Guide: De 5 fantastiske fastelavnsboller

Hvis du frygter smør, sukker og kulhydrater, så kig væk.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Lagkagehuset: Fastelavnsboller i flødens tegn

Foto: Jan Jørgensen.

Creme, hindbær, jordbær, rabarber og blåbær. Hos Lagkagehuset er der som altid en masse smagskombinationer på spil - også i den populære og flødefyldte fastelavnsbolle. For 30 kroner kan du selv prøve én af bageriets fem "flødeboller", der bl.a. blander en frisk hindbærcreme med en Sarah Bernhardt-kage, samt blåbærcreme med nougatmousse.

Hvis man ikke er til det store flødekageræs, kan du også kaste dig ud i én af de fem andre fastelavnsboller, som Lagkagehuset tilbyder. Det knap 24 år gamle bageri serverer en almindelig fastelavnsbolle med hindbær, æble, abrikos eller almindelig creme i midten for kun 19 kroner stykket. Til samme pris kan du også prøve den ’gamle’ fastelavnsbolle med rosiner.

Kan du bedre lide fastelavnsboller, som farmor plejede at lave dem, så findes der også en gammeldags fastelavnsbolle hos Lagkagehuset, der er bagt på en mellemting af wienerdej og bolledej. Bollen kan lyde sund, fordi den indeholder mindre smør end wienerbrødsbollen, men chokoladetæppet og de ristede nødder på bollens top skal nok holde kalorieløbet tæt.

Andersen Bakery: Dansk fastelavnsbolle med japansk præcision

Foto: Else Bjørn.

I hjertet af København ligger det japansk-ejede bageri, Andersen, der kombinerer dansk bagertradition med japansk præcision. Præcision betyder, at bageriet gør en dyd ud at give kunderne en ypperlig smagsoplevelse, og derfor er Andersen et bageri, der ikke hopper over hvor gærdet er lavest. Heller ikke når det gælder fastelavnsbollen.

Hos Andersen findes et bredt sortiment af fastelavnsboller, der kan stille både Batman’er og små prinsessers sult efter tøndeslagningen. Bageriet har tre slags almindelige fastelavnsboller: En med æble, en med hindbær og en med creme (selvfølgelig) til 17 kroner.

Herudover giver bageriet også deres eget bud på en gammeldags fastelavnsbolle med vaniljecreme, som indtil videre er favorit-bollen hos Andersen. Favorit-bollen kan du afprøve for blot 17 kroner både på Bernstorffsgade i centrum af København og på Gammel Kongevej på Frederiksberg. Man skal heller ikke snydes for en med flødeskum, og den kommer i tre varianter med hindbær, nougat og vanilie. De koster 32 kr. pr, stk.

Holms Bageri: Ud med den gammeldages

Der er mange forskellige opfattelser af hvad en rigtig god fastelavnsbolle er. For nogle er det dem med fløde, og for andre er det enten den gammeldags med glasur eller en af dem med syltetøj i midten og wienerdej. Hos Holms Bageri har de helt sløjfet den gammeldags gærbolle og kører udelukkende med flødeversionen og den klassiske af wienerdej. De tunge drenge med fløde fåes i to forskellige udgaver - en med ren flødeskum og en med en lækker og fed vaniliecreme. Den klassiske af wienerdej fåes med crem eller hindbærsyltetøj. Prisen for en flødefætter er 29kr. og en klassisk kan du få for 17 kr.

La Glace: Den klassiske fastelavnsbolle

La Glace Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe.

Konditoriet La Glace har haft til huse i Skoubogade siden 1870, og stedet kan dermed kalde sig for Danmarks ældste konditori. Foruden en fyldig historie, opererer stedet også med fyldige priser, og det er derfor en nødvendighed at have den store tegnebog med, når man aflægger La Glace et visit. Også for fastelavnsbolle-jægeren. Hos La Glace koster en fastelavnsbolle 36 kroner per styk, men til gengæld er smagsoplevelsen spenderbukserne værd. Stedet tilbyder en fastelavnsbolle med flødeskum og solbærsyltetøj, der er drysset med flormelis, samt en fastelavnsbolle med flødecreme og jordbærsyltetøj pyntet med chokoladeglasur. Den almindelige fastelavnsbolle findes i fire smagshjørner – abrikos, æble, hindbær og svesker – for 19 kroner. Og til samme pris kan du også prøve stedets gammeldags fastelavnsbolle med rosiner og vanilje. Sidst, men ikke mindst, har La Glace flottet sig med to slags fastelavnstønder af wienerbrød. Disse er pyntet med fastelavnssymboler som masker og katte i marcipan, og fås både til et lille selskab af 15 børn til 165 kroner, samt til et større selskab af 36 børn til 285 kroner. Det er dog vigtigt (og nødvendigt), at disse bestilles i god tid.

Café Rosa: De økologiske fra Torvehallerne

I Torvehallerne findes vel nok Danmarks mindste bageri, Café Rosa. Stedet er ledet af Maya, der med sine japanske rødder, forener dansk og japansk økologisk tankegang. På trods af sin japanske ejer, kan man finde masser af klassisk bagværk i den lille café. Det er den gammeldags fastelavnsbolle der er i centrum her, og den er fyldt op med den skønneste creme. Man kan både tage sine fastelavnsboller med, eller man kan nyde dem med en kop kaffe eller te og samtidig opleve den summende stemning i Torvehallerne.