Guide: Her kan du spise i Kødbyen

Hvor skal man spise i Kødbyen? Her er et overblik over restauranter i Kødbyen i København.

Foto: Torben Christensen, Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Gorilla

Gorilla er stort åbent lokale med plads til 200. Uhøjtidelig stemning med åben bar, hvor de mange små snacks anrettes - gammelt slagterlokale med hvide fliser på væggene Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen.

Gorilla er de gastronomiske iværksættere, Rasmus Oubæk og Jesper Marcussens, legeplads. Her er plads til 220 gæster, og menukortet er et legesygt et af slagsen med fokus på middelhavskøkkenet og masser af deleretter for pengepunge i alle størrelser. Meget ala deres kæmpesucces Pluto. Her er masser snacks med priser fra 25 kr., og det er svært at sætte en dækkende kategori på retterne, der spænder fra både hummer over gyoza og falafel til bananlagkage. Fællestrækket er blot, at det skal smage, så gorillaerne synger. Gorilla har også en menu til kr. 375 kr. for 10 delevenlige serveringer eller 15 for 450 kr.

Mother

Foto: Linda Kastrup.

Tre fyre, som har lidenskaben for italiensk mad og en baggrund i restaurationsbranchen til fælles, står bag det travle, italienske spisested Mother, der serverer gourmetpizzaer bagt på surdej i brændefyret ovn - både til frokost og aften. Mother summer som regel af liv, både inde i restauranten og ude på fortovsserveringen, hvor de har masser af borde og bænke. Læs her hvorfor pizzeriaet hedder Mother.

Hija de Sanchez Kødbyen Taqueria

Kødbyen har fået en lillebror til Hija de Sanchez i Torvehallerne, som har fået international genklang. Hija de Sanchez åbnede først i Torvehallerne og blev så stort et hit - også internationalt - at hun blev nødt til at udvide. Det skete så i Kødbyen, så også de kunne nyde Rosio Sanchez' mexicanske frembringelser. Menukortet har nogle få faste favoritter men skifter også løbende enkelte retter ud. Som udgangspunkt er her tre forskellige tacos at vælge imellem til 40 kr. stykket eller alle tre for 100 kr., hvilket efter en testsmagning ligner en ren foræring.

Kødbyens Fiskebar

Kødbyens Fiskebar er det mest toptrendy sted, og lige efter åbningen var det umuligt at sparke sig ind til raw-baren for bysmarte fra den kreative klasse, der elsker fisk og gode hvidvine og synes, at det er sejere at sidde på en hård bænk med udsigt til Kødbyens kølebiler end i en velpolstret stol med en stivet stofserviet i skødet.

Maden er smagfuld og skarp, smilene er store, fisken frisk og vinkortet kan tilfredsstille selv forvænte ganer. Indretningen er som de fleste steder i Kødbyen domineret af hvide klinker fra en svunden tid.


Kul

I slutningen af 2013 fik Kødbyen en ny restaurant med et multinationalt køkken og plads til over 100 gæster.

Kul hedder den og ligger i Høkerboderne 16B-20, og de griller, meget naturligt, en hel del. Kokkene bag foretagendet hedder Henrik Jyrk og Christian Mortensen og de har taget restaurantscenen med storm.

Den kulinariske inspiration kommer hovedsageligt fra Californien, dog uden at følge nogen bestemte regler, så hvis de bedste ingredienser kommer fra østkysten eller Japan, jamen, så er det dem, de bruger.

Menukortet har 10-15 retter i forretsstørrelse og ligger i prislejet 75-150 kroner pr. ret.

Fleisch

Fleisch er både en slagter med stolte fagfolk i arbejde, men også en restaurant og bar. Det betyder, at man hos Fleisch spiser middag og drikker cocktails inde i en slagterbutik mellem kvæg, der krogmodner, og arbejdende slagtere, der går rundt og skærer løs med deres knive og økser. På menukortet spiller kødet - ikke overraskende - hovedrollen, og udover gedigne bøffer kan man finde en bred vifte af økologiske udskæringer og kvalitetskød fra leverandører som Hindsholm Grisen og Vibygaard Lam. Tilbehøret varierer efter sæsonen. Priserne starter ved 85 kr. for en ret, og Fleisch anbefaler 3-4 salte retter pr. person i delevenlig stil. Her er både terrin, tatar, croquettes, andehjerter og andre slagter-favoritter, men køkkenet er udogmatisk, og hvis de har lyst til at lave en indisk curry eller spansk tapas, så gør de det.

