Xi og Trump mødes ved topmøde: Håb om våbenhvile, men ikke varig fred i handelskrigen

Selv om Trump og Xi indgår i en våbenhvile ved G20-topmødet, vil handelskrigen ifølge eksperter fortsætte. For den underliggende strid handler om verdensherredømmet inden for teknologi.

Der er god chance for, at Trump indgår en aftale med Kina ved G20-topmødet i Argentina lørdag. Det sagde en embedsmand fra Det Hvide Hus til pressen i denne uge. Spørgsmålet er bare, hvad en sådan aftale vil indeholde. Her ses Xi og Trump ved et topmøde i Beijing i november sidste år. JIM WATSON

Der kan komme et pusterum, men ingen afslutning på handelskrigen mellem USA og Kina.

Sådan lyder vurderingen fra økonomer med speciale i Kina, inden Kinas præsident, Xi Jinping, skal mødes med USAs præsident, Donald Trump, lørdag til en middag efter G20-topmødet i Buenos Aires.

Danske Banks chefanalytiker og Kina-ekspert Allan von Mehren vurderer, at der er 60 procents mulighed for, at verdens to mest magtfulde regeringsledere får en våbenhvile i stand.

»Enten får man en våbenhvile, ellers så eskalerer det endnu mere. Mødet handler om at få ro på toldsatserne, så man kan komme til forhandlingsbordet igen,« siger Allan von Mehren.

Trump fyrede advarselsskud af

Mandag fyrede Trump ellers nye advarselsskud af sted mod Kina i et interview i avisen The Wall Street Journal. Her truede Trump med at indføre straftold på kinesiske varer for yderligere 267 milliarder dollars, og for første gang luftede han også overvejelser om at inkludere Apple-produkter importeret fra Kina.

Regeringen i Washington har allerede planer om at hæve de nuværende toldsatser på kinesiske varer for 250 milliarder dollars fra 10 procent til 25 procent fra 1. januar.

Udmeldingerne kan være led i Trumps forhandlingsteknik, men de giver stor usikkerhed om mødets udfald, siger Nordeas chefanalytiker Amy Zhuang, som følger handelskrigen fra sin base i Singapore.

»Jeg tror, at det vil blive et møde med en venlig tone, og vi vil i bedste fald se positive nyhedsoverskrifter med en overfladisk aftale, hvor Kina eksempelvis lover at leve op til amerikanernes krav,« siger Amy Zhuang.

Altså en aftale uden substans?

»Ja, fuldstændigt. Det virker, som om man fra begge sider har svært ved at blive enige om detaljerne i en aftale, selv om man har forsøgt i ugevis,« siger Amy Zhuang.

Trump er mere mør

Trump er ved at nå til et punkt, hvor han gerne vil indgå en form for aftale med Kina, vurderer Allan von Mehren.

Det amerikanske præsidentvalg i 2020 lurer i horisonten, og mens Kina indtil videre har været hårdest ramt på blandt andet eksporten, er striden også begyndt at bide sig fast i den amerikanske økonomi.

»Trump risikerer at køre det amerikanske aktiemarked endnu længere ned, og amerikanske virksomheder kan blive endnu mere ramt,« siger Allan von Mehren.

Handelskrig handler om tech

Selv om parterne indgår en våbenhvile, kommer der højst sandsynligt ikke en afslutning på handelskrigen, vurderer begge Kina-økonomer. For den handler i virkeligheden om, hvem der sikrer sig verdensherredømmet inden for teknologi.

Kinas præsident, Xi Jinping, har en ambitiøs plan om at gøre Kina til en teknologisk stormagt inden 2025. Det bekymrer USA, som ikke får lige adgang til de kinesiske markeder. Amerikanerne frygter også, at Kinas teknologiske kvantespring bliver en trussel mod den nationale sikkerhed.

Trump får svært ved at spænde ben for Kinas ambitioner, påpeger Amy Zhuang:

»Det er et personligt projekt for Xi Jinping at gøre Kina til teknologisk stormagt i 2025, og man storsatser på blandt andet kunstig intelligens for at gøre sig uafhængig af udenlandske teknologier og virksomheder.«

Lene Winther er Berlingskes Asien-korrespondent