrefoto. Du kan forvente store jomfruhummere på den nye restaurant, der åbner 15. august. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged

De kendte restauranter Pluto, Gorilla, Retour og Barabba kører efter makkerparrets egne ord godt med et dygtigt personale, og tit kan de faktisk føle sig i vejen, fordi det hele kører som smurt.

Så nu starter de forfra med dem selv bag roret, fortæller tidligere michelin-kok Rasmus Oubæk og partner Jesper Marcussen til migogkbh.

»Ja, så må vi åbne vores 'eget' sted. Tilbage til basic. Oubæk i køkkenet og mig på gulvet - ligesom vi engang startede for snart mange år siden,« forklarer Jesper Marcussen til mediet.

Den nye restaurant hedder Maison, og den åbner i midten af august i historiske og fredede bygninger, der tidligere har huseret kendte restauranter som Escoffier, der med Ejler Jørgensen bag roret introducerede det franske køkken til Danmark.

Makkerparret vil gøre, hvad de kan, for at leve op til deres ry og også lokalernes kulinariske historie.

Planen er, at det skal være bistro med 'swung' over den, med klassiske retter og store jomfruhummere på Maison.

»Jeg havde egentlig sagt, at Jagger var min sidste restaurant, men jeg kunne simpelthen ikke sige nej til det her. Maison bliver min sidste restaurant, mit sarkofag,« siger Rasmus Oubæk, der er kokken bag burger-restauranten Jagger.