Gør misundelsen frugtbar

Misundelse har et dårligt ry. I kristendommen er det en af de grimmeste synder, ikke mindst fordi fåreflokken nødigt skulle begære kirkens gods og guld. Siger man om en person, at vedkommende har anlæg for misundelse, er det, per definition, et negativt skudsmål. Blandt filosoffer er der bred enighed om, at misundelse er en dårlig følelse, der afslører en defekt i personens karakter måske endda at personen grundlæggende er irrationel. Misundelse er en ubehagelig sindsstemning, forårsaget af leden ved en anden persons kvaliteter eller besiddelser, eller den andens goder. Men hvordan kan det være moralsk eller rationelt at føle lede ved andres kvaliteter eller besiddelser? Undtagelsen er selvfølgelig dér, hvor den anden har bemægtiget sig disse goder på en uretfærdig måde, men så taler vi ikke om misundelse, men om berettiget harme over uretfærdighed en ganske anden snak. Vi misunder jo ikke tyven, at han har stjålet, men føler berettiget harme over den begåede uretfærdighed. Men den, der investerer følelsesmæssig energi i at gå og mukke over andres lykke, i stedet for at glædes ved den, ser ud til at gøre en rigtig dårlig forretning.

En person der er drevet af misundelse gør sig endvidere sårbar. Misundelse er knyttet tæt til kampen om status, og den, der er drevet af jagten på status, er et nemt bytte for alskens plattenslagere, markedsføringstricks, urimelige chefer, politikere der lover guld og grønne skove osv.

Summa summarum: misundelse er en slet kvalitet, en dødssynd, en dårlig følelsesmæssig investering, en no go.

Imidlertid er misundelse en forbløffende kompleks størrelse. Hvad der på individniveau kan fremstå som irrationelt og lidet efterstræbelsesværdigt, kan på kollektivt niveau være aldeles rationelt og prisværdigt, endda nødvendigt. Men hvis noget på kollektivt niveau er godt (misundelse), og det, som det gode opstår på baggrund af, nødvendigvis er bundet til individer (anlægget for misundelse), er der så ikke mindst én god grund til at sige, at det er godt, at individer har anlægget (til misundelse)?

Hvorfor er misundelse en prisværdig, måske nødvendig, størrelse på et kollektivt niveau? Lad mig starte med at hævde, at misundelse er en væsentlig drivkraft i menneskelig motivation. Vuggestuebarnet misunder børnehavebarnets alder og muligheder. Det lille børnehavebarn misunder det store. Drengene i 7. klasse misunder drengene i 9. etc. Dels er græsset altid grønnere i naboens have, dels er det utrygt, når andre kan en masse, man ikke selv kan, eller har noget værdifuldt, man ikke selv er i besiddelse af.

Lad os nu forestille os et samfund, hvor individer aldrig følte misundelse. Ikke så meget som en flig af denne fule følelse prikker i nogens hjerte. Alle ser med milde smil til hinandens goder og kvaliteter, uden at misundelse så meget som strejfer dem.

Spørgsmålet er, om der ville være særlig mange goder og kvaliteter i et sådant samfund! Romantikere som Rousseau mente, at alt dårligt kom fra samfundet. Men snarere kommer samfundet fra alt dårligt: hvad skulle vi med loven, monopoliseringen af voldsanvendelsen, etikette, spilleregler og eksplicit formuleret moral, hvis ikke det var for vores nedrige, ondsindede, hævngerrige, irrationelle og, altså, misundelige natur?

