Foran Nimb Bars herregårdspejs, med et glas elegant alkoholalkymi i hånden, stjæler du en dag fra døden

Det smukke Hotel Nimb i Tivoli rummer nok landets mest storslåede cocktailbar, og den kan andet end bare at se godt ud - her fås f.eks. den bedste Bellini, anmelderen nogensinde har smagt.

Nimb Bars store pejs er et af indre bys mest perfekte steder at få skulderne og blodtrykket helt ned. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Grandeur er ikke et ord, man i dette flade, lutheranske land gerne tager i sin mund, men i tilfældet Nimb Bar er det ganske passende.

Der er noget magiske ved dimensionerne på Nimb Hotel. Udefra virker bygningen relativt lille, nærmest som en 1:3 model af Taj Mahal. Det fine gamle pastiche-palads ligger smukt, men samtidig uden at dominere i verdens smukkeste forlystelsespark, Tivoli.

»Hellere skære ned på alkoholen end på livsstilen!«


Herfra kan man entrere Nimb Bar, men man kan også komme ind  fra Bertorffsgade 5, lige over for Københavns Hovedbanegård, hvis man ikke skulle orke turen gennem Tivoli - men hvorfor dog det?

Serviden og håndværket på Nomb Bar var pletfrit, da vi besøgte stedet en regnkold vinteraften. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Bemærk i øvrigt, at Nimb Hotel har to barer. I denne anmeldelse er det baren på førstesalen, vi har aflagt visit. Det bør du også.

Nimb Bars voluminøse lokaler rammer den sjældne, men ægte kosmopolitiske stemning, som så mange hotelbarer jagter, men som få lykkes med. På trods af lokalets størrelse er det lykkedes at indrette masser af intime rum, uden at møblerne skrigerne til hinanden, og en særlig vellykket detalje er de mange rudimentære Cathrine Raben Davidsen- tegninger, der dekorer væggene. De bryder den lidt klassiske luksusstil med en snert af sakralt kalkmaleri. Det er godt tænkt.

Catherine Raben Davidsen udsmykning af væggene på Nimb Bar giver baren noget velplaceret, sakral kant. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Kunstværker i glas og alkohol

Baren er ikke stedet, man besøger med en kaglende polterabend for at drikke sig i hegnet. Det indbyder nærmere til intim tete-a-tete eller til dyrkelsen af afstressende alkoholisk alkymi, inden den gode middag eller forestilling, foran den store knitrende pejs, som ser ud til at være importeret direkte fra et fransk chateau.

Foran den legende ild meldte den retfærdige tørst sig. Nimb Bar har et spændende kort med velselekterede klassikere, og efter at vi besøgte stedet har man introduceret såkaldte »Fairy tale cocktails« med inspiration fra H. C. Andersens eventyr. Det lyder måske ikke særlig punk, men de eventyrinspirerede cocktails ligner små kunstværker i glas og alkohol.

Min gæst startede med en 1909, som var barens vinter-signaturcocktail. Mødet mellem kvalitetsgin, citronsaft, friske salvieblade og den mytologiske hyldeblomstlikør St. Germain var sjældent vellykket og skabte en læskende friskhed, som samtidig rummede bund nok til at indkapsle den mørke tid. Her var åløb, græs og en lang, lang stringent syrlighed.

Bellini stammer fra Harrys bar i Venedig, men de laver den bedre på Nimb Bar. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Jeg forsøgte mig med en klassiker, den berømte Bellini fra Harrys Bar i Venedig. Nimb Bars version var langt bedre end originalen. Denne variant havde bevaret friskhed og smagsvolumen fra fersken, men her med en større modenhed og elegance i indtrykket. Det smoothieagtige præg var væk, i stedet rummede glasset en smuk væske, med fine bobler, der emmede af parisisk belle époque. Hele herligheden var perfekt toppet med en syltet mini-fersken. Det er den bedste variant af en Bellini, jeg har fået, men cocktailen skal drikkes relativt hurtigt, da den er mindre velfungerende, så snart brusen går af champagnen.

Verden af i går

På Bar Nimb har man også et flot batteri af klassiske barsnacks. Vi spiste os igennem de gratis peanuts og en skål gode, sprøde, grønne oliven.

The Quencher - en ualmindeligt vellykket alkoholfri cocktail. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Servicen var pletfri. Der bliver holdt vågent øje med én, uden at det virker anmassende eller fidelt. Stedets behagelige og velvalgte musik indhyller rummet i en beroligende understrøm af en smuk verden af i går.

Anden ombæring af cocktails ramte bordet.

Min ledsager forsøgte sig med en alkoholfri cocktail, The Quencher. Nogle vil mene, at man ikke kan kalde en alkoholfri drink for en cocktail. Det er noget pjat. Det kræver jo nærmest mere af bartenderen at eksekvere med bravour, når alkohol er udelukket fra kompositionen i glasset.

Frisk ananasjuice, ginger beer, frisk lime- og appelsinjuice gjorde The Quencher til et ualmindeligt velsmagende og frisk bekendskab. Jeg savnede ikke alkoholen, og jeg ser de alkoholfrie cocktails som et smart alternativ, når trangen til en hverdagsdrink melder sig, midt i arbejde og indkøb. Så hellere skære ned på alkoholen end på livsstilen! Vi skal huske - som grækerne siger - »at stjæle en dag fra døden«!

Er man i markedet for en Dark n’ Stormy kan »Anejo Highball« snildt anbefales. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Aftenens sidste og også mest ordinære indslag var en Anejo Highball. En fræk, let prikkende variant af en Dark n’ Stormy, her lavet med Gosling dark rum, Cointreau, lime, bitter og ginger beer. Den fejlede bestemt ikke noget, men smagte underligt nok ikke voldsomt forskelligt fra originalen. Men er man i markedet for en Dark n’ Stormy kan Anejo Highball snildt anbefales.

Overordnet havde vi en skøn aften i den smukke salon. Og bemærk i øvrigt, at Nimb Bar også gør sig i appetitlig afternoon tea med adskillige fine små serveringer og et udsøgt udvalg af eksklusiv te til den kræsne connoisseur.

Nimb Bar
Berntorffsgade 5
1577 Kbh. V.
Coktails fra 65 kr.
Snacks fra 35 kr.
Åben alle dage fra kl. 11.00 - 00.00. Fredag/Lørdag åben til kl. 01.00.