PatéPaté

PatéPaté ligger i en tidligere leverpostejfabrik – deraf navnet - og ejes af vinbar-specialisten Kenn Husted, som blandt andet også står bag københavnerklassikere som Bibendum, Props, Panzon og Falernum. Du finder PatéPaté på venstre hjørne, når du svinger ind i Den Hvide Kødby fra Halmtorvet, og på varme dage kan du nå et glas i solen på de Berlin-agtige bænke udenfor. Indenfor byder køkkenet på morgen-, middags- og aftensmad inspireret af det fransk, spansk, marokkanske køkken. Og der er selvfølgelig et væld af vine at vælge imellem.

Spargo's Meatpacker

Spargo's Meatpacker er en kombination af både restaurant og bar og har dybe rødder i den amerikanske New Yorker tradition. Søren er selv skudt af en gal amerikaner og elsker alt US-style, så fornyelsen er logisk - og de har taget afsæt i ikoniske spisesteder som Carmine's og Katz's Delicatessen (der hvor Meg Ryan fakede en orgasme i Da Harry mødte Sally). Ånden fra Nose2Tail med bæredygtigt kød, der har haft det godt er ført videre på Spargo's. Maden er til gengæld drejet mere over på den italiensk-amerikanske kombination med snacks, pasta der fås i adskellige variationer og store sandwiches - og det er store portioner der også kan serveres family-style, så bordet sidder og deler.

Læs mere om Nose2Tail her.

Warpigs Brewpub

De gale bryggere fra Mikkellers kæmpe brewpub i Kødbyen. Her går de amok med ét ton kød om dagen, røg i lange baner og medlemskaber med stramt militærhierarki. Kort fortalt skal I gå herind, hvis I vil nyde hjemmebrygget øl og spise røget kød. Det er sådan et sted med gang i den med masser af svin og masser af bajere. Restauranten har fokus på afslapning, og her er ikke servering ved bordene. Oppe ved en disk vælger man sit kød, som nogen så skærer ud. Så vælger man 'sides', altså chilli beans, mac 'n' cheese og lignende, som kommer i flamingoskåle, op på en metalbakke, betal og med nogle store fadøl i hånden ned til langbordene.

Magasasa Dim Sum & Cocktails

Her er Kødbyen-råt-og-rustikt med de karakteristiske hvide fliser og synlige rør i loftet, og det look går godt til Dim Sum & Cocktails' enkle træborde, stringente sort/røde stil uden så mange dikkedarer. Man svinger ind forbi det kinesiske slagtehus, fordi man er snacksulten eller tørstig, og bliver hængende til man triller mæt, snalret og glad ud igen. Menukortet er koncentreret omkring dim sum, som bedst forklaret er små bite-size hapsere af forskelligt fyld i en tynd dej - enten dampet, stegt eller begge dele. Men for at glæde de kinesiske stamkunder breder køkkenet sig også ud i mere unikke retter, som man lige skal have tjeneren til at uddybe, hvis man er rookie i kina-mad. Priserne er meget overkommelige, og man kan hurtigt komme godt rundt på kortet med retter til 30 kr. - og så er her en god cocktailbar.

Tommi's Burger Joint

Tommi har udkonkurreret både McDonalds og Burger King på Island, så han har fat i den lange ende. Juni 2014 åbnede han så Tommi's Burger Joint i Kødbyen.

Menuen er til at forstå. Burger, fritter og shakes. Bollerne er de bløde, fluffy typer, og kødet ikke for de fedtforskrækkede for at få den saftigste yumminess. En plain burger står i 69 kr.

Stilen er amerikansk kitschy/trashy stil med ET-plakat, lyskæde plus diskokugle i loftet og menukort skrevet på udklippede papskilte.

Chicky Grill

På Halmtorvet ved indgangen til Den hvide Kødby ligger en af Vesterbros sidste autentiske bastioner Chicky Grill, hvor du kan spise aftensmad til en under halvdelen af prisen, som den shabby-chic'e vinbar PatéPaté overfor tager. Chicky Grill har ligget på Halmtorvet siden 1978. Vesterbroeren Torben Steno beskriver den således: »Chicky Grill på Halmtorvet er (i modsætning til resten af Kødbyen, red.), helt ægte med stegt flæsk og persillesovs til en 50’er, professionelle alkoholikere, jyske håndværkere, der diskuterer politik, og polske ludere, der bruger stedet som kantine i regnvejr. Her er nappa-sæderne så slidte, at skumgummien smuldrer ud af dem, når man rører ved dem«.

