Xis Lille Røde: Kinas præsident har lavet en app

Har du lyst til at tage Xi Jinpings visdom med dig, hvor du går og står? Det har rigtig mange kinesere. Og det er godt, har de fået at vide.

Kinas præsident, Xi Jinping. Fold sammen
Læs mere
Foto: FRED DUFOUR

Vi kan jo kalde den Lille Røde App.

Det er dels en social platform, dels et redskab til indoktrinering, men den nye app til mobiltelefoner kaldet »​Studér Den Store Nation« er først og fremmest det kinesiske kommunistpartis seneste bestræbelse på at bringe dets propaganda ind i den mobile tidsalder.

Og foreløbig ser det ud til at virke. »​Studér Den Store Nation« blev for nylig den mest hentede app i Apples App Store i Kina og i adskillige andre netbutikker, der også sælger apps til Android-telefoner.

Entusiasmen synes dog ikke helt at være kommet af sig selv. Siden appens udsendelse i begyndelsen af året har kommunistpartiets afdelinger på universiteter og i kommuner sørget for, at partimedlemmer bliver rådgivet i og opfordret til at bruge appen til politisk uddannelse, fremgår det af bekendtgørelser på officielle hjemmesider.

»​Studér Den Store Nation« er produceret af regeringens informationskontor, og den er lige så glat og skinnende som enhver anden kinesisk nyheds- eller underholdningsapp. De fleste andre apps er imidlertid ikke så eksklusivt fokuseret på alt, hvad der har med præsident Xi Jinping at gøre.

Anmeldelse på nettet. Én stjerne

»Alle installerer denne app helt frivilligt. Ingen tvinger os til det.«


I den nyudsendte app kan man finde de seneste rapporter fra de statslige medier om Xis beslutninger, nyde dagens citat fra Xi eller genopfriske sin viden om »Xi Jinpings tanker«. Man kan også vælge en quiz om Xis politik og politiske erklæringer eller følge en TV-udsendelse med titlen »Xi Time,« som er ... men det har du vist gættet.

Hver af disse handlinger bliver belønnet med »studiepoint«, som kan veksles til gaver i fremtidige versioner af appen.

Andre dele af appen giver dig for eksempel mulighed for at organisere din kalender og føre en huskeliste.

Spydige kommentarer

Er der et socialt element? Naturligvis er der det. »​Studér Den Store Nation« er integreret i DingTalk – en social platform, som hører under internetgiganten Alibaba. Derfor kan man ringe eller skrive til sine venner via appen, dele videofiler og tilmed sende beskeder, som forsvinder af sig selv efter en tid – akkurat som på Snapchat.

I løbet af de seneste par år har kommunistpartiet også udsendt patriotiske rapsange, lækkert producerede talkshow og fiffige mobilspil i et forsøg på at indfange den kinesiske ungdom med sin ideologi og holdninger. Det er ikke altid let at afgøre, hvordan den slags udspil bliver modtaget.

Bedømmelser og karakterer for »​Studér Den Store Nation« er foreløbig blokeret på Apples App Store. Men analyseselskabet App Annie har sikret sig 497 anmeldelser, som var blevet sendt til Apples hjemmeside. Generelt er de ikke alt for venlige. Mange af dem er præget af en tør sarkasme. Den gennemsnitlige vurdering er 2,7 stjerner ud af fem.

»Alle installerer denne app helt frivilligt,« skrev en anmelder, der gav den én stjerne. »Ingen tvinger os til det«.

»Denne software er pragtfuld,« hed det i en anden anmeldelse, som også var forsynet med en enkelt stjerne. »Jeg hentede den ned helt frivilligt. Jeg kan godt lide at studere«.

Oversættelse: Lars Rosenkvist