Hun gør stadig fede tider bedre

60 år 23. november. Lektor, madskribent, ph.d. og forfatter, Helle Brønnum Carlsen, har en passion for børn, mad og rejser. Mange kender hende som kompetent madanmelder.

22NAV Helle Brønnum Carlsen
Helle Brønnum Carlsens tilgang til kogekunsten har altid været uhøjtidelig. Det vil sige, at det skal være sundt, men først og fremmest med smag og ordentlige råvarer. Privatfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: RitzauScanpix

Helle Brønnum Carlsens navn bringer smil frem på manges læber. Det ses i forbindelse med en højst uvidenskabelig rundspørge blandt modne kvinder på fødselarens egen alder, som ovennævnte signatur har foretaget i anledning af dette portræt. Flere husker nemlig med fryd Brønnums første, nærmest ikoniske, kogebog fra 1990: »Gør fede tider bedre – en kogebog for folk, der elsker rødvin og flødesovs, men som gerne vil spise sundt«. Her var pludselig en kogebog, der kunne læses som et essay om mad og madkultur.

Og vi laver stadig kaviarranden på side 12 eller chokotrøffeltærten på side 114. Opfølgeren – »Mysteriet om det tomme køleskab«, som vi fik af vores mor, fordi vi ikke var gode til at planlægge indkøb – står stadig på hylden, hvorfra opskriften på løgquiche med friske æg hentes frem.

Kontinuitet i skolegangen

Siden dengang har madskribenten, som fylder 60 år 23. november, spyttet mange andre kogebøger ud. Sammen med sin voksne datter, gastro-fysiker Louise Beck Brønnum, udgav hun tidligere på året titlen »Sæson« med budskabet om, at sæsonbetonet mad er bedst for smag og pengepung.

Brønnum Carlsens tilgang til kogekunsten er uhøjtidelig. Det vil sige, det skal være sundt, men først og fremmest med masser af smag og ordentlige råvarer.

Fødselaren siges at eje en særlig evne til at få døgnets timer til at fordobles. Med en læreruddannelse, en magisterkonferens i litteratur, en kandidatgrad i madkundskab og en ph.d. i mad og æstetik har hendes liv været centreret om det, hun er allermest optaget af: Undervisning, børns læring og dannelse samt gastronomisk udvikling og bæredygtighed. Og ikke mindst at give faget madkundskab en ordentlig status i den danske folkeskole.

Helle Brønnum Carlsen er på 36. år (!) lærer på N. Zahles Seminarieskole, hvor hun som en højt priset klasselærer for 8. y praktiserer den for hende så vigtige ubrudte enhedsskole. Hun tror nemlig på kontinuitet i elevernes skolegang og værdsætter at følge en klasse fra 1. til 9. klassetrin.

Udover lærergerningen i grundskolen er Brønnum Carlsen lektor på læreruddannelsen på Københavns Professionshøjskole (tidligere N. Zahles Seminarium), medlem af bestyrelsen for Københavns Madhus og konsulent i Undervisningsministeriet – for blot at nævne nogle af hendes talrige aktiviteter.

Mange husker hende som madanmelder gennem tiden ved Politiken og Jyllands-Posten og som madskribent hos Information. Siden 2016 har hun været madkritiker ved Weekendavisen og madkommentator på DRs P1.

Livretter

Hvad er Helle Brønnum Carlsens livret? Her byder hun ind med følgende: Jomfruhummere ad libitum – fra Læsø, forstås, hvor hver eneste sommer tilbringes – eller risotto med svampe. Og så elsker hun danske æbler.

De nærmeste 88 venner var forleden inviteret til at fejre det engagerede og dynamiske menneske. Med live band og dans – OG med kok udefra, for dét har erfaringen lært den nu 60-årige Brønnum Carlsen!

Selve fødselsdagen tilbringer den stærkt berejste kvinde i Rom med de to voksne børn og svigersøn. De samme børn, for hvem det de sidste fire år er lykkedes at få mor med på Roskilde Festival. Det er stadig fede tider.