Vidne: Hun stjal Pelosis computer og vil sælge den til russerne. FBI kan ikke finde hende

June Williams ligner hverken en spion eller en hårdkogt kongresstormer. Hun ligner en student, der er faret vild. Men hun deltog i stormen på Kongressen og har nu taget flugten, oplyser FBI i en sagsfremstilling. Et vidne har en skræmmende forklaring på hvorfor, hun i givet fald er flygtet.

June Williams leder tropperne under angrebet på Kongressen. Forsøger hun nu at sælge stjålne hemmeligheder til russerne? Foto fra FBIs bevismateriale

Den unge kvinde står midt i menneskemængden og dirigerer den, som en kaptajn dirigerer et kompagni.

Hun peger med sin venstre hånd opad en trappe og råber »upstairs, upstairs, upstairs«. Den anden hånd placerer hun på ryggen af ældre mænd omkring sig og forsøger at skubbe dem fremad.