Ikke altid sushi

Banzai på Vesterbro serverer japansk mad udover det sædvanlige. Det er priserne også - de er nemlig usædvanligt lave.

byfornyet er ikke ordet. Skydebanegade på Vesterbro, midt mellem de engang så beskidte Istedgade og Sønder Boulevard, må med sine renskurede, dyrt udseende facader og stille rene fortove kunne give enhver sand slumromantiker angstanfald på stedet.

Oven i købet ligger der nu midt i gaden en japansk restaurant. Også her er afstanden til - eksempelvis - bydelens ældre, alt andet end prætentiøse kina-griller lige så stor som den geografiske afstand mellem de to ophavslande.

Så hvad drengene henne om hjørnet og de rigtig hårde folk nede på Spunk Bar vil sige til den stilfulde stensætning med grønne planter og harmonisk rislende vand, der er placeret i midten af den lillebitte restaurant Banzai, skal være usagt. Men i al sin diskretion og harmoni er stemningen gennemført i det overskuelige lokale med blot ca. 20 siddepladser, helt ned i den yderst stilfærdige strengemusik i højttalerne og den lydløse sumo-brydning på TV-skærmen.

Det interessante ved stedet er imidlertid nok så meget, at det er langt fra at være endnu en sushi-bar. Der serveres godt nok sushi, men det er udenfor den trykte - eller rettere sagt udprintede, håndskrevne - menu, og åbenbart ikke mere end at udbuddet som tilfældet var denne aften sagtens kan slippe op omkring kl. 19.

Så vi holdt os til det regulære udbud, der ifølge menukortet er baseret på maden fra ejerens hjemegn Nagoya. Den enlige tjener var dog pæredansk, og viste sig i besiddelse af en afslappet omhyggelighed, et overblik og en sans for både uanstrengt og pædagogisk at forklare om maden, og hvordan den traditionelt spises, som mange meget større steder sagtens kunne lære af.

der optræder et par enkelte større hovedretter som stegt laks og sukiyaki, altså lynstegt strimlet oksekød med grøntsager. Langt den største del af udvalget falder imidlertid i to kategorier.

Det vil sige dels gyoza, som er en ravioli-lignende blanding af kød eller fisk med grøntsager, indsvøbt i dej og derefter såvel dampet som stegt. Dels koloke, som ligeledes er forskellige variationer af kød eller fisk med grøntsager, men her rullet i rasp og stegt, så det set med vestlige øjne mest af alt kan ligne en slags japansk falaffel.

I begge tilfælde indgår et antal af de små konstruktioner i en større sammenhæng med såvel ris som to små sidegarniturer, med frit valg blandt et udvalg på cirka syv. Det hele til en så selvudslettende fællespris som 88 kr. - eller 78 kr. som takeaway, hvad så godt som hele menukortet fås som.

Dog ikke, af indlysende grunde, den miso-suppe, som vi havde tænkt os at lægge ud med efter et lovende indledende bekendtskab med et par glas sake-vin med blommesmag (20 kr.). Det endte dog med, at samtlige bestilte retter ankom samtidig - angiveligt på grund af en misforståelse i køkkenet, men på den anden side så meget desto mere på traditionel asiatisk vis.

Suppen var i små træskåle, til at blive drukket af som en kop. Temperaturen var perfekt varm uden at være gloende, og den afbalancerede suppe fint garneret med små svampe og fintsnittede forårsløg (25 kr.).

Vi tankede op med nok et par velsmagende, omend efter min smag lovlig iskolde Kirin-lagerøl (30 kr.), og gik så videre til den parade af småting, der samtidig med suppen var landet på bordet. Da vi var to personer, der til de respektive retter hver skulle vælge to slags tilbehør, havde vi nemlig også lavet det hurtige regnestykke, at vi lige så godt kunne supplere op til alle de seks slags, der denne aften var for hånden.

hovedingredienserne var glimrende i sig selv. Medspiseren havde valgt gyoza med fisk, og de ti små eksemplarer viste sig under den sprøde dej at gemme på en fint afstemt og ikke mindst fint krydret blanding af finthakkede ingredienser - og hvis det ikke smagte specielt meget af fisk, smagte det til gengæld af så meget andet.

Selv havde jeg valgt koloke med oksekød. Dem får man til forskel fra gyozaerne kun tre eksemplarer af, og det er rigeligt - for ligesom deres mellemøstlige halvfætter falaflen viste det sig at være en særdeles tæt og mættende ting, men i øvrigt lige så delikat og afrundet i smagen som gyozaerne.

Vores interesse samlede sig dog nok så meget om tilbehørene, til så lidt som 15 kr. stykket. De viste sig nemlig i al deres tilsyneladende enkelhed at være knivskarpe, små anretninger, hver for sig karakteristisk i både udseende, farve, smag og konsistens, så som svampe i ingefærlage, dampet spinat med sesam, okra med tørret fisk, eller strimler af japansk græskar.

To isanretninger har sneget sig ind på menukortet, dels én med jordbær, dels én med grøn japansk the. Vi tog én af hver, og de viste sig begge at komme i helt rigtig temperatur og konsistens, hverken for frossen eller for smattet - og hvor jordbærisen kunne tjene som forbillede for meget af hvad, der rundt i byen ellers serveres under det navn, viste det sig for the-isens vedkommende, at den traditionsrige drik altså også kan bruges til det formål.

Vi nåede derudover en enkelt kop regulær grøn the til at runde af på. Til 15 kr. bragte det alt inklusive måltidet op på at have kostet 491 kr., og det vil uden nogen anstrengelser kunne gøres for under det halve.

For noget der nok er traditionelt anlagt og udadtil uprætentiøst, men tillige gennemført og kvalitetbevidst ud i - oplevede vi det som - den mindste detalje, trækker det som en selvfølge i vores reviderede stjernesystem her på siden fire store af slagsen hjem. Der er åbent fra torsdag til mandag kl. 17-21.30, fredag og lørdag dog allerede fra kl. 12.