Taleban er rigere og farligere end nogensinde: »Den sorteste dag siden terrorangrebene 11. september«

Talebans hurtige fremmarch efterlader flere spørgsmål end svar. Præsident Joe Biden og to årtiers amerikansk krigsførelse i Afghanistan kritiseres i flere internationale medier for det kaos, landet er havnet i, nu hvor Taleban har overtaget.

»Den sorteste dag siden terrorangrebene 11. september«.

Søndag den 15. august er en dag, der vil gå over i historien.

Taleban har på rekordtid overtaget magten og kontrollen i Afghanistan. Søndag indtog de hovedstaden Kabul, og præsidentpaladset, efter at præsident  Ashraf Ghani var flygtet, ifølge flere nyhedsbureauer til nabolandet Tadsjikistan.

Landet er efter to årtiers vestlig militær tilstedeværelse på ingen tid faldet i Talebans hænder.

CNN kalder situationen i Afghanistan for »en politisk katastrofe« for præsident Joe Biden. Men den sande katastrofe udspiller sig hos det afghanske folk, skriver CNN:

»Krisens sande størrelse kan kun bedømmes i den menneskelige tragedie for et folk, der igen er udsat for forfølgelse af Taleban«.

Samme toner lyder fra den svenske avis Aftonbladet, der beskriver søndag som »den sorteste dag siden terrorangrebene 11. september«:

»Tragedien er enorm for befolkningen i Afghanistan, der har udholdt årtiers krig (...) blot for at se Talebans terror vende tilbage«.

The New York Times retter kritikken mod Joe Biden, som for knap 40 dage siden holdt et optimistisk pressemøde. Der forklarede han, at den afghanske hær kunne modstå Taleban, når USAs styrker forlod landet.

»Det er højst usandsynligt, at Taleban kan overtage det hele og styre hele landet,« lød det fra præsidenten.

Men præsidenten og hans folk tog grueligt fejl. Taleban behøvede kun få uger, før de atter besad magten i Afghanistan igen.

»Præsident Biden vil gå over i historien som præsidenten, der ledede en ydmygende sidste handling i det amerikanske eksperiment i Afghanistan,« skriver The New York Times.

Taleban er i dag både »rigere, kraftigere og farligere end nogensinde«, vurderer britiske The Times og forklarer, at den militante bevægelses rigdom blandt andet kommer fra salg af stoffer.

Joe Biden og den amerikanske regering mente ellers, at afghanerne selv – efter to årtiers amerikansk og international tilstedeværelse – var i stand til at holde Taleban i skak.

Men kun en uge tog det, før »den vestlige verdens forsøg på at 'civilisere' en fattigere nation kollapsede,« skriver svenske Dagens Nyheter og konkluderer, at det kun kan føre til ét konklusion:

»Eksperimentet med at gennemtvinge et demokrati er slut«.