For mange københavnere er Restaurant Vita noget, man har hørt om, men aldrig rigtigt set ved selvsyn. Den er den københavnske restaurationscenes svar på Loch Ness-uhyret.

Vita er nok mest berømt for sin natservering, der holder åbent til 02.00, også på hverdage. Det er nok det eneste sted i landet, hvor man for eksempel en lun onsdag nat i august kl. 01.30 kan spadsere lige ind fra gaden og få sig en gammeldags andesteg med svesker, æbler og brunede kartofler! En aktivitet, som flanøren og klummeekvilibristen Mads Holger satte stor pris på. Æret være hans minde.

Jeg vil anbefale alle at træde indenfor og se Vita i al sin afskallede skønhed. Stedet er virkelig en af byens gemte historiske perler.

Oprindeligt rummede lokalerne Elephant Apoteket ved apoteker Johan Gottfried Becker efter tilladelse fra Frederik 3. Det gamle Kongelige Hofapotek, som det senere kom til at hedde, stammede helt tilbage fra 1669 og var dermed det ældste apotek i København.

Om det nuværende interiør går så langt tilbage er uklart, men det er indiskutabelt gammelt, slidt og smukt.

Restaurant Vitas egen historie er noget nyere og rodet. Hvad jeg har kunnet opstøve er, at Vita åbnede på Vesterbro i 1970erne for efter cirka 10 år at flytte til de nuværende historiske lokaler i St. Kongensgade. Engang var det et sted, der tiltrak personager som Simon Spies, i dag henligger etablissementet i en torneroseagtig slummer.

Pseudoøl

Stedet er større, end man umiddelbart skulle tro, med hele tre fine, men godt patinerede baglokaler. Der var kun en håndfuld gæster, da vi var forbi, og tjeneren, der virkede en anelse diffus, tog imod vores bestillinger på i alt fire stykker smørrebrød med to gange fisk og to gange kød.

Ølkortet var begrænset til kun seks-syv fadøl uden overraskelser og ikke videre ophidsende, så jeg bestilte en alkoholfri Tuborg Nul. Det var et nyt, men også hurtigt afsluttet bekendtskab for mig. Den ualmindeligt vandede pseudoøl kan, i modsætning til en del andre alkoholfrie øl på markedet, ikke anbefales.

Efter godt 15 minutter, hvor min ledsager og jeg undrede os over flere indretningsdetaljer og julemusikken i januar, kom maden, altså al maden på én gang! En godt tip til køkkenet på Vita er at lade gæsten få fisken først, eller i hvert fald én ret ad gangen.

»Vitas hjemmelavede karrysild« lå knaldgul på et udmærket stykke køberugbrød. Silden var en tand for syrlig i marinanden og smagte ikke langtidsmodnet, men det var svært at afgøre for den usædvanligt skarpe karrysalat. Det tilhørende æg smilede fint.

Fiskefileten, der var smørrebrødssedlens mest innovative stykke, havde en tyk og meget hård panering. Selve fisken, hvis man kunne grave den frem, smagte umiddelbart frisk, men alt var oversaltet. At fileten var anrettet på råsyltet kål og serveret med en peberrod- og karsemayonnaise gjorde, at syren fra en klassiske remoulade i den grad var savnet, så den havde kunnet give modspil til saltet. Anretningen mindede mere om Salte fisk fra Katjes end en klassisk fiskefilet. En gedigen fiskefiasko.

Vi skyndte os at drikke rigeligt med vand, inden vi med bange anelser gik ombord i kødanretningerne.

Frikadelle-gejser

De tre små frikadeller med fin smag, som oprindeligt nok havde været pandestegte, virkede opvarmede i mikroovn. Ud af dunserne stod en overrumplende gejseragtig køddamp, når man skar dem over. Konsistensen mindede om en skumfidus. En god hjemmelavet rødkål og en medfølgende anonym agurkesalat gjorde ikke det store for at forbedre oplevelsen.

Vi kiggede på hinanden og smilte begge akavet til den nervøse tjener, der spurgte, om det smagte: »Ja, det smager da,« fik jeg mumlet, mens jeg var nervøs for eftermiddagens sidste anretning, tatar.

Midt i denne smørrebrødskatastrofe i slow motion stoppede uheldet brat. Dagens sidste servering var frisk som morgendug, fuld af god smag og smørmør. Tataren var garneret med den helt rigtige mængde sennepsmayonnaise, Vesterhavsost og jordskokkechips, som tilsammen gav godt knas og en flot umami-balance. Utvivlsom dagens bedste servering, og samtidig også den primære årsag til, at vi ikke ender med bundkarakteren på én stjerne.

Restaurant Vita trænger til et lugtesalt (modsat fiskefileten!). Stedet har så meget potentiale og lokalerne en helt særlig sjæl, men hvad hjælper det, at ånden er sprød, hvis frikadellen er fesen og silden sur?

Gid nogen havde lyst til at forny og opgradere køkkenet, så man kunne få en slags dansk bistro med et kvalitetsniveau, der afspejlede København 2022, mens man samtidig kunne bevare en ægte københavnerinstitution til vores alles fælles glæde. Vita har en fortid med fremtid i, men der er svært se en fremtid i det nuværende køkken.

Restaurant Vita
St. Kongensgade 25
1264 København K.