Det var den militære russiske efterretningstjeneste, der i 2016 stod bag hackingen af den danske elitesvømmer Pernille Blume. Og bagefter lækkede hendes personlige sundhedsoplysninger til hele verden.

Det amerikanske justitsministerium rejste torsdag tiltale mod syv navngivne agenter fra den militære efterretningstjeneste, GRU, og de syv er tiltalt for at hacke sig ind i serverne hos bl.a. verdens anti-dopingagentur, WADA, og stjæle følsomme oplysninger om 250 sportsfolk fra 30 lande.

Pernille Blume var blandt de internationale sportsfolk, som dengang fik stjålet og lækket sine oplysninger, og det gik også ud over bl.a. gymnasten Simone Biles og tennisstjernen Serena Williams.

Syv agenter fra GRU stod bag hackingen af 250 internationale sportsfolk, herunder Pernille Blume. Og fire af de syv agenter deltog tidligere i år i en operation i Holland, oplyser amerikansk og hollandsk politi. De fire russiske GRU-agenter ankommer her til lufthavnen i Amsterdam. Personen til højre er en medarbejder ved den russiske ambassade.
Syv agenter fra GRU stod bag hackingen af 250 internationale sportsfolk, herunder Pernille Blume. Og fire af de syv agenter deltog tidligere i år i en operation i Holland, oplyser amerikansk og hollandsk politi. De fire russiske GRU-agenter ankommer her til lufthavnen i Amsterdam. Personen til højre er en medarbejder ved den russiske ambassade. HO

Russerne lækkede deres hackede informationer gennem et online handle, »Fancy Bear,« oplyser amerikanerne, og det var samme Fancy Bear-handle, som i 2016 lækkede, at Pernille Blume brugte astmamedicinen terbutalin. Terbutalin er på listen over forbudte stoffer, men sportsfolk kan få dispensation, hvis de lider af astma.

Blume fik i 2012 konstateret astma, og hun fik udtrykkeligt fra det internationale svømmeforbund tilladelse til at bruge terbutalin - men det sagde russerne ikke noget om. De lækkede blot informationerne og fik det til at se ud som om, at Blume brugte et dopende stof.

Hævnaktion

Men hvorfor gjorde russerne det?

Fordi russerne havde sat en »stor og ondartet misinformationskampagne« i gang for at smæde andre internationale sportsfolk, sagde den amerikanske forbundsanklager, Scott Brady, torsdag eftermiddag ved et pressemøde i det amerikanske justitsministerium.

Den russiske stat udstyrede de fire GRU-agenter til operationen i Holland med diplomatpas - og to af passene havde endda numre lige efter hinanden. Og de fik passene, selv om de overhovedet ikke var diplomater. De var agenter hos den militære efterretningstjeneste GRU.
Den russiske stat udstyrede de fire GRU-agenter til operationen i Holland med diplomatpas - og to af passene havde endda numre lige efter hinanden. Og de fik passene, selv om de overhovedet ikke var diplomater. De var agenter hos den militære efterretningstjeneste GRU. HO

Siden 2014 har Rusland været ramt af en ydmygende dopingskandale, som bl.a. har medført, at russerne er blevet frataget 51 olympiske medaljer, og det er i sig selv en olympisk rekord.

Russerne ville med hackingen i 2016 stjæle følsomme oplysninger om andre landes sportsfolk og hævde, at de også tog dopingstoffer, og derfor brød de ind i serverne hos bl.a. WADA, oplyste Scott Brady.

I intet tilfælde var der fugls føde på de lækkede informationer, men de ramte ikke desto mindre de pågældende sportsfolk hårdt, som Pernille Blume dengang sagde til DR:

»Det er forfærdeligt at blive associeret med doping på den måde. Jeg er såret, for det har intet med mig at gøre, og jeg synes også, at det er synd for de andre atleter, der er i samme båd som mig,« sagde hun.

Og - sagde hun - det var skæmmende og ubehageligt, at personfølsomme oplysninger blev serveret for hele verden.

Det mobile lytteudstyr, som de fire russiske GRU-agenter brugte under deres klodsede operation i Holland tidligere i år.
Det mobile lytteudstyr, som de fire russiske GRU-agenter brugte under deres klodsede operation i Holland tidligere i år. HO

Alt sammen takket været de syv russiske agenter, som amerikanerne nu eftersøger og kræver anholdt gennem Interpol.

»De skal huske på, at retfærdigheden er tålmodig, dens hukommelse er lang og dens rækkevidde endnu længere,« som forbundsanklager Brady sagde.

Klodsmajorer

Amerikanerne har navngivet de syv russiske agenter, og fire af dem er særligt interessante, for de fire var også i april i år på en operation i den hollandske by Haag. Her forsøgte de at hacke sig ind i OPCW - Organisationen for forbud mod kemiske våben. OPCW var på det tidspunkt i gang med at undersøge den Novitjok-nervegift, som russerne i marts brugte til at forsøge at dræbe den tidligere dobbeltagent, Sergej Skripal, i Salisbury i Storbritannien.

De fire agenter ville stjæle informationer fra OPCW og plante misinformation, oplyste de hollandske myndigheder ved et pressemøde tidligere torsdag.

Hollandsk politi har offentliggjort dette billede af nogle af GRU-agenterne under den ikke-så-hemmelige operation mod OPCW i Haag i april i år.
Hollandsk politi har offentliggjort dette billede af nogle af GRU-agenterne under den ikke-så-hemmelige operation mod OPCW i Haag i april i år. HO

Men hollænderne stoppede dem. De russiske agenter foretog den ene klodsede fejl efter den anden, bl.a. ankom de til Holland på diplomatpas, de blev modtaget af en russisk diplomat i lufthavnen, og derefter begyndte de i en lejet bil at cirkle rundt om de bygninger, som OPCW holder til i, og fotografere dem.

I bilen installerede de et mobil hackingudstyr, de parkerede ved siden af OPCW, og da de begyndte hackingen, anholdt hollandsk politi dem. En af russerne forsøgte at smadre sin mobiltelefon, tilsyneladende med »en støvle i størrelse 46«, som hollænderne oplyste på pressemødet, men det lykkedes ikke. De konfiskerede telefoner og dokumenter afslørede bl.a., at russerne tidligere havde været på operationer i Malaysia og Schweitz. De havde også taget al deres affald med fra hotellet, og én af agenterne havde gemt en taxabon på en tur fra GRUs hovedkvarter i Moskva til lufthavnen i Moskva.

Hollandsk politi eskorterede de fire til lufthavnen og udviste dem fra Holland.

Poul Høi er Berlingskes korrespondent i Storbritannien