Har lukket to restauranter i København: Nu er Mikkeller klar med to nye satsninger i Asien

I næste uge åbner Mikkeller to nye barer i Asien – den ene i Shanghai, hvor mikrobryg er blevet populært. Det sker, kort tid efter at bryggeriet har lukket to københavnerrestauranter på grund af coronakrisen.

Iværksætter og ølentusiast ­Mikkel Borg Bjergsø åbner nye barer i Shanghai og Tolyo. De har været planlagt i et stykke tid, men åbningen har været udskudt på grund af coronavirussen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen

Det er ikke længe siden, at Mikkeller måtte dreje nøglen om på to af sine restauranter i København, henholdsvis Hyggestund og Øl & Brød i Viktoriagade. Kort tid efter blev baren i San Francisco sat til salg.

Nu er der imidlertid nyheder på vej fra det danske bryggeri, som har barer og restauranter i 18 lande. Denne gang er der tale om to nye barer i Østasien, henholdsvis Mikkeller Shanghai og Mikkeller Kanda – sidstnævnte i Tokyo.

De var begge planlagt til at åbne dette forår, men blev udsat på grund af coronakrisen.

»Det er steder, vi har arbejdet på rimelig længe. Alle de udfordringer, vi har fået på grund af corona, og det, at vi har lukket nogle steder, betyder ikke, at vi kan lade være med at se fremad. Vi har stadig en forretning, vi skal drive, og vi skal vækste,« siger Mikkel Borg Bjergsø, administrerende direktør og grundlægger af Mikkeller, og uddyber:

»De steder, vi har lukket, valgte vi at lukke, fordi de konceptmæssigt og størrelsesmæssigt ikke kunne klare den situation, vi står i nu. Sådan en ølbar i eksempelvis Shanghai er en anden måde at drive forretning på. Der er ikke de samme reguleringer, så vi har tiltro til, at det nok skal gå godt.«

Mikkel Borg Bjergsø, administrerende direktør for og grundlægger af Mikkeller

»Nogle vil måske mene, at det er forkert at lave forretning i Kina lige nu. Men det er jo ikke Kinas skyld, at den her situationen er opstået.«


»Speciel timing«

Mikkeller Bar Shanghai er Mikkellers første bar i Kina og ligger i Jing’an, som er et af de centrale distrikter med mange barer og restauranter. Området er desuden ved at udvikle sig til en populær øldestination med barer som Shanghai Brew House og Guinness Gatehouse, men det er stadig de store ølmærker, der dominerer, selv om flere lokale bryggerier begynder at skyde op.

»Kina er et interessant land for os – i forhold til mikrobryg er de langt bag efter os, så vi tænker, at det er et marked, vi kan vækste i,« siger Mikkel Borg Bjergsø, som gjorde sig visse overvejelser i forhold til at åbne bar i Kina lige nu.

»Timingen er jo lidt speciel, da Kina har været rimelig meget på verdenskortet det sidste stykke tid. Nogle vil måske mene, at det er forkert at lave forretning i Kina lige nu. Men det er jo ikke Kinas skyld, at den her situationen er opstået,« siger han med henvisning til coronapandemien.

Mikkeller satser på ølmarkedet i Shanghai, hvor mikrobryg stadig er relativt nyt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mikkeller.

Mikkeller Kanda bliver til gengæld Mikkellers anden bar i Tokyo. Her ejer bryggeriet allerede Mikkeller Bar Tokyo, som åbnede for tre år siden og ligger i området Shibuya. Den nye bar kommer ifølge bryggeriet til at ligge i et lille hemmeligt hjørne af området Kanda og bliver kombineret med en burgerbar.

»Vores bar i Tokyo går rigtig godt. Det er desuden min favoritby i hele verden, ligesom Japan er mit yndlingsland i hele verden,« siger Mikkel Borg Bjergsø.

»Så jo mere, jeg kan lave der, jo bedre.«

De to barer åbner begge i næste uge.