Den gamle sæk i Tivoli

Effektiv og børnevenlig pizzaservering i den nye version af restaurant Italia.

la vecchia signora - af mange københavnere kærligt kaldet den gamle sæk - er i virkeligheden kælenavnet for Torino-fodboldklubben Juventus. Der er dog ikke meget piemontesisk gastronomi over hverken restaurantens køkken eller vinliste, snarere er der tale om en slags turist-italiensk stil med pizza og pasta i hovedrollerne.

Moderrestauranten i Grønnegades berettigelse er, at man bager pizzaer i rigtig trækulsfyret stenovn, og dette princip har man taget med sig til Tivoli, hvor restauratørerne bag La Vecchia Signora fra denne sæson har overtaget Restaurant Italia. Endnu bruger man begge titler, for man skiller sig åbenbart ikke uden videre af med et af Tivolis traditionsomspundne navne.

Vi havde i dagens anledning taget begge børn med, for Italia/La Vecchia er en udpræget familierestaurant, placeret i et hjørne af haven hvor forlystelserne ligger skulder ved skulder. Det store spørgsmål i denne sammenhæng er således, om restauranten formår at betjene børn, som, ikke mindst når de er i Tivoli, er nogle utålmodige væsener.

Indtil flere gange har vi i Tivoli været udsat for katastrofer i den retning, for det generelle betjeningsniveau i haven er utrolig lavt grundet de særlige sæsonprægede forhold. Men lad det bare være sagt med det samme; betjeningen denne aften var knivskarp og effektiv, hvilket utvivlsomt skyldes, at der var tale om italienske tjenere. I Italien er tjenergerningen jo en metier, som bliver udøvet med stolthed, hvorimod den i Danmark - som en berømt herboende fransk kok en gang udtalte til undertegnede - hovedsagelig varetages af alkoholikere og kriminelle.

Achille Melis, som ud over La Vecchia Signora også står bag San Giorgio i Rosenborggade, finder således altid de friskimporterede italienske tjenere bedst de første par år efter ankomsten, herefter bliver de påvirket af den blødsødne danske mentalitet og gradvist begynder at miste skarpheden. hvad maden angår gik den ældste søn direkte på en margherita pizza i voksenstørrelse (95 kr. En blandet børnepizza fås til 55 kr.) Pizzaen, som snart ankom, viste sig at en være en varm, sprød og lækker, klassisk margherita uden svinkeærinder, d.v.s. med ost, tomat, en dusk basilikum og et par dråber olie. Jeg vil umiddelbart bedømme kvaliteten nogenlunde som i Grønnegade, men ville have haft lettere ved at sammenligne, hvis der havde været tale om varianten med frisk cherrytomat og rigtig mozzarella, som jeg jævnligt spiser på take away-basis fra Grønnegade.

Lillebror røg på en børnespaghetti, med lige så klassisk bolognese kødsauce, der også faldt i god jord. Det tog ikke lang tid, før børnene var færdige med at spise og på ny kastede sig ud i forlystelserne - efterladende et par forældre som således kunne få madro i den udstrækning det var muligt, for støjniveauet på Italia/La Vecchia er utrolig højt.

Vi tog hele den italienske tur med anti pasto, pasta og hovedret. Forretten var for mit vedkommende en gang vitello tonnato (89 kr.) med tynde skiver rosa kalvesteg, som var dresseret med ganske lidt tunmayonnaise og pyntet med kapers og en lille, grøn salat. Kalven var en anelse kønsløs, og det samme kunne man sige om tunen, hvilket måske mest handlede om, at der var for lidt af den. Sammen med salaten - som absolut ikke er obligatorisk i Piemonte, hvor vitello tonnatoen kommer fra - fungerede det hele dog meget godt.

Nogenlunde det samme gjorde sig gældende på den anden side af bordet, hvor min kone fik carpaccio (89 kr.). Tynde skiver kalv eller okse var belagt med groftreven parmesan og lidt rucola, sidstnævnte i en god marinade, som endnu en gang reddede retten fra at blive for karakterløs.

Vinen vi drak til her og gennem resten af måltidet var en udmærket, formentlig fadlagret 2000 Soave »Monte Ceriani« fra Sant'Antonio, som også er en rigtig glimrende amaroneproducent. Men til en pris af 350 kr. var den, på linje med resten af vinkortet, lige dyr nok. Til gengæld var det et positivt træk, at den fleksible tjener lod os dele en portion pasta som mellemret: Vi ville gerne have haft spaghetti alle vongole, men hjertemuslingerne var udsolgt, så vi fik i stedet blåmuslinger, som til gengæld var gode og saftige og smagte af frisk hav. Serveringen var uhyre enkel og lige efter bogen med al dente pasta og peperoncini (chili), friske cherrytomater, persille og en god suppe i bunden af bunden af tallerkenen (118 kr.)hvor vi altså hidtil havde været pænt tilfredse, markerede de ikke helt billige hovedretter et fald i kvaliteten. Jeg fik fire lammekoteletter, som havde en god sprød stegeskorpe, men var lidt for hårde i kødet. De blev serveret med smør aromatiseret med primært rosmarin og så et pligttilbehør bestående af stegte kartofler og en aubergine-konstruktion med lidt tomat og ost, som havde det problem, at auberginen ikke var bagt ordentligt igennem og dermed alt for hård og rå i smagen. Lidt skuffende, især prisen på 189 kr. taget i betragtning.

Situationen på min kones tallerken var på ingen måde bedre. Hun fik kalve-scaloppine (169 kr.), et par skiver rosastegt kød, som var skåret over på midten og serveret med en sødlig, let kvalm sauce med klumper af gorgonzola og formentlig tillige tilsmagt med sød marsala. Dertil det samme tilbehør, som jeg fik.

I mellemtiden havde børnene igen indfundet sig ved bordet i håbet om at få dessert, og fik så hver en gang børneis til 30 kr. Jeg valgte en gang tiramisu (49 kr.), den letteste af slagsen jeg nogensinde har oplevet - der må have været brugt anseelige mængder bagepulver for at få presset så meget luft ind i en lagkagebund. Konen fik en gang is overhældt med espresso (49 kr.) - en udmærket ting, og så rundede vi af med hver en god dobbelt espresso (35 kr.)

Man må konkludere, at Italia/La Vecchia Signora præsterer en effektiv familieafspisning, men også at køkkenet er mest sikkert, når det gælder pizza og pasta. Hvad prisniveauet angår, er det lige i overkanten, men det er jo langt fra det eneste sted i Tivoli, man ser det.