Illums italienske madmekka lukker efter blot et år

Eataly skulle være Illums våben i kampen om Københavns kulinariske gastro-nørder, men nu lukker den store satsning.

Eataly åbnede 17. november i kælderen af Illum i København. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ólafur Steinar Gestsson

Det var med store forventninger, at det italienske madmarked Eataly, der har haft stor succes i flere lande, i november 2016 åbnede i Illums underetage

Men blot et år og tre måneder efter, at Illum kunne slå dørene op for det 2.000 kvm store slaraffenland for fans af italienske specialiteter, lukker og slukker de.

»Ja, jeg kan bekræfte, at Eataly lukker til april,« siger Illums administrerende direktør Jeanette Aaen, der samtidig fortæller, at stormagasinet har fundet en erstatning for Eataly til underetagen.

Se også billederne: Her er Eataly i Illum

»Men det melder vi ud i en pressemeddelelse til den samlede presse«, siger direktøren, der heller ikke vil udtale sig om, hvorfor Eataly efter blot et år må lukke. Til spørgsmålet om, om det er Illum eller Eataly, der har afbrudt samarbejdet, svarer hun.

»Det er noget, vi er blevet enige om«, siger Aaen.

Ifølge Berlingskes oplysninger skyldes lukningen, at Eataly har svært ved at betale de høje udgifter til huslejen i Illum på Strøget.

»Det har jeg ingen kommentarer til«, siger direktøren.

Læs også: Her skal man spise italiensk i København - hvis man skal tro italienerne selv

»Verdens bedste koncept«

Illum er nærmest blevet en del af Italien, efter italienske La Rinascente købte Illum i 2013 af den tidligere ejer Solstra Capital Partners. Den nye ejer satte efter overtagelsen gang i et omfattende renoveringsarbejde for op mod en halv milliard kroner. Illum skulle nu være mere luksuriøs og dyre italienske mærker som Prada fik huse i stormagasinet.

Eataly blev etableret i den italienske by Torino i 2007. Samlet har koncernen siden åbnet 30 butikker i syv lande - og har bl.a. store forretninger i millionbyer som New York, Tokyo og Sao Paulo. København er det første Eataly-projekt i Skandinavien.

Og her havde Illum store forhåbninger til den nye satsning.

»Jeg tænkte med det samme: 'det her MÅ vi have til Danmark på en eller anden måde'. Jeg var fuldkommen blæst bagover, for i mit hoved er Eataly verdens bedste koncept«, har Jeanette Aaen tidligere udtalt om det første møde med Eataly.

Også Eatalys CEO Luca Baffigo var begejstret for at åbne koceptet i »en af en af Europas gastronomiske frontløbere«

»Det er første gang, vi introducerer vores koncept spis, shop og lær i Danmark. I overensstemmelse med Eataly’s filosofi vil gæsterne kunne spise traditionelle italienske retter, shoppe fra et rigt udvalg af italienske specialiteter og lære i vores skole, som tilbyder undervisning og aktiviteter for alle aldre og lommer. Vi kan slet ikke vente med at bringe vores koncept tættere på danskerne, som vi ved allerede er forelsket i italiensk mad«, udtalte han.

Læs også: Guide: 32 restauranter i tre prisklasser

Coop er medejer

Madmekkaet drives i Illum i samarbejde med supermarkedskoncernen Coop, der tidligere havde en Irma i underetagen, og som nu ifølge CVR-registret har en ejerandel på 20-24,99 pct. af Eataly Danmark. Her var koncerndirektør Jens Visholm i Coop Danmark i 2016 meget tilfreds med, at Eataly havde valgt den danske dagligvarekoncern som partner.

»Vi koncentrerer os på alle måder om at få projektet i Illum på plads. Men der kan da på sigt måske blive plads til yderligere en udgave af Eataly i Danmark,« udtalte Jens Visholm til Finans.

Berlingske forsøger at få en kommentar fra Eataly og Coop.