Christian er klar til at åbne sin restaurant: »Det er nemmere at holde lukket end at gøre klar til genåbning«

På restaurant No. 2 på Christianshavn knokler ejer Christian Aarø og hans team af kokke og tjenere for at blive klar til genåbningen på mandag. .

 
Restauranter kan igen slå dørene op. Video: Oscar Scott/Linda Kastrup. Redigering: Mathilde Oda Jørgensen Fold sammen
Læs mere

Det er efterhånden 62 dage siden, at der sidst blev snittet løg i køkkenet på restauranten No. 2 på Christianshavn. Nu står de der igen, kokkene. De snitter på livet løs på den der tjekkede måde, som de fleste med bare nogenlunde normale køkkentalenter nok godt gad at mestre. Og de har savnet det.

Det har været umuligt for kokkene at arbejde hjemmefra under coronakrisen.

»Jeg glæder mig virkelig til at få gæster i restauranten, og til at få andet indhold i min hverdag end Netflix,« siger Nikolaj Køster, der er køkkenchef i restauranten.

Restauratejer på Restaurant No. 2 på Christianshavn Christian Aarø er sammen med sit hold af kokke og tjenere klar til at åbne på mandag. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

En svampebouillon med timian simrer på kogepladen. To plader friske pighvarskrog er netop smidt i ovnen, og de føromtalte så blæret snittede løg er ved at transformere sig til en marmelade. En smaragdgrøn persilleolie sætter frisk kulør på det ellers så renskurede stålkøkken. Jo, køkkenet er igen fyldt med dufte.

Condibøtterne skal fyldes op, og nye retter skal testes af, så de er klar til gæsterne og genåbningen på mandag.

Men det er med nye krav i baghånden.

Christian Aarø, restauratør

»Jeg glæder mig til klokken 19 på mandag, når der forhåbentlig sidder 50 glade gæster og spiser her i restauranten.«


Torsdag aften blev en række nye retningslinjer for blandt andet cafeer og restauranter meldt ud. Retningslinjerne lyder blandt andet på, at der skal være mindst en meters afstand mellem forskellige selskaber, pladskrav om mindst to kvadratmeter pr. siddende person i lokalet, samt et krav om at stedet skal lukke ved midnat.

Restaurantejer Christian Aarø er i fuld sving med at genindrette sin restaurant, så pladskravene kan overholdes. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

Chefen knokler

Hænderne med de blå gummihandsker vrider vandet ud af karkluden, der netop har rengjort et parti spisebordsstole. Vandet skifter stort set ikke farve, for der er ikke meget snavs at spore. Alt er allerede rent.

Selv om Christian Aarø er ejer af No. 2, så står han selv for rengøringen og klargøringen.

»Det er nemmere at holde lukket end at gøre klar til genåbning,« griner han og tilføjer, at han er tilfreds med retningslinjerne.

Fredag 15. maj mødte kokkene igen ind på Restaurant No. 2. Under hele coronanedlukningen har alle ansatte været sendt hjem. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

Restaurant No. 2 på Christianshavn er klar til genåbningen på mandag. I 62 dage har de været lukket ned på grund af coronakrisen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

»De er bedre, end jeg havde regnet med, men der er mange småting, der er tidskrævende. Eksempelvis med enormt meget rengøring. Vi kommer til at afsætte en person til bare at spritte af og gøre rent i åbningstiden. Nu vil vi bare i gang. Det er længe siden, der er trillet en krone ind på kontoen,« siger han.

Sammen med partneren Søren Selin ejer han restauranterne No. 2, AOC, der har to Michelin-stjerner, samt Restaurant Trio. Listen med praktiske gøremål, der skal ordnes for at kunne leve op til retningslinjerne, er alenlang.

Pladskravene bliver ikke et problem at opfylde. Der er plads til mange mennesker på No. 2, og gæsterne kommer ikke til at sidde tæt.

»Restauranten er på 320 kvadratmeter, så vi kan have plads til 120 personer og stadig være på den coronasikre side,« siger Christian Aarø optimistisk.

Bookingerne strømmer allerede ind igen. Borde med plads til to og fire mand er bestilt, men også større selskaber på otte og ti personer er tikket ind.

Håber på slækkede krav

»En, to, tre, fire.«

Karkluden er nu skiftet ud med en tommestok og en udstrakt, tællende pegefinger. For at sikre den rigtige afstand mellem bordene render Chrisitan Aarø rundt og måler op. Fem tomandsborde er sendt uden for døren for at opretholde de anbefalede afstande.

»Det er OK, men det er alligevel fem borde for meget at fjerne.«

Det mest tidskrævende er selve klargøringen. Klistermærker med afstandmarkering, skilte og holdere til håndsprit er bestilt. I omegnen af 5.000 kroner er brugt på midler blot til at sikre afstand.

Klar til genåbning. Restaurant No. 2 på Christianshavn, hvor kokkene møder ind, og restauranten skal gøres klar til åbning på mandag. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

»Jeg glæder mig til klokken 19 på mandag, når der forhåbentlig sidder 50 glade gæster og spiser her i restauranten. Det bliver en kanon oplevelse at få gæster igen,« siger Christian Aarø og fortsætter:

»Det største afsavn har været manglen på gæster; jeg savner at servicere folk.«

Christian Aarø, restauratør

»Skal vi overleve i længden, er vi nødt til at have ændret størrelsen på forsamlinger, ellers har vi ikke en chance.«


Han piller de hvide, bløde cirkler af papiret. Nye filtdupper skal klistres under benene på de netop rengjorte stole. Coronanedlukningen har ramt ham hårdere end finanskrisen, hvor han dog kun var ejer af restauranten AOC.

»Men dengang kunne jeg i det mindste tjene penge undervejs.«

Christian Aarø glæder sig til at åbne sine tre restauranter igen. Mandag åbner No. 2 og onsdag følger Trio og AOC trop.  Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

»Der er en kæmpe positiv stemning omkring det. Det gør det kun godt. Spørgsmålet er, hvor længe det varer, det med den stemning og eufori hos gæsterne. Vi kan stå i juli måned, og så er der ingen kunder.«

Han rykker et par centimeter på bordene hist og her. Der er ingen af de store borde med plads til større selskaber i lokalet, og det ærgrer Christian Aarø. Han forudser, at mange vil knække halsen, hvis mængden af personer, der må forsamles, ikke hæves.

»Alle bryllupper, fødselsdage og selskaber er aflyst hos os. Ingen tør at invitere gæster.«

»Som kravene er nu, kan vi køre et halvt års tid. Skal vi overleve i længden, er vi nødt til at have ændret størrelsen på forsamlinger, ellers har vi ikke en chance. Det kommer mange måske til at knække halsen på, hvis det ikke bliver ændret.«