Det er selvfølgelig muligt at forestille sig, at hvis menneskeslægten var befriet for misundelsens åg, så ville vi frigive vores energi og ambitioner og bedre blive i stand til at forfølge efterstræbelsesværdige mål. Det er ikke en begrebslig eller logisk umulighed. Men man kan ikke slutte fra mulighed til relevans. Det er næppe en relevant forestilling: det misundelsesfrie menneske i det misundelsesfrie samfund. Holder vi i øvrigt menneskets væsen konstant, men fjerner misundelsen, melder der sig ikke hos undertegnede en forestilling om et dynamisk, levende og stræbende samfund. Jeg ser snarere et uambitiøst, måske lidt stokroseidyllisk samfund (bortset fra at ingen havde haft ambitioner nok til at plante stokroser), et fodslæbende landbosamfund, med en evigt mildt smilende, lettere debilt udseende befolkning. Lidt som de tegnede familier i Vagttårnet. Død, hvor er din brod?

Misundelse er en central komponent i det driftige og fremadstræbende samfund, uanset hvilket niveau det samfund så befinder sig på. Det er sandt, at et samfund, der er besat af misundelse, er eller kan være lige så dræbende som et misundelsesfrit. Når ligheden køres ad absurdum, kvæles initiativ også. Men den virketrang, der ligger på lur bag misundelsen, og det forhold, at misundelsen gør statusforskelle klart for individer, tror jeg er særdeles væsentlige for personers motivation; for deres vilje til at gøre den lille ekstra indsats, der ikke bare bevarer status quo og smør på brødet, men som bryder grænser og mønstre.

Nuvel, tanken om det misundelsesfrie samfund er måske smuk i nogles øjne, men den henvender sig, som den utopiske kommunisme, til en forkert art: mennesket er, tror jeg, udviklingsmæssigt prædisponeret til misundelse. Misundelse knytter sig til status. Misundelsen vækkes, når vi ser en anden have et gode, vi enten selv ønsker, eller som vi i hvert fald ikke ønsker den anden har. Misundelsen er i sin rene form ikke bare et konstaterende forhold (»Nå, Jørgensen har sørme fået en flot ny Aston Martin Volante«) men en negativ følelse, der vendes udad mod godets besidder (»Det gør mig rasende gid han må køre galt i den«). Den evolutionære fordel i misundelse er oplagt: ved at rette energien mod enten at komme statusmæssigt op på niveau med personen, man misunder, eller bringe vedkommende ned på sit eget niveau, udligner man den (formodede) evolutionære manko, man har. Misundelsens bitterhed afslører angsten for at sakke bagud i kapløbet om status og magt og dermed forplantningsmuligheder.

Nu skal man ikke tillægge ting og egenskaber positiv værdi, fordi de er naturlige. Jeg er fristet til at sige, at det modsatte er tilfældet, men det er også for krast. Men hvad man ikke bør er at løbe fra det naturlige. Hvis misundelse ligger stemplet i vores natur, er det et fænomen, vi må forholde os til. Fred være med utopisternes drømme så længe de ikke forsøges realiseret men vi kynikere og realister må forsøge at holde den konkrete skude gående imens.

Hvordan håndterer man så misundelsens faktum på den bedste måde? Jeg har forsøgt at skitsere, at misundelse er godt for samfundet så længe det ikke ligefrem gennemsyrer det. For individet er misundelse godt, i den udstrækning det giver motivation til handling og forbedring. Det kan imidlertid ikke skjule den kendsgerning, at misundelse er en grim og ubehagelig følelse. Der er jo langt bedre at se Jørgensens Aston Martin og tænke: »Sikke en heldig fyr! Nu må jeg også til at kridte skoene og komme i gang«, end det er at ønske Jørgensen død i et hårnålesving, ikke bare for Jørgensen, men søreme også for en selv.

Tricket for den enkelte må med andre ord være at erkende misundelsens stik, men vende det til noget positivt og stimulerende. Lettere sagt end gjort, naturligvis, især når man står og er ved at demontere Jørgensens bremseklodser. På den anden side: følelser er, hvad de er. Grundlæggende er det interessante for menneskeligt samkvem ikke følelser, men hvordan individer håndterer, reagerer og handler ud fra dem. Misundelse er ikke en synd, men et grundvilkår. Acceptér misundelsen, og prøv så at håndtere den på en frugtbar måde.