En byge af småretter fra Middelhavet

Sæt en aften af til et besøg på restaurant Aura og lad dig tæppebombe af herlige småhappere til fornuftige priser.

der er efterhånden gået sport i at servere flest mulige retter på de mere moderne restauranter i København.

Ideen stammer fra landene omkring Middelhavet, hvor man har tradition for at indlede måltidet med en række småretter som kaldes meze, tapas, anti pasti eller marokkanske salater alt efter, hvor man befinder sig.

I særdeleshed er det den ultra-moderne restaurant El Bulli i Catalonien, hvor antallet af småretter let runder de tyve i løbet af en middag, som har inspirereret de danske kokke. På nyåbnede restaurant Aura kommer man ikke helt så højt op - største menu er på 17 retter, hvilket for tiden bør række til en danmarksrekord.

Det er makkerparret Paolo Guimaraes og Thomas Veber, der har gjort det så godt med VB Square på Østerbro, som står bag.

Og lad det bare være sagt med det samme, at jeg i bygen af småretter fandt flere gamle kendinge fra Lille Triangel - hvilket kun skal opfattes som en anbefaling.

Lokalet i Rådhusstræde har før huset bl.a. Café Reykjavik og især set udefra minder Aura mere om en café end en egentlig seriøs spiserestaurant. Indretningen er mere hyggelig og designeragtig stilfuldt, men det ligner stadig ikke et sted, hvor man tør stille sig gastronomiske forventninger.

Ifølge den udsendte pressemeddelelse satser Aura på en »gay/mixed crowd«.

Hvad angår det første hentydes formentlig til stedets geografiske placering i udkanten af Københavns bøsse-kvarter. Med hensyn til det blandede element kunne det denne aften passende have været den gruppe af særdeles højrøstede islændinge (en reminiscens fra Café Reykjaviks dage?) som havde indtaget vores ene nabobord.

maden kan vælges ud fra et noget uoverskueligt kort, som tæller i alt 24 forskellige småretter til 50 kr. stykket (35 kr. for dessert). Vi besluttede os dog i stedet for at lade kokken vælge for os og bestilte en 11-retters menu til 365 kr. (Otte retter koster 295 kr., 14 retter 435 kr. og 17 retter står i 495 kr.).

Med hensyn til vinen, syntes det nærmest umuligt at manøvrere ud fra en menu, vi dårligt kendte, så vi sagde ja til tjenerens tilbud om at få serveret passende glasvise vine hen ad vejen. Prisen for dette løb op i 310 kr. per næse - hvilket bestemt ikke var urimeligt, for det vi fik.

Så det var altså bare at læne sig tilbage og afvente, hvad de venlige mennesker havde fundet frem til os.

Første runde stod i den danske forsommers tegn: Fine pillede fjordrejer med god luftig mayonnaise og dampede asparges.

En ret klassisk cremet aspargessuppe med aspargessalt ved siden af, og at drikke til: En chardonnay fra Elena Walch i Alto Adige.

Det hele smagte glimrende og sommerligt, men jeg skal ærligt indrømme, at jeg var en anelse bange for ikke blive mæt, idet jeg troede, at vi nu allerede var igennem en trediedel af måltidet.

Denne frygt skulle dog vise sig at være totalt ubegrundet, for der var endnu masser af mad på vej.

Næste ombæring bød på to middelhavsorienterede vegetarretter af høj klasse: En terrine af gedeost og tørrede tomater og et stykke toast med med grillede grøntsager vendt i chardonnay-eddike ved siden af. Og så en klassiker fra VB; En dejlig massiv, stegt tomat-risotto med avocado på toppen dryppet med pesto-agtig olie.

Så var bunden bestemt lagt, og mens vi nippede til en pinot grigio fra Tomassi, som vel nok var aftenens mindst sjove vin, konkluderede jeg for mig selv, at hvis København på et tidspunkt skal have en moderne vegetar-restaurant bør det være med Paolo og Veber bag gryderne.

tredje runde stod i blæk-

spruttens tegn; Små ti-armede sjovere fyldt med cous-cous blev serveret med stegt chorizo og syltet tomat - nums - mens et otte-armet eksemplar var blevet kogt og skåret i tynde skiver og serveret som carpaccio med tørret oliven, kartoffelskiver og løg. Vinen var en rigtig sjov og sjælden blanding af muscat, chardonnay og xarel-lo fra Penedes.

Tilfredshedsniveauet var nu meget højt ved vores tomandsbord, og det blev ikke mindre, da yndlingsfisken pighvar kom ind, stegt og garneret med muslinger og muslingebouillon og et glas smørfed chard fra Jean Leon i Penedes. Ved bordet ved siden af syntes glæden derimod knapt så udtalt, en nærmest Strindbergsk scene var i færd med at udspille sig mellem to midaldrende mænd: »Du er alt for afhængig af din mor, du har ingen selvstændig mening - det ødelægger vores forhold,« sagde den ene med drævende jysk stemmeføring, den anden så formummet til, mens han tog imod den ene ydmygelse efter den anden.

Vi var nået til kødet, som spiller en mindre rolle på hav- og grøntssagsorienterede Aura: Dels en skive stegt foie gras på mini-toast, eksotisk garneret med lichi og vindruer og så en tynd skive kalvekød belagt med små stykker bagt tomat, grillet squash og blegselleri. Kalven var god, men den oplevedes en anelse ordinær set i relation til den lange række af lette raffinimenter, vi aftenen igennem havde nydt. Kødet blev ledsaget af et glas drikbar, men ikke stor amarone fra en for mig ubekendt producent.

Desserten kom ind i to hold; først bagt rabarber med hvid chokoladeis og raberskum og jordbærsorbet med ditto salat krydret med mynte - hertil sød, mousserende rødvin i Piemonte-traditionen. Derefter en gang crema catalana - som dog ligeså godt kunne have heddet crème brûlée, for den var uden catalana'ens kanelkrydring - med en senthøstet australsk dessertvin i glasset.

Således var vi nået til vejs ende - det havde indlysende nok taget sin tid, men heldigvis ikke længere end, at vi kunne nå at trække os inden DJen begyndte at spille op til gay/mixed-nattefest. Hvad maden angår er der ikke andet at sige, end at det er svært at være utilfreds med Veber og Guimaraes enkle, men præcise og lette middelhavskøkken - især når det serveres kompetent til så fornuftige priser.