Trumps tidsplan for vaccinationer er uholdbar – det giver nu Joe Biden voldsomme problemer

USA bliver ikke normalt før engang i efteråret, siger USAs svar på Søren Brostrøm, Anthony Fauci. Det er stik imod, hvad den afgående præsident har stillet amerikanerne i udsigt.

USAs vicepræsident, Mike Pence, er i dag blevet vaccineret. Det skete i Det Hvide Hus. Cheriss May/Ritzau Scanpix

Den amerikanske præsident, Donald Trump, har lovet vaccinationer til alle amerikanere kort tid inde i det nye år og senest i februar. Og dette løfte giver nu hans efterfølger, Joe Biden, store problemer.

For uanset hvor meget, USA presser medicinalselskaberne Moderna og Pfizer BioNTech til at levere varerne, har Bidens coronastab regnet sig frem til, at vaccinerne ikke vil være alment tilgængelige for alle amerikanere før i efteråret 2021. I den første tid vil kun sundhedspersonale samt ældre og svage således blive vaccineret, så længe lager haves.