Anmeldelse: Strandmøllekroen

Den fabelagtige udsigt er nu ikke længere den eneste grund til at tage på Strandmøllekroen.

Foto: Asger Ladefoged
Placeringen i kanten af Dyrehaven og den fabelagtige udsigt over Øresund mod Hven kan ingen tage fra Strandmøllekroen. Men det var i årtier – lige siden krofatter i 1970erne var den folkekære skuespiller Louis Miehe-Renard – så også den eneste grund til at tage turen op ad Strandvejen. Så sent som sidste sommer måtte min kollega her på siden, Søren Frank, under overskriften »Man gjorde en fisk fortræd« hive den sjældne én stjerne-karakter frem.

Siden har Strandmøllekroen fået nye forpagtere. Det er restauratørparret fra Raadvad Kro, Peter Sørensen og Rikke Kold Blach, der er teamet op med den unge kok Nicolas Dahl. Med hjælp fra kroens ejer, Skov- & Naturstyrelsen, har man gennemrenoveret de gamle krostuer fra 1811 og til påske genåbnede man med nyt trægulv, småsprossede vinduer og lyse lokaler enkelt indrettet i hvidt og gråt med egetræsborde uden dug.

Terrassen med udsigt til Øresund er også nyopført i to niveauer og dér ville vi gerne hen på en dag, hvor der blev målt 27,7 grader andetsteds i Nordsjælland. Så ryger jeres bordreservation inden døre, sagde tjeneren bestemt. Måske ikke lige den velkomst, man havde ønsket sig. Efter et kig inde i den varme krostue valgte vi alligevel at spise i aftensolen. Og det fortrød vi ikke, særligt ikke da en skål med soya-porter marinerede mandler og et glas pinot noir-champagne fra André Clouet (95 kr.) gjorde livet udholdeligt på den fede Strandvejsmåde, fulgt op af godt hjemmelavet brød på ølandshvede med smør rørt op med yoghurt og creme fraiche.

Også menukortet er frisket op og farver sine steder de klassiske franske brasserieretter i tidens danske toneklang. Der kan vælges mellem ti forskellige småretter á 120 kr. samt to egentlige hovedretter, kød og fisk. Vi gjorde begge dele. Først delte vi en friskt smagende portion håndpillede rejer serveret i en skål med rugbrødscrumble, hytteost, løvstikke og feldsalat, der på tjenerens i øvrigt helt korrekte opfordring blev indtaget med et glas ung La Poussie De Ladoucette (2010, 435 kr.), hvis grønne sauvignon blanc-noter spillede fint med både rejer og ikke mindst min efterfølgende pocherede halve spidskål, drysset med maltjord og serveret med brunet smør, tilsat kapers og masser af hakket persille, lidt crunchy havreflager og et meget nænsomt pocheret æg. Wauvv! Virkelig en himmerigsmundfuld, hvis sommergrønne balance stod knivskarpt. Den gode Sancerre-vin havde endda kræfter til også at klare dagens fisk, sprødstegt slethvar, serveret med fennikelløgkompot i en cremet skummende sauce med herlig smag af hummer.

Hidtil havde der været sommer på menuen, men nu kom to retter, der virkede designet til en anden årstid. Den rørte tatar kom ganske vist pyntet med spiselige blomster og luftig peberrodsskum, men savnede trods rødløg og sennep bid og kraft, i hvert fald til min smag. Og da låget blev lettet til den lille kasserolle med confiterede kalvebrisler bredte der sig en duft af efterårs mulm og mørke, for brislerne blev serveret med bøgehatsvampe, letrøget løgkompot og ristede ramsløgskapers.

På vinkortet, der leveres af tre importører, har der også sneget sig enkelte naturvine ind. Bl.a. den frugtintense røde Cote de Py-morgon fra Coquelet (395 kr.), der klarede både brisler og tatar, men såmænd også min hovedretsbøf. 250 gram krogmodnet, men underligt anonym okse fra Uruguay (bestilt medium rare og serveret tæt på welldone!), garneret med en bagt tomat, lidt grøn salat samt en trådkurv med pommes frites og bearnaise. Fritterne var gode, sprøde udenpå og bløde indvendig, men bearnaisen var både for salt og tung i røven til min smag. Det var næsten, så skeen kunne stå af sig selv, og denne iltfattige old school-krostil virkede noget malplaceret efter de elegante forretter. Medspiseren fik dagens ret – hornfisk fanget lige udenfor i Øresund – med knasende sprøde hvide Søren Wiuff-asparges, rå flager af grønne asparges og nye kartofler. Samt en bastant persillesovs fra Kirsten Hüttemeiers unge dage.

Så var vi tilbage på rette spor med desserterne. Til mig pandekager appelsin med appelsinskal i dejen og syltede appelsinfileter på siden, serveret med en rigtig god vaniljeis og karamelsauce. Endnu en kroklassiker ført elegant up-to-date. Ligesom medspiserens rabarber i flere teksturer, serveret med kakaojord, crumble og masser af vanillesmagende skovmærke: som friske blade, som ’sne’ og som skum.

Kaffen blev indtaget inde i den nu tillokkende varme krostue, mens lysene i Landskrona blinkede til os henover Øresund. De nye gevandter klæder Strandmøllekroen og især de velsmagende og visuelt smukke formel b-style-småretter er en fornøjelse og et godt bud på moderne kromad. Var den samme kreativitet og skarphed blevet tildelt hovedretterne, så havde vi måske været endnu højere oppe. Nu bliver det fire stjerner og visheden om, at udsigten nu ikke længere er den eneste gode grund til at tage turen op ad Strandvejen. Hvad: Strandmøllekroen
Hvor: Strandvejen 808, 2930 Klampenborg, tlf. 39 63 01 04
Hvor meget: vin fra 265,- småretter 120,- billigste hovedret 165,-