Kiin Kiin slår dørene op til Københavns mindste restaurant

En middag på den nye seafood restaurant Kiin Kiin 71 er en eksklusiv oplevelse, hvor der kun er plads til seks gæster per aften i løbet af de fire ugedage, som restauranten er åben.

Foto: PR

På Kiin Kiin 71 kan man bogstavelig talt smage alt godt fra havet. På restaurantens hjemmeside står der, at de kræver to timer og tre kvarter af ens tid. De knap tre timer byder på fisk og skaldyr i alle afskygninger.

Det er sidste skud på stammen i en lang række af Michelin-kokken Henrik Ydes restauranter i København. Han forklarer, at deres nye koncept er inspireret af små restauranter i Tokyo, hvor gæsterne ofte sidder helt oppe foran kokken.

»Vi har fået fat i de to superkokke Takashi og Sherwin. Vi ville gerne helt ned i størrelse, som man ser mange steder i Tokyo. Der spiser man i baren i meget små restauranter,« siger Henrik Yde.

Et måltid på Københavns mindste restaurant er en gourmetoplevelse inddelt i fire akter.

»Vi har bygget det op lidt ligesom et teater med forskellige akter. Vi inviterer gæsterne ind og smage mange forskellige ting, men alt skal selvfølgelig passe sammen, derfor har vi lavet et koncept, hvor hver akt foregår et nyt sted i restauranten,« siger Michelin-kok og indehaver, Henrik Yde.

Første del foregår i restaurantens bar og består af en røget og saltet menu med otte serveringer.

Andel del foregår i restaurantens østersbar, hvor man i løbet af otte små serveringer kan smage et udvalg af forskellige østers.

Tredje del er en intim spiseoplevelse, hvor man sidder helt oppe foran restaurantens to japanske kokke. Her får man elleve serveringer blandt andet bestående af flere slags fisk, krabbe og sushi. Efter maden serveres der to isdesserter, hvorefter turen går over i loungen, hvor måltidets fjerde akt foregår.

Her kan man få kaffe og te samt otte serveringer til at runde aftenen af. Henrik Yde vil gerne være sikker på, at det sidste, folk oplever i restauranten, er noget lækkert, som de vil huske. Derfor består de sidste serveringer af blandt andet østers og søstjerner udformet i chokolade.