Al Mercante: Dansk gastronomi i italienske gevandter

Al Mercante ligner en italiensk turistrestaurant, men i køkkenet trylles der fermt med danske råvarer.

Foto: Uffe Weng Fold sammen
Læs mere

Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg indtil for ganske nylig har opfattet Al Mercante som en klassisk italiensk turistrestaurant med stearinlys på bordene og malerier direkte på vægge og lofter med venetianske karnevalsmotiver.

Med beliggenheden i Bredgade nærmest for enden af Skt. Annæ Plads er der tilsyneladende stadig mange turister i restauranten – der blev i hvert fald ikke snakket meget dansk i salen, den aften vi var forbi. I køkkenet blæser imidlertid helt nye vinde efter at Restaurations Kompagniet, som også driver bl.a. Hornsleth Bar og Heidis Bierbar overtog stedet for et år siden.

Umiddelbart klinger Hornsleth og Heidi ikke meget af gastronomi, men ikke desto mindre serverer Mercante i dag noget så usædvanligt som fin, moderne dansk-nordisk gastronomi i det italienske format af anti pasti, primi og secondi. Kreeret af køkkenchef Daniel Martinsen.

Ved første øjekast kan Al Mercantes menukort forekomme en anelse uoverskueligt. Midt på kortet finder man anti pasti-sektionen med otte numre , som – gik det op for os i løbet af aftenen – er husets store styrke. Og så rundt omkring de mere begrænsede kategorier for pasta, hovedretter, dessert samt indtil flere lettere kryptiske menupakker.

Om end menutilbuddene så fornuftige ud, kunne vi ikke lige få nogen af pakkerne til at passe ind i vores ønsker og valgte derfor at gå a la carte. Vi bestilte hver to anti pasti – ganske huset anbefaler – altså i alt fire forskellige småretter, som kom ind på delefade.

Italiensk i formen, men det, der lå fadene, var 100% dansk: Vi startede med tynde skiver af nænsomt koldrøget torsk – blød og mild – med lækker tomatolie og rucola. Så en fantastisk lækker krabbesalat med rapsmayonnaise og sprødt grønt i form af spæde minigulerødder fra Søren Wiuff i Lammefjorden, blomkål og radiser. Så en meget grøn og fiberrig ret med haricots verts-bønner, store hestebønner og ærter med merian og ganske letrøget ricotta-ost, som gav kompositionen et interessant let nordisk twist.

Endelig en gang dansk skovgris, som var braiseret så tilpas længe, at det møre kød trevlede. Grisen var garneret med rødbeder – som gerne måtte have haft en anelse mere bid efter min smag - syltede hyldebær og lidt rucola.

Blandt vinmenuerne kunne man vælge mellem god (400,-) og rigtig god (600,-). Vi tog sidstnævnte, som spillede fint ud med en glas flot soave La Rocca fra Pieropan.

Primo’erne var højest utraditionelle efter italiensk målestok. Min risotto kom i to teksturer, i almindelig cremet tilstand og ovenpå i form af en friteret kugle, som man ofte finder som gademad ikke mindst på Sicilien. Fyldet var sprød blomkål og ristet kammusling og så var der anrettet med en skummende muslingesauce og duske af dild. Som madanmelder, der spiser ofte ude, kan man godt blive lidt træt kammuslinger, fordi det er en nem råvare, som stort set alle serverer, men her var der bonuspoint for en meget velfungerende komposition.

Tagliatellen var lavet på fuldkornsdurum, dyrket og koldkværnet på Fyn – på Kragegården – Gud hjælpe mig. Fyldet bestod af håndpillede rejer , citroncreme og et par kugler ricotta som topping. I glassene fine sager, henholdsvis pinot noir fra Le Due Terre i Friuli og Chardonnay Terre del Sillabo fra Toscana.

For at sige det lige ud, så var jeg faktisk stort set mæt på dette tidspunkt, hvor en 500 grams fiorentina/T-Bone var på vej mod bordet. Kødet var stegt mediumrare, som ønsket og toppet med gremolata og et par basilikumduske, og kom ind på et stort spækkebræt med grillet løg, aubergine og courgette og lidt sauce på siden.

Mere end et helt måltid i sig selv - også selv som jeg afstod fra kartofler som side order. I glasset skøn barolo 06 fra Revellobrødrene – jeg fandt ingen grund til at klage.

Hovedretten på den anden side af bordet var knapt så omfangsrig: Et stykke multe, stegt sprød på skindet og placeret på et leje af perlespelt, gulerødder og majs fra Wiuff samt kantareller og urter, igen fin sammenhæng i tingene.

Eftersom vi nu var absolut propmætte, nøjedes vi med en enkelt lille dessert til deling. En let og fint eksekveret versionering af tiramisu bestående af en kugle moccais garneret med en luftig mascarponecreme og i bunden af glasset en kiksecrumble.

I glasset en fint kølig og læskende rød italiensk dessertvin lavet på syrah – nærmere oprindelse er undsluppet min hukommelse. Alt i alt en glimrende aften, hvor ikke mindst de meget grønne og læskende anti pasti vakte glæde. Den gode betjening – ikke mindst hvad angår vinen – bør også nævnes. Vi kommer meget gerne igen, men springer afgjort en mellem- eller hovedret over. Fire stjerner af de store.

Hvad: Al Mercante
Hvor: Bredgade 29, København K tlf 33132911
Hvor meget: Priser fra: Hovedret 200,- Menu 300,- vin 260,-

Det spiste vi:

  • Italiensk salat af krabbe 55,
  • Skovgris med rødbeder og hyldebærkapers 75,-
  • Bønnesalat med røget ricotta og merian 55,-
  • Røget vesterhavstorsk med tomat 65,-
  • Tagliatelle med rejer 90,-
  • Risotto med kammusling og blomkål 95,-
  • Stegt multe med spelt, majs og kantareller 210,-
  • Bistecca alla fiorentina 305,-
  • Moccais med mascarponecreme 65,-