WeDoFood

Med en enkelt filosofi om mad lavet fra bunden og masser af faglig stolthed, er WeDoFood hurtigt blevet en københavnsk takeaway-favorit. På spisesiden ligger fokus på blandede salater efter kundens ønsker, og salaterne kan fås både med og uden kød eller fisk. Har man ikke helt forsaget kulhydraterne, er det også muligt at bestille friskbagt brød på siden af salaten eller en lækker romkugle som afslutning på måltidet. WeDoFood i Kødbyen har desuden plads til spisende gæster i det store vinduesparti eller ude på fortovet i de lune måneder.

BollyFood

BollyFood i Kødbyen laver autentisk, hjemmelavet indisk mad. Bollyfood startede som en take-away biks, men har udvidet med borde, stole og en hyggelig udeservering, hvor man på industripaller overplastret med farverige plaider kan nyde sin mad.

Man bestiller en såkaldt Tiffin Box, der også er navnet på de traditionelle 'madkasser', som hver dag bliver omdelt i milliontal i Indien.  Med i Tiffin Boxen følger også stegte ris, naan brød, chaat (salad) og to små dressinger og en lille dessert, og en vegetarisk udgave står i omkring 119 kr., mens en kødudgave koster 129 kr. Man kan også få en street-box til 49 kr.

Mangal

På Mangal får det tyrkiske køkken en ordentlig overhaling og ligger sig i en liga og detaljegrad, vi normalt ikke får fornøjelsen af. Det gør de med en tasting menu til 345 kr. hvor man kommer hele kortet rundt og blandt andet skal forbi en omgang meze (den tyrkiske udgave af tapas med små hapseretter) med hummus, auberginer, spinat og ezme (tomat-dip). Hovedretten kan være mørbrad med friturestegte zucchini og rødbede-sauce, inden den søde afdeling rammer bordet. Mangal betyder for øvrigt 'at grille' på tyrkisk, så man støder selvfølgelig også på en del grill i maden. Og jo, bare rolig, de har også deres udgave af kebab på kortet - godt nok dekonstrueret.

Spisehuset Kødbyen

Kødbyen består faktisk af tre små 'byer'. Den hvide, den blå og så den grå Kødby. Den grå er forvirrende nok også kendt som den grønne, og her i de lange, lave bygninger lå de gamle slagtestalde. Bag blyindfattede vinduer i den ægte rustikke Kødbyen-stil er det hyggelige lokale indrettet med vintage træmøbler, masser af stearinlys og et stort åbent køkken. Herfra sender kokkene dagens fire retter plus snacks og ost ud til gæsterne til en samlet pris på 335 kr. Der bliver brugt små leverandører og derfor kan menuen skifte fra dag til dag, men holder sig i den nordiske og landlige boldgade, hvor der ikke er langt fra jord til bord, og kokkene er da også tit ude for at samle urter i naturen, som kommer på tallerkenen samme aften. På trods af de sympatiske priser, er der gjort en dyd ud af at anrette de fleste serveringer flot.

BOB - BioMio Organic Bistro

Bag panoramavinduerne i Halmtorvets legendariske Boschbygning ligger Danmarks største økologiske spisehus; Vesterbros 'folkekøkken' BOB - BioMio Organic Bistro - tidligere bare kendt som BioMio. Her sidder gæsterne side om side på højstole ved langborde, stemningen er afslappet og maden i den sundeste ende af kalorieskalaen. BioMio satser nemlig på grøntsager, økologi og gode vitaminer - uden at være fanatiske. For selv om spisehuset gør en dyd ud af at servere grøntsager på alskens måder, så ér der også plads til masser af kød på menukortet. Og også plads til syndige desserter.

El Barrio

El Barrio er Bakkens burger-restaurant i Kødbyen. Her serveres eksotiske burgere, så man kan få stilles sin bøf-i-bolle craving, mens ens smagsløg surfer verden rundt. Her er blandt andet en med entrecóte, karameliserede løg og gouda. Eller måske en veggie med quinoa, linser og svampe. Man kan enten hente maden som take-away eller nyde den i festlige omgivelser - som i samme ombæring har fået et designmæssigt løft, så de passer til det nye koncept.

Noho

Natklubben og cocktailbaren Noho i Kødbyen udvider konceptet. Nu står den ikke længere kun på dans og drinks, nu kan man også spise der, da der udviddes med en restaurant. Der er tjek på design og stil på Noho, der til dagligt fungerer som kontorfællesskab for en lang række forskellige mennesker, men som aftenen falder på udvikler sig til en natklub med dj-rytmer, dans og drinks. Og nu udvikler Noho sig også til en restaurant med morgenmad, frokost og aftensmad. Man har tidligere kunne købe morgenbrød og snacks i baren, men nu udvider Noho altså markant med et stort industrikøkken og dermed en helt ny restaurantoplevelse.