Hvide Sande med Vesterhavet på den ene side og Ringkøbing Fjord på den anden er ikke et sted, man sådan bare lige kommer forbi. Selv har jeg ikke været der siden slutningen af 80erne, hvor jeg af årsager, der i dag fortaber sig i det uvisse, som praktikant skulle lave en reportage, der, så vidt jeg husker, involverede trafikpolitikeren Kaj Ikast (også kendt som Broernes Herre).

Hvide Sande er en fiskerihavn i stor, industriel skala og noget helt andet end frilandsmuseet Gammel Skagen, som jeg kommer direkte fra. Da jeg ringer for at bestille bord og beder om et tip til overnatning, fortæller tjeneren, at der kun er ét hotel i Hvide Sande – »sådan et fiskerhotel«, som han ikke kan anbefale. Men ellers ligger den nærmeste indkvartering ifølge tjeneren i Ringkøbing, 25 km væk – så vi giver fanden i det og indkvarterer os på Sømandshotellet.

Skrabet sømandshjem

»Her er du altid velkommen!« står der foran Værestedet Sømandscaféen, der ligger i samme bygning som det ubemandede hotel. Værelset udmærker sig ved at være mere skrabet end en fængselscelle og uden sengelamper, der ser ud, som om de er skruet af for nylig. Jeg funderer over, om en gæst monstro har taget lamperne med hjem, eller om værten måske er bange for, at en fisker kan gøre skade på sig selv med sådan en installation?

Restauranten, som har bragt os til byen er selvbevidst tituleret Kommandobroen by Grantland – opkaldt efter køkkenchefen og restauratøren Michael Grantland, som før bl.a. har været på Dyvig Badehotel. Men det viser der sig at være fysisk årsag til navnet, for den pavillonagtige overbygning på førstesalen i havnen er bygget som en kommandobro på et stort skib med indadskrånende vinduer.

Vi havde ladet os lokke til af Grantlands menu med 12 serveringer, som går til den fornuftige pris af 598 kr. Men nu fortalte tjeneren os – på trods af at vi havde ringet og annonceret vores forsinkelse – at tiden (19.50) var for fremskreden til, at man kunne servere den store menu. »Hvad gør vi nu?« tænkte jeg efter at være kommet mig efter den værste lammelse af skuffelse: et skaldyrsplateau til 495 kr. per næse? En helstegt rødtunge (248 kr.) eller måske den lille menu med fem snacks, enkelt salt ret (rødtunge stegt på crouton) og jordbærdessert?

I mellemtiden tryglede min ledsager tjeneren, om ikke vi, hvis vi nu lovede at spise hurtigt, alligevel kunne få den store menu. Efter forhandlinger med køkkenet vendte den aftenen igennem i øvrigt glimrende tjener tilbage og meddelte, at der nu var fri bane for 12 retter, og at vi ikke behøvede skynde os.

Syv skarpe snacks

De syv første serveringer var snacks, som kom i tre ombæringer. Først en lille sprød rugbrødscrouton med røget creme, ørredrogn og strandgåsefod (altså urten). Desuden et bræt med glimrende blød spegeskinke fra Fanø, som gled dejligt ned med det gode brød, som jeg påførte smør fra Thise i rigelige mængder – fedt smør klæder salt skinke i min mund.

Næste ombæring bød på en god lille rejecocktail med hesterejer og dild toppet med radise, en tempereret torskeroulade med en sauce af fermenterede asparges, som lugtede lidt ostet, men smagte godt og intenst af asparges, og så lækkert frisk, norsk kammusling med balsamico-vinaigrette og salturt.

Sidste snackrunde bød på friskfriterede, herligt saftige havtaskekæber med tatarsauce til at dyppe i og en lettere 90er-agtig, men god carpaccio af velhængt og mør, lyngrillet okse toppet med trøffelolie, frisésalat og havgus-ost.

I glasset havde vi en veldrejet petit chablis 2017 fra Jadot (398 kr.), som jeg generelt synes har en heldig hånd med de hvide. Som navnet antyder, var det ikke stor vin, men med de fine mineralske noter og den beherskede fadbehandling var der tale om en fin ledsager til den havmadsdominerede indledning af måltidet.

Småtræt jomfruhummer

Første ret var en hel jomfruhummer bagt med lardo »fra Toscana af«, som tjeneren udtrykte det, serveret i fuld figur og garneret på baskisk vis med en saute af rød peberfrugt, løg og bagte tomater samt en beurre blanc-agtig sauce baseret på hvidvin og smør. Til trods for at vi befandt i en af landets største fiskerihavne, oplevede jeg desværre ikke hummeren som den mest friske, jeg har smagt – den eneste ret, som ikke rigtig faldt i smag denne aften.

Allerede med næste servering var vi tilbage inden for skiven igen: Der var tale om en vellykket konstruktion af et stykke flot høj og saftig rødtungefilet stegt på en tynd skive hvedebrød, som bidrog med både sprødhed og saft. Brødstegt fisk var højeste mode i København for 15-20 år siden, men det laver jo ikke om på det forhold, at det er en glimrende teknik. Rødtungen var garneret med løgskaller, ærter, selleripuré, en god muslingesauce og syltede ramsløsgsblomster, som bidrog med den nødvendige syre. Vi var glade igen!

Velhængt okse fra Kildegaarden

Man kunne måske have forventet sig en ren havmenu. Det havde jeg i hvert fald drømt om, og jeg blev noget skuffet over at se noget så oldschool som oksemørbrad som hovedret på tastingmenuen. MEN jeg må skynde mig at sige, at der virkelig var tale om velsmagende kød, et par skiver perfekt stegt, glimrende fedtmarmoreret, velhængt okse fra Kildegaarden i Hadsund, og så kan det faktisk godt være sjovt at spise oksemørbrad. Med en garniture bestående af lækre spæde gulerødder, syltede perleløg, broccoli crudité, blomkålscreme og ikke mindst sauce bordelaise, siger det sig selv, at vi også måtte have bordeaux i glasset.

Der er måske dem, som vil indvende, at en 2012 Chateau Cantemerle fra Haut-Médoc ikke er en sommerdrik, men det var faktisk ikke til at se, at det var sommer udenfor med en dagtemperatur omkring de 13 grader og en strid vind som blæste 12-14 sekundmeter. Og så var den åbne og veludviklede, cedertræsduftende haut-médoc, simpelthen bare den perfekte match til vores hovedret.

Så fulgte en lille ostefrækkert, en såkaldt ostehaps. En crouton af hjemmebagt rugbrød var belagt med en skive »Den Hvide Dame«, Arla Unikas hvidskimmel triple creme ost, inspireret af franske fedme pendanter som Brillat Savarin og Explorateur. Osten var toppet med balsamicosyltet løg og igen smagte det som om, Grantland havde sneget lidt af 1990ernes trøffelolie ind i smagsbilledet.

Dejlig jordbærdessert

Måltidet blev rundet behørigt af med en dejlig, klassisk smagende jordbærdessert. Bærrene var vendt med hvid chokoladecreme og toppet med bl.a. cookiecrumble og sorbet af skyr.

Og så var det var det ellers tilbage til det ubemandede sømandshjem, hvor vi vågnede op til en lige så ubemandet morgenmad, bestående af en papæske per mand fra Hvide Sande Bageri med et hvidt rundstykke, lidt Lurpak og og en kanelsnegl.

Hvad angår Kommandobroen by Grantland takserer vi en aften med god betjening og et fint gastro light-køkken til fornuftige priser til fire store stjerner.

Kommandobroen by Grantland

Toldbodgade 8, Hvide Sande tlf 20 70 93 44

Priser fra: Hovedret 228 kr., 7 serveringer 438 kr.