Geranium rykker frem på verdensrangliste

Rasmus Kofoeds klasserestaurant tager tre gode skridt fremad.

Foto: Asger Ladefoged
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Rasmus Kofoed og Søren Ledet fortsætter himmelflugten på den prestigefulde liste over verdens bedste restauranter.

Folkene bag top-restauranten Geranium i Fælledparken i København har det med at være ydmyge omkring deres egne bedrifter. I hvert fald en gang i mellem. Således fortalte de sidste år til AOK, at man ville være glade for at beholde pladsen som nummer 49 på den uofficielle verdensrangliste for toprestauranter.

Dengang, i 2013, tog de et lille hop frem til plads nr. 45, men i år har de regionale såvel som internationale jurymedlemmer for alvor fået øjnene op for gourmetspisestedet, der gang på gang har forført anmelderne med en på én gang let, levende og teknisk udfordrende tilgang til madlavning.

Geranium kan således nu kalde sig for verdens 42 bedste restaurant.

Geranium begyndte sin eventyrlige historie i Kongens Have, og fører den nu videre på et højere plan på 8. sal i H-tårnet ved FCKs udebane-tribune med udsigt over Fælledparken. Her er plads til 45 gæster i restauranten og 120 i et selskabslokale med udsigt til Sverige i klart vejr.

Geranium har fra starten af stilet efter de helt store stjerner. I restaurantguidernes alfader – den franske Michelinguide, har Geranium p.t. 2 eftertragtede stjerner. Rasmus Kofoed er desuden den eneste kok nogensinde, som har vundet både bronze, sølv og guld ved Bocuse d'Or – kokkenes svar på et verdensmesterskab.