Venstre og Radikale Venstre vil tvinge regeringen til at sætte en stopper for saudiarabisk medlemskab af FNs Menneskerettighedsråd

De to partier har fået samtlige partier i Folketinget til at støtte en resolution, der skal tvinge regeringen til at bruge diplomatiske kræfter på at bremse Saudi-Arabiens ambitioner om igen at indtræde i FNs Menneskerettighedsråd.

I næste måned bliver Saudi-Arabien efter alt at dømme optaget i FNs Menneskerettighedsråd. Trods masser af kendte eksempler på, at landet overtræder menneskerettighederne. Optagelsen i menneskerettighedsrådet vil betyde stor prestige for Saudi-Arabiens kronprins, Mohammed bin Salman. Charles Platiau/Reuters/Ritzau Scanpix

To partier i Folketinget, Venstre og Radikale Venstre, er gået sammen om at skaffe et flertal uden om regeringen med det formål at forhindre Saudi-Arabien i at genindtræde som medlem af FNs Menneskerettighedsråd (UNHRC).

Michael Aastrup Jensen (V) og Martin Lidegaard (R), begge medlemmer af Det Udenrigspolitiske Nævn, er gået i offensiven for at sætte en stopper for olielandets medlemskab, der kan blive en realitet i juni på rådets møde, når det i øvrigt også skal besluttes at optage to andre lande med et blakket ry inden for menneskerettigheder – Rusland og Cuba.