Mad på det frække torv

En friluftsaften på Carlton på det nyrenoverede Halmtorvet byder på masser af liv og udmærket, men dog ikke helt fejlfri café-mad.

Halmtorvet har fået et helt nyt liv, som kollega Levinsen beskrev det på denne plads i sidste uge. Faktisk virker den restaurerede plads og de omgivende caféer og restauranter som en magnet på storby-folket i en sådan grad, at vi fandt det nødvendigt at foretage endnu en ekspedition ind i dette før så ufremkommelige inderste Vesterbro.

Valget faldt på café Carlton, denne aften hvor vejret ikke umiddelbart forekom videre spise-ude-venligt. Men ved hjælp af en af de kosangasfyrede varmelamper, som man efterhånden ser overalt, og en god markise holdt vi den faktisk kørende aftenen igennem. Og det viste sig at være ikke så lidt af en gevinst, for der er vel få steder i byen, som p.t. kan opvise et mere sammensat folkeliv.

Vi taler her om alt fra undergrundsfænomener til chikke brevkasseredaktører over dørmandslignende bodybuildere med medfølgende silikone-bimbos til gamle lokalkendinge fra Mændenes Hjem og Reden. Halmtorvet er med andre ord endnu ikke blevet så uniformt kedeligt som Nørrebro.

Spisekortet på Carlton er relativt nemt at overskue. Der er tre valg i i hver af kategorierne forret, hovedret og dessert til enhedspriserne 75 kr., 155 kr. og 65 kr. hvilket efter dagens priser placerer stedet lige midt i mellemlejet - og lidt under naboen Apropos. Vi besluttede os for begge at køre tre retter efter eget valg, som står i 275 kr.

Før de egentlige forretter fik vi hver en lille appetizer, en roulade af røget laks og mascarpone-ost garneret med en kvist dild og lidt balsamico. Ikke noget videre appetitligt anslag, er jeg nødt til at sige, for laksen var både for salt, for hårdt røget og for ramt trannet i smagen - kombination med balsamico var heller ikke en succes.

Så var jeg mere heldig med min forret, en skive rosastegt tun, drysset med ristet sesam og serveret i en dyb tallerken med noget der var annonceret som pighvarskum. Der var dog ikke meget skum tilbage på saucen, som mest af alt fremstod som en klassisk, flødelegeret suppe. Selv om kvaliteten af rettens enkelte elementer bestemt var i orden, var det dog alligevel, som om jeg savnede lidt nerve eller kant i serveringen - det kunne f.eks. have været lidt syre eller en form for krydring.

I mellemtiden havde min medspiser gang i en noget besynderlig foie gras-servering. Besynderlig fordi den kolde skive af en terrine, lagt med æbler, blev serveret på en temmelig varm tallerken og derfor allerede var fuld gang med at smelte, da den nåede bordet. Den smeltende terrine var garneret med en skive ristet brød og og et par syltede gule tomater, som ikke var så syltede igen i smagen, da det kom til stykket.

Hvad drikkelse angår, havde vi længe studeret det lille vinkort, som lidt dovent er bygget af flasker fra udelukkende en leverandør/importør, uden rigtig at kunne finde noget inden for rimelighedens grænse - prisniveauet forekommer at være strammet en tand for meget. Pludselig fik jeg dog øje på en flaske rigtig fuldblods-champagne, en Gosset Brut Excellence til 370 kr., hvilket må siges at være lidt af et røverkøb i restaurationssammenhæng. Så den blev det, og vi fortrød det på ingen måde, for en god fyldig champange er en glimrende allround madvin.

det kom ærlig talt lidt bag på os, at hovedretterne stod på bordet ret kort efter. For en temmelig nyåbnet café-restaurant er det en sjælden grad af effektivitet. Min ledsager fik en bøf af oksemørbrad. Han var ikke blevet spurgt forinden, hvor meget den skulle have, og resultatet var, at den næsten var gennemstegt - hvilket er for meget efter mine begreber.

Men kødet smagte nu alligevel ganske udmærket og den pestoblanding, som var smurt ovenpå, fungerede også fint nok. Min ledsager brokkede sig dog noget over tilbehøret, som bestod af en grøntssagsblanding af små hele gulerødder, grønne asparges og kartofler med skræl - især over gulerødderne, som var rå. Det hele var forsøgt bundet sammen med sauce lavet på fløde og krydret, frisk chorizo-pølse - frisk chorizo smager skønt, men har efter min mening ikke så godt af at tage bad i fløde, og det var som om rettens forskellige elementer ikke helt havde lyst til at spille sammen denne aften.

Set i lyset af det café-gastronomiske univers (pesto, chorizo, chili, balsamico etc.) vi hidtil havde bevæget os i, var min hovedret forbavsende traditionel: en stor hel rødtunge var paneret i kraftigt rugmel, stegt på panden i rigeligt smør og garneret med nye danske kartofler vendt i persille. Meget dansk og sommerligt, med smagen af brunet smør og persille, havde det ikke lige været for den lille skål med mild tomat/chili-chutney, som fulgte ved siden. Lige meget hvordan jeg end forsøgte, kunne jeg ikke få denne kompot til at harmonere med den ellers så dejlige, saftige danske fisk. Men man kan jo også bare vælge at gå uden om chutney'en, det var i hvert fald, hvad jeg valgte at gøre.

hvor vi havde rost den unge mandlige tjeners effektivitet hidtil, opstod der pludselig flaskehalsproblemer ved afviklingen af desserterne. Personalet gav os en søforklaring om, at et andet bord havde bestilt nøjagtigt det samme (ost og chokoladekage), hvorefter kokken havde besluttet kun at lave én gang ost og kage - det må siges at være klar kokke-logik. Hvorom alting er, så blev vi efterfølgende tilbudt en gang kaffe på huset, og satte os til at vente på vore sidste retter.

De de ankom viste det sig, at køkkenet endnu havde lavet det varme tallerken-trick: Min ledsager fik nemlig en anretning med fire oste som lå og svedte på en glohed tallerken - ikke just en optimal servering. Men ostene - bleu, morbier, ged og ko - som blev serveret med oliven - smagte efter sigende udmærket.

Min chokoladekage var af den massive slags, som man opnår ved at bage en masse af æg og chokolade - ikke videre elegant, men ganske effektivt. Kagen blev serveret med en krokant-is - det vi danske kalder nougat-is - og lidt marinerede jordbær. Det hele på niveau med, hvad man vil forvente sig af en dessert på en cafe-restaurant.

Så var vi nået til den fri kaffe - vi bestilte en lille stempelkande, og efter en rum tid ankom en serveringspige med kanden og kun én kop. Da vi sendte hende tilbage efter endnu en kop, bad vi om med det samme at få en ekstra lille stempelkande - men den ankom aldrig. Set i relation til aftenens store regnskab, tæller det dog ikke for alvor ned: På en café kan man nu engang ikke forvente sig det samme professionelle betjeningsniveau som på en rigtig restaurant.

Trods en del skønhedsfejl præsterer Carlton et pænt og relativt pålideligt café-køkken til priser, som uden at være superfordelagtige dog er inden for rimelighedens grænser - med andre ord nok til tre stjerner.