Madanmeldelse: Københavnsk Vietnam-favorit har tabt smagen og sjælen
Det er januar, bugen er spækket, og pungen tom. Udenfor er det mørkt, koldt og vådt, og man ønsker sig hen, hvor peberet gror. I den slags situationer er asiatisk mad – og ikke mindst den vietnamesiske med alle dens duftende friske krydderier – en hurtig genvej til velsmagende og vitaminrige proteiner – uden at det går for meget ud over livrem eller bankkonto. Så forleden satte jeg kursen mod District Tonkin.