Anmeldelse: Bistro Les Halles

Bistro Les Halles. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Bistro Les Halles er en fransk affære. Hvis ikke navnet – afledt af placeringen i Rømersgade tæt på Torvehallerne – skulle have afsløret det på forhånd, så stanses det indendøre ud i rødt, hvidt og blåt (stedets visitkort er såmænd Tricoloren): små caféborde med rødternede duge, indrammede plakater med dansende cancanpiger på væggen og brødkurve med små Président-smørpakker.

Og skulle man tro, at tidens italienske trattoriabølge er udtryk for en mæthed over det frankofile, så var fremmødet denne aften et bevis på det modsatte. Så fyldt var der, at vi blev placeret i kælderen, der var aldeles charmeforladt – om end vi opdagede, at fra bordet vil man(d) til sommer gennem vinduesristen få et smukt kig op under skørterne på udendørs gæster (tippet er hermed givet videre). Også menukortet er fransk og så retro-bistro, at det nærmer sig det parodiske. ALLE klassikerne er her: fra løgsuppen over tatar til coq au vin og steak frites. Til priser på 265 kr. for tre retter var det bare at gå i gang.

Se også: Guide: Her kan du spise i Kødbyen

Vi indledte med at dele en charcuteri-tallerken: gode skinker og pølse, paté og en rilette på svinenakke, der fremstod hjemmelavet. I glassene: champagne fra Drappier (100 kr.), hvis pinot noir-fylde var balanceret af en vibrerende syre. Vinkortet, der overvejende består af vine fra én og samme forhandler, hvilket indikerer, at det ikke er hér, restauranten har sit fokus, bød også på en klassisk mineralsk chablis fra kooperativet La Chablisienne (La Pierrelée 2013, 95 kr. glasset), som var en perfekt ledsager til vores forretter.

En grøn salat med valnødder og varm gedeost til medspiseren, hvor rettens balance blev noget forrykket af kæmpe stykker gedeost og en mangel på eddike eller syre i salatdressingen. Jeg havde glædet mig til løgsuppen, der blev serveret rygende varm og med meget store stykker ostebrød med smeltet comté. Igen en særdeles rustik servering, hvor jeg dog savnede at sødmen fra de stegte løg fik lov at smage igennem.

Som hovedret havde jeg valgt bistroklassikeren over dem alle: Bouef Bourguignon! En rigtig vinterbasker af en simreret, hvor oksekød og bacon får lov at stå og hygge sig i timevis i rødvin og kalvefond. Det troede jeg i hvert fald. Jeg burde måske have anet uråd, da vor kvindelige tjener ved bestilling spurgte »…og hvordan ønsker du den stegt?«

Bøffen der blev væk


Jeg svarede, at det nok gav sig selv i en Bouef Bourguignon, mens jeg pegede på menukortet. Her burde jeg nok have kigget nærmere efter, for så var jeg sluppet for skuffelsen, da jeg forgæves ledte efter kødstykker og den røgede smag af bacon. For Les Halles har ændret retten til Champignon Bourguignon, hvor den fortættede, intense kødsmag er erstattet af champignon og kalvefonden af grønsagsfond! Øv, men så kan jeg lære at se ordentligt efter!

Se også: Guide: De 5 gode indiske restauranter

Medspiseren fik lammeskank på benet, serveret med syltet lime, cous cous og varme marokkanske krydderier, bl.a. kardemomme, mynte og en særdeles potent chilipasta, og det var godt. Om end lidt vel krydret til vores fælles vin, en Hautes Cotes de Nuits-pinot noir fra Domaine Mugneret (455 kr.), der dog fungerede fint til den ostetallerken med gedeost, tomme og bleu d’Auvergne, som vi delte (55 kr.), inden vi afsluttede med henholdsvis en creme brûleé og til mig en æbletærte med kanelis, der ved bordet skulle flamberes i calvados. Det viste sig dog at være en slags børnefødseldagsflambering, hvor lidt calva i en metalflødekande blev antændt, inden den ultrakort blev hældt ud over fem æblebåde lagt i marcipan på en tør tærtedej.

En minimalistiske flambering havde selvsagt ingen indvirkning på smagen, og bortset fra den udmærkede kanelparfait fremstod æbletærten som en gumpetung afslutning på en ujævn aften, der nok var mere comme ci end comme ca. Bourguignonaffæren om bøffen, der blev væk, var dog min egen fejl, så Bistro Les Halles sniger sig lige op på tre stjerner.

Hvad: Bistro Les Halles
Hvor: Rømersgade 20,, 1362 København K, tlf.  28 18 07 22
Hvor meget: Billigste vin 175 kr. Treretters menu 265 